Andebryst med Butterbeans

Andebryst på butterbeans
Andebryst på butterbeans

Jeg er så glad for and, og jeg har ikke kun lyst til at spise det, når det er jul.

Jeg er også blevet glad for diverse bønner. (Mor skulle lige vide dette. Hun prøvede altid at få mig til at spise det som barn. Sagde det var godt jeg ikke levede i Afrika, for der lever de ikke af andet.:-)

Så da jeg fandt denne ret som også er supernem at lave, skulle den prøves. Og det blev så ikke sidste gang jeg lavede den ret.

Jeg har dog efterfølgende lavet den lidt anderledes, da jeg havde nogle rester i køleskabet. Lidt rosenkål og kantareller. Som jeg stegte sammen med bacon og hvidløg. Det blev også rigtig godt. Så denne bønneret er nem at modificere.

Andebryst med Butterbeans 4 personer:

  • 2 stk. andebryst (minimum 250 g stk.)
  • 4 skiver røget bacon af høj kvalitet
  • 4 fed hvidløg
  • 4 kviste frisk rosmarin
  • rødvinseddike
  • 2 dåser hvide bønner
  • 200 g frisk spinat

Rids i skindet på andebrysterne med 2 cm mellemrum, og krydr med havsalt og sort peber.

Læg anden med skindsiden nedad i en kold non-stick stegepande, og skru derefter op for varmen til middelhøj varme. Steg i 8 minutter uden at flytte andebrysterne, eller indtil fedtet er godt smeltet, og skindet er gyldent og sprødt.

I mellemtiden hakkes baconen fint. Pil og snit hvidløget fint.

Vend andebrysterne, og steg dem i 4 minutter på den anden side. Tag dem derefter over på en tallerken for at hvile, mens panden med andefedtet står på varmen.

Drys bacon og hvidløg i den varme pande, pil rosmarinbladene i, og steg i 2 minutter, eller indtil det er gyldent, under regelmæssig omrøring.

Tilsæt en smule rødvinseddike, og rør godt, skrab gerne bunden af panden, for at få alt det gode med. Hæld derefter bønnerne med væde og det hele i. Lad det simre i et par minutter, og rør derefter spinaten i, indtil den er faldet sammen.

Skær andebrystet i skiver. Fordel bønnerne på et fad, og læg andeskiverne ovenpå.

Server straks.

Kylling/porretærte med pandekagedej

Kylling og porretærte
Kylling og porretærte

Jeg er altid på udkig efter opskrifter som er gode at servere til frokost. Denne opskrift på en kyllinge/ porre tærte lavet med en krydret pandekagedej, lød rigtig spændende.

Ifølge den oprindelige opskrift, skulle man hælde noget dej i bunden, lægge nogle skiver ost hen over dejen før fyldet kommes på og derefter resten af dejen.

Det fik i hvert fald min tærte til at få fornemmelsen af en ubagt bund , så derfor har jeg lavet opskriften lidt om, så man kommer hele dejen på toppen. Tror det bliver en bedre oplevelse, men har dog ikke selv fået det prøvet af endnu.

Ellers synes jeg denne tærte smagte vildt lækkert og den skal i hvert fald prøves igen,

Kylling/porretærte med pandekagedej 6 personer:

Dej:

  • 200 gram mel
  • 280 ml mælk
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 æg
  • ¼ tsk. salt
  • persille
  • 1 tsk. sennep

Fyld:

  • 2 stegte kyllingebryster, skåret i tern
  • olie til stegning
  • 1 løg i tern
  • 2-3 porrer snittet i tynde ringe (gem lidt porre til at drysse på som pynt)
  • 1 fed hvidløg, hakket
  • 2,5 dl mælk.
  • 2 spsk. maizena
  • 1 spsk. flødeost
  • salt og peber
  • Revet ost til at gratinere med

Start med at krydre dine kyllingebryster og steg dem på en pande. Sæt dem til side.

Nu kommer du mere olie på panden og steger dine løg og porre bløde og klare. Tilsæt hakket hvidløg og steg med et minut.

Bland maizena sammen med den kolde mælk. Tilsæt mælken til løg og porreblandingen og lad det småkoge til sovsen tykner. Tilsæt flødeosten og lad det smelte ud i sovsen.

Kyllingen skæres i tern og kommes i sovsen og der smages til med salt og peber.

Sættes til side, mens dejen laves.

Brug en blender til at lave pandekagedejen.

Kom alle ingredienserne i blenderen, start med at komme mælken i, da det gør at melet ikke sætter sig fast nede i bunden.

Blend det hele til en glat dej.

Nu tager du en lille bradepande ca. 20 cm eller ildfast fad, og smører det med olie. Kom kyllinge/porresovsen i bunden af fadet. Hæld pandekagedejen hen over fyldet.

Kom de porreskiver du har tilbage, samt den revne ost, på toppen af dejen.

Bag i en forvarmet ovn 175 grader varmluft, i ca. 35 -45 minutter. Tærten skal se dejlig gyldenbrun ud.

Lad den køle ned i 10 minutter og server med en god salat til.

Kylling og porretærte1