Bettys marmorkage

Bettys marmorkage
Bettys marmorkage

Min mand taler hele tiden om sin mors marmorkage. Og selvom vi nu har været sammen i 26 år, så er det en af de kager jeg aldrig har smagt hos min svigermor.

Så jeg bad om opskriften, så jeg kunne bage den til min mand, når nu han er så glad for marmorkage. Tog også noget med hjem til min svigermor, for at høre om jeg havde gjort det rigtigt og om den smagte som den skulle.

For en gang skyld havde jeg fulgt opskriften og brugt margarine i stedet for smør, som jeg ellers er mere fan af at bruge.

Fik at vide kagen var lige som min mand huskede den og svigermor sagde også god for den, så nu deler jeg opskriften med jer.

Bettys marmorkage 2 stk:

  • 400 g margarine
  • 450 g sukker
  • 3 tsk. vaniljesukker
  • 5 æg
  • 2 dl mælk
  • 450 g mel
  • 4 tsk. bagepulver
  • 6 tsk. kakaopulver, usødet

Smør og sukker piskes lyst og luftigt.

Æggene tilsættes ét ad gangen og der piskes godt imellem hvert æg til blandingen er luftig.

Vaniljesukker, salt, bagepulver og hvedemel sigtes sammen og vendes i dejen skiftevis med mælken. 

Tag ca. 1/3 af dejen fra og rør kakaopulveret i så dejen bliver fint brun.

Smør 2 franskbrødsforme på ca. 1 liter med margarine og fordel halvdelen af den lyse dej i bunden. Fordel kakaodejen ovenpå. Slut med resten af den lyse dej.

Træk et lille træspyd, en tandstikker eller lignende igennem dejen i et zigzag mønster, så de to deje blandes let.

Bag kagerne ved 170 °C (alm. ovnfunktion) i ca. 1 time. Tjek evt. med et lille træspyd i midten af kagen, om den er gennembagt.

Lad kagen afkøle på bageristen og server den lun eller kold i skiver.

Kagen holder sig blød og svampet i 3-4 dage, hvis den er pakket godt ind. Den kan desuden fryses.

Hjemmelavet sennep

Hjemmelavet sennep
Hjemmelavet sennep

Det er ikke fordi man ikke kan købe rigtig gode sennepper, men der er altså noget over at lave sin egen.

Jeg havde også fået købt en bøtte sennepspulver, selvom det viste sig, jeg havde en i skabet, og selvom det er godt at bruge i lidt forskellige ting, har jeg ikke helt brug for så meget. Så skulle denne sennep laves.

Var rigtig god, men var også lidt stærk. Tænker dog man kan tilføje mere honning, hvis man vil have den til at være mere som fransk sennep.

Sennep 1 glas:

  • 4 spsk. sennepspulver
  • 2 spsk. hvidvinseddike
  • 2 spsk. vand
  • ¼ tsk. gurkemeje
  • ¼ tsk. salt
  • 1 tsk. honning

Kom alle ingredienserne i en skål og rør godt til alle klumper er rørt ud.

Kom skålen i køleskabet i 1-2 dage, til senneppen er tyknet.

Efter den tid, smag på senneppen og tilføj mere honning hvis du ønsker det.

Hvis senneppen er for tynd, tilsæt mere sennepspulver eller hvis den er for tyk, tilsæt mere vand.

Hæld senneppen i et glas og brug den evt. som gave.

Denne sennep er i den stærke ende.

Klatkager

Klatkager
Klatkager

Jeg er vild med klatkager, Da jeg var barn, var risengrød lig med klatkager. Mor lavede altid en stor nok portion risengrød, så vi kunne få mine elskede klatkager dagen efter.

Som barn fik vi tit dette som aftensmad, nok fordi dengang var risengrød en billig spise. Men husker også at vi fik æbleskiver til aftensmad, og pandekager.

Tænker nu som voksen, at det er rart kun at få disse søde retter som aftensmad en gang imellem, og tror min mor har haft det lige sådan. Men når nu ens barn er vild med det, så var det på menuen lidt oftere. Så tak mor.

Prøv disse simple klatkager, næste gang du har en rest risengrød.

Klatkager 10 stk.:

  • 600 gram kold risengrød
  • 2 æg
  • 1 tsk sukker
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 50 g hvedemel
  • smør, til stegning

Bland den kolde risengrød sammen med æg, sukker, vanilje og mel. Rør dejen sammen til den er ensartet.

Lad dejen stå og hvile i køleskabet i ca. 30 minutter. Det er med til at dejen samler sig og klatkagerne ikke falder fra hinanden når du steger dem.

Smelt smør på panden.

Læg dejen på panden som små pandekager. Brug cirka 1 grydeskefuld pr. klatkage.

Bag klatkagerne ved middel varme, indtil det øverste på klatkagen ikke længere er flydende. Vend så klatkagen med en paletkniv og bag dem færdige på den anden side.

Tag klatkagerne af panden og fortsæt til der ikke er mere dej tilbage. Kom gerne en tallerken hen over klatkagerne, for at holde dem varme.

Servér klatkagerne med syltetøj og sukker.

Risengrød

Risengrød
Risengrød

Jeg ved godt I alle sikkert har fået rigeligt med risengrød her til jul, men jeg synes nu sagtens det kan spises her efter jul også. Og jeg havde fået købt en del sødmælk, da det var billigt og lagt i fryseren.

Det bedste ved denne opskrift, er at der er alt for meget risengrød til 2 mennesker, men der er ikke noget bedre en at bruge rester til klatkager eller risalamande.

En af de ting der ikke gjorde noget ved at være skilsmissebarn, var at far altid lavede risalamande ud af resterne, og mor lavede altid klatkager. Jeg har nemlig meget svært ved at vælge hvad jeg mest har lyst til.

Heldigvis kunne jeg få til begge dele af denne portion risengrød, selv efter vi havde spist godt, den dag det blev lavet.

Det med at komme risengrøden under dynen er noget begge mine forældre gjorde, så det har bare altid været måden jeg har lavet det på.

Synes det er dejligt at jeg ikke skal stå og røre i det hele tiden, og jeg kan bruge tiden på noget der er lidt mere spændende.

Men husk at sætte en timer, risengrøden har ikke godt af at stå for længe, da der kan dannes bakterier.

Risengrød 4 personer:

  • 2 dl vand
  • 400 g grødris
  • 2 liter sødmælk
  • ½ tsk salt

I en stor tykbundet gryde koges vandet op, tilsæt risen og kog yderligere et par minutter, mens du rører rundt.

Hæld mælken i og varm op indtil det koger. Under jævn/konstant omrøring (det er vigtigt at det ender med at spilkoge)

Kom så låg på gryden og pak den ind i 2 håndklæder der er lagt oven på dynen og pak til sidst dynen rundt om gryden.

Efter 1 time tages risengrøden ud af dynen. Rør godt rundt, du skal lige give grøden et kort opkog igen, det får grøden til at suge det sidste væde, hvis der er lidt tilbage.

Server med smørklat og kanelsukker.

Cremet hvidkålssuppe

Cremet hvidkålssuppe
Cremet hvidkålssuppe

Det danske vintervejr er super til en omgang varm suppe. Jeg kan nu spise suppe om så temperaturen siger -5 eller +25, men der er bare noget komfort i at sætte sig med en skål dampene varm suppe, når temperaturen er i bund.

Denne suppe er perfekt, fordi min mand og jeg næsten aldrig kommer igennem et helt hvidkålshoved. Så når jeg har en rest der begynder at se lidt kedelig ud, så er denne hvidkålssuppe en god måde at få brugt det sidste på.

Denne suppe er fyldig og med masser af skøn smag.

Du kan bruge den som en forret eller bare som en god omgang ”comfort food”.

Jeg havde en rød krydderolie liggende, og jeg valgte at dryppe lidt hen over suppen. Var rigtig godt.

Cremet hvidkålssuppe 4 personer:

  • ½ hvidkål
  • 1 stor bagekartoffel
  • 1 porre
  • 1 tsk eddike (brug gerne sherry- eller estragoneddike)
  • 8 dl. vand
  • 2 bouillonterninger
  • 1 tsk timian – tørret, eller frisk timian, men så skal der bruges lidt mere
  • 2 dl. fløde
  • 1-2 spsk. olie
  • salt og friskkværnet peber
  • 100 gram bacon – i tern

Fjern de yderste blade på hvidkålen, og snit derefter kålen i tynde strimler, som igen skæres i mindre stykker.

Bagekartoflen skrælles og skæres i små tern, mens porren snittes i skiver.

Varm olie i en gryde, og kom hvidkål, kartoffeltern og porre i, og svits ca. 10 minutter, hvor du vender det rundt undervejs, så det ikke brænder på.

Kom eddike i, lad det svitse kort – og tilsæt derefter vand, bouillonterninger og timian.

Lad nu hvidkålssuppen småkoge i 30 minutter under låg, så grøntsagerne bliver kogt møre.

Steg baconternene sprøde på en pande.

Blend suppen med en stavblender, så den bliver helt jævn, og kom fløden ved. Blend igen, og smag den færdige hvidkålssuppe til med lidt salt og peber.

Pynt med de sprødristede bacontern og lidt krydderolie. Pynt evt. også med lidt grønt, som f.eks. hakket persille eller lidt basilikum.

Aioli lavet med stavblender

Aioli
Aioli

Jeg er vild med aioli. Det er så lækkert til tapas, i en skøn hjemmelavet sandwich, eller som dip til pomfritter.

Denne opskrift gør det så nemt at lave sin egen aioli på få minutter.

Efter jeg er begyndt at lave min egen aioli, er det slut med at købe færdiglavet. Den smager nemlig helt fantastisk.

Aioli 2 dl.:

  • 1 æg, (du skal bruge det hele, æggeblomme- og hvide)
  • ½ tsk fint salt (brug ca. dobbelt ved flagesalt)
  • 2 tsk hvidvinseddike (eller citronsaft – gerne halv/halv)
  • 2 dl solsikke- eller vindruekerneolie
  • 1 fed hvidløg

Kom alle ingredienserne op i et glas/beholder, hvor din stavblender passer i.

Kom stavblenderen helt ned til bunden af glasset/beholderen, og lad den blive ved bunden, og blend på maximal hastighed til mayonnaisen har arbejdet sig op til toppen, og du kan se det hele samler sig til en flot hvid aioli.

Derefter kan du køre stavblender op og ned, indtil al olien er optaget af den flotte hvide masse. 

Smag til med salt og lidt ekstra citron, hvis du synes det mangler.

Stil på køl til du skal spise.

Tips:

Du kan smage aiolien til med lidt chili flager. Eller tilsætte ½ tsk paprika, det giver aiolien en god smag.

Blend evt. lidt rød peberfrugt med, for at give aiolien en fin rød farve.

Små franskbrød i Airfryer

Airfryer franskbrød1
Airfryer franskbrød1

Så skulle jeg også prøve at bage brød i min airfryer, og det bliver ikke sidste gang. Når man kun er en familie på 2 personer, så passer det fint med disse to små franskbrød.

Opskriften er en jeg har fundet på en facebookside med airfryer opskrifter. Der kan man finde en masse inspiration.

Da det er et ret hvidt brød, kom jeg nogle græskarkerner i, bare for at give lidt at tykke i.

Disse brød er hurtige at lave og selvom dejen skal hæve længe, er det en dejlig nem opskrift at gå i gang med.

Prøv opskriften næste gang du vil have friskbagt brød, men vil være sikker på du kan nå at få det spist.

Små franskbrød 2 stk.:

  • 250 gr. mel
  • 20 gr. gær
  • 1/2 dl. lun vand
  • 1 dl. creme fraiche/yoghurt naturel
  • 1 lille æg
  • ½ spsk. smør, smeltet
  • 1/2 tsk. salt
  • 1 spsk. sukker
  • 1 håndfuld græskarkerner
  • 1 revet gulerod
  • evt. ½ tsk. bageenzym
  • æg til pensling

Rør gæren ud i det lune vand. Kom derefter alle ingredienserne i en røremaskine, eller brug en stor skål og dine dejkroge på piskeriset.

Rør/ælt din dej i 10 minutter, del dejen i to og form det til brød. Fjern risten i din airfryer og sprøjt lidt fedtstof i bunden. Kom dine brød i airfryer, sørg for der er plads mellem dem, og sæt dejen til hævning i ca. 2 timer med et klæde henover.

Pensl brødene med lidt sammenpisket æg.

Bag brødene på 170 – 180 gr. 22 min.

Airfryer franskbrød

Juleskum

Juleskum
Juleskum

Jeg er vild med Carletti juleskums nissemænd. Denne jul tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave mine egne.

Har ikke mulighed for at lave nissemænd, (man kan sikkert skaffe sig en fin form) men fine juleskumstykker. Smagen var meget lig de gode juleskum og det var nemt at lave. Er lidt noget klisterværk, men de er klart det værd.

Prøv dine egne juleskum som en lækker konfekt til julebordet.

Juleskum:

  • 300 g sukker
  • 140 g glukosesirup
  • 90 g vand
  • 9 blade husblas
  • 160 g æggehvider
  • 20 g frysetørret jordbærpulver
  • 1 tsk vaniljepasta.
  • 2-3 dråber jordbæraroma
  • evt. lidt pink farve.
  • 200-300 g flormelis

Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 minutter

Kog sukker, glukosesirup og vand op i en gryde. Sukkerlagen skal varmes op til 117-120 grader. Det tager lidt tid. Brug et sukkertermometer.

Imens pisker du æggehviderne stive i en røremaskine.

Når sukkerlagen er 117 grader varm, tages den af varmen.
Vrid husblassen for vand og dump den ned i sukkerlagen. Rør det godt sammen. Det bruser op, men bare bliv ved med at røre, indtil det er stoppet med at bruse.

Hæld nu den varme sukkerlage i en tynd stråle ned i de piskede æggehvider, imens der piskes på fuldt drøn. Pisk videre i 15-20 minutter, til massen er kølet ned. Du kan mærke på ydersiden af skålen, når den ikke er varm længere, er skummet klar. Når juleskummet er kølet ned, tilsættes jordbæraroma, vanilje pasta og frysetørret jordbærpulver. Du kan evt. tilsætte lidt lyserød farve. Pisk indtil det er godt blandet.

Hvis du ikke har noget jordbæraroma, kan du bruge dobbelt af jordbærpulver.

Fyld en sprøjtepose med en stor rund tyl med juleskummet. Læg et langt stykke bagepapir på bordet, drys med flormelis gennem en sigte, så bagepapiret er helt dækket. Dette gør, at juleskummet ikke klistrer fast. Sprøjt nu lange pølser ud. Sigt flormelis over juleskummet, så alle pølser er helt dækket til. Dette er vigtigt, så juleskummet kan tørre på ydersiden. Lad dem nu stå og tørre i ca. 30 minutter.

Nu kan du klippe dem ud i en passende størrelse – husk her at vende juleskummet i flormelis igen, så alle sider er dækket til. Lad dem ligge nogle timer og gerne et helt døgn, inden du pakker dem i en pose eller dåse. Jo længere de ligger, jo sejere bliver de i konsistensen.

30 minutters boller

30 minutters boller
30 minutters boller

Jeg stod i den situation at jeg havde inviteret på formiddagskaffe, og jeg havde ikke noget brød at servere til. Så fandt jeg denne opskrift på boller som kun tog 30 minutter at lave, de skal nemlig ikke hæve.

Jeg havde en pakke gær liggende i køleskabet der også skulle bruges, så var lidt en win win situation.

Jeg havde så ikke noget fuldkorns hvedemel, men havde en masse rugmel og det gjorde ikke bollerene dårligere, så det kan du sagtens bruge. Og tænker også bollerne vil blive gode kun med hvedemel.

Det tog virkelig ikke ret lang tid at ælte dejen sammen og have bollerne klar i ovnen. De hævede fint og havde ingen smag af gær, så det bliver ikke sidste gang disse boller bliver bagt. Selvom jeg elsker at lave mad og bruge tid på det, så er der bare dage hvor det skal gå hurtigt. Disse boller er også fine dagen efter, hvor jeg brugte dem som morgenmadsboller.

30 minutters boller 12 stk.:

  • 3 dl sødmælk
  • 2 tsk sukker
  • 50 g gær
  • 400 g hvedemel
  • 50 g havregryn
  • 50 g fuldkorns hvedemel eller rugmel
  • 1 tsk salt
  • 50 g smør – meget blødt
  • 1 tsk bageenzymer – kan udelades
  • sødmælk til at pensle med
  • havregryn til pynt

Sødmælken lunes til lillefingervarmt. Hældes i skålen til din røremaskine, tilsæt sukker og gær. Rør det ud med en dejskraber.

Hvedemel vejes af i anden skål sammen med havregryn, fuldkorns hvedemel/rugmel og salt. Kom det ned i skålen til mælken, og ælt det derefter ved middel hastighed med dejkrogen.

Det meget bløde smør tilsættes, (du kan eventuelt blødgøre smørret i mikroovnen, men det skal ikke være smeltet, så vær forsigtig.) og dejen æltes i yderligere fem minutter. Du kan også tilsætte lidt bageenzym, som kan købes i specialbutikker, men du får også fine boller uden.

Tag dejen ud på køkkenbordet, og del i 12 nogenlunde lige store stykker. Kom eventuelt lidt mel på bordet.

Tril 12 boller, som sættes på en bageplade med bagepapir.

Pensl dem med lidt sødmælk og drys med havregryn. Tryk gerne havregrynene ganske let ned i dejen.

Stil bagepladen med bollerne direkte i en kold ovn, på nederste rille, og tænd derefter ovnen på 200 grader varmluft.

Bag bollerne i cirka 20 minutter, men den nøjagtige bagetid afhænger af hvor hurtigt din ovn varmer. De 20 minutter plejer dog at passe meget godt, og bollerne er færdige når de lyder hule, når du banker dem med en finger på bunden.