Marry me kylling

Marry me kylling
Marry me kylling

Jeg har fundet denne opskrift på en amerikansk hjemmeside. Denne kyllingeret er fyldt med smag og er også nem at gå til.

Jeg holder meget af retter med kylling og soltørrede tomater. Tomaterne giver bare så meget smag. Og så er en sauce med fløde og parmesanost jo altid lækker. Hvis man nu serverede en sund grøn salat ved siden af, så er det nok ikke så usundt. 😊 Selvom det bliver mig selv der skal spise den, manden er ikke meget for salat til varm mad. 😉

Men som opskriften navn antyder, så er det en ret der kan få den mindst giftelystne mand til at sige marry me. 😀 Så godt smager den og god mad er vejen til en mands hjerte.

Marry me kylling 6 personer:

  • 3 store kyllingebryster
  • 3 fed hvidløg, hakket
  • 180 ml kyllingebouillon
  • 100 ml fløde
  • 30 gram revet parmesanost
  • 1 glas soltørrede tomater, skåret i mindre stykker
  • 1 tsk. tørret oregano
  • ½ tsk. knuste chili flager
  • olivenolie
  • salt og peber
  • frisk basilikum

Forvarm ovnen til 175 grader. Sæt en plade midt i ovnen, stegepanden kan stå på. Læg kyllingebryster på et skærebræt og trim efter behov, Skær dem over på tværs, så du har seks stykker kyllingebryst. Dup derefter kyllingebryster tørre på alle sider med køkkenrulle.

Krydr generøst toppen af kyllingebrysterne med salt og sort peber. Vend kyllingebrystet og krydr den anden side. Stil kyllingen til side.

Varm en pande med høj kant og som må gå i ovnen, op over medium-høj varme. Tilsæt olivenolie og drej panden, så hele overfladen er dækket med olie.

Når olien er varm, læg de krydrede kyllingebryster i stegepanden. Steg kyllingebryst 2 til 3 minutter, indtil de er let gyldne. Vend kyllingebrysterne og steg 2 til 3 minutter mere. Overfør de stegte kyllingebryster til en tallerken og stil dem til side. Bemærk: Kylling bør ikke være helt gennemstegt på dette tidspunkt.

Reducer varmen til medium. Sørg for at temperaturen på stegepanden er blevet reducereret før du tilsætter hakket hvidløg. Sautér hvidløg i 1 til 2 minutter, eller indtil hvidløgene er duftende.

Tilføj kyllingebouillon til stegepanden og rør rundt, og sørg for at skrabe eventuelle brunede stykker kylling eller hvidløg op, der kan sidde fast i bunden af stegepanden. Det er der alt den gode smag sidder.

Tilsæt derefter fløde. Pisk eller rør forsigtigt for at inkorporere fløden i kyllingebouillonen. Når væskerne er blandet, drysses revet parmesan i blandingen og der røres forsigtigt, indtil osten er smeltet.

Fortsæt med at røre i sauceblandingen i 1 minut eller deromkring, før du tilsætter de soltørrede tomater, tørret oregano og røde chili flager til flødesaucen. Smag saucen til og juster med salt, peber, oregano og røde chili flager.

Lad saucen simre ved middel varme, et par minutter. Kom de stegte kyllingebryster tilbage i panden. Vend kyllingebryst 3 til 4 gange for at dække alle sider med sauce, og kom derefter hele stegepanden i ovnen.

Bag kyllingen i ovnen i 15 minutter, og lad det derefter stå og trække i 5 minutter inden du pynter med snittede basilikum blade.

Server med ris.

Cheddarskåle med avokadocreme

Cheddarskåle med avokadomos
Cheddarskåle med avokadomos

Nytårsaften ville jeg gerne servere en lille lækker snack, som vi kunne nyde med en cocktail til dronningens nytårstale. Disse var nemme at lave og de smagte godt. Jeg lavede en stor portion grønkål chips, da de jo smager meget godt for sig selv. Nu jeg havde gang i grønkålen. Hvis du gør det samme, tilføjer du bare mere olie, salt og chili flager.

Disse fine cheddarskåle med avocadocreme er rigtig gode til enhver fest, så lav rigeligt, der bliver spist flere en man lige tror.

Cheddarskåle med avokadocreme 12 stk.:

  • 200 g lagret cheddar, revet
  • 2 avocado
  • 100 g feta
  • 1 spsk. limesaft
  • 4-6 spsk. mælk
  • kværnet sort peber
  • 2 store håndfulde grønkål
  • 1 ½ spsk. olivenolie
  • ¼ tsk. chili flager
  • salt

Start med at lave de sprøde grønkål chips. Kom grønkål der er revet i mindre stykker og hvor stokken er fjernet, i en stor skål. Vend grønkålen med olivenolien, chiliflagerne og salt.

Derefter spredes grønkålen ud på en bageplade, på et stykke bagepapir i ét lag, og bages ved 175 grader alm. ovn i 15-20 minutter, eller til kålen er blevet sprød.

Lad ovnen forblive varm, og sprøjt fedtstof på en muffins form med 12 huller.

På et stykke bagepapir, kommer du revet cheddarost i små cirkler, med 3 cm mellemrum. Sørg for du får 12 stk. Bag den revne ost i ca. 8-10 minutter, indtil osten kun lige er blevet gylden.

Når du tager osten ud af ovnen, lader du dem hvile i 30-60 sekunder, inden du med en spartel flytter dem over i muffins formen, og trykker dem forsigtigt ned i formen, så de blive formet som en skål.

Det er vigtigt at lade dem så lidt tid, men ikke for længe. De må ikke være for bløde når du flytter dem, men hvis du giver dem for lang hvile tid, så bliver de for faste og kan ikke formes som skåle.

Lad dem køle helt af i muffins formen, inden du flytter dem over på et fad.

Nu laver du avocadocremen. Kom avocado, feta, limesaft, mælk og kværnet sort peber i en blender og blend til det er cremet. Start med 4 spsk. mælk og se derefter om du vil have den mere cremet. Så kommer du bare mere mælk i. Smag til.

Nu skal du bare anrette dine cheddarskåle. Kom en skefuld avocadocreme i hver skål og top af med lidt sprøde grønkåls chips. Server som snack, sammen med en kold Corona.

Kalkun i karry med kokosmælk

Kalkun i karry
Kalkun i karry

Jeg er glad for retter der er med karry og kokosmælk. Det er bare en god kombination.

Denne ret er en mildt smagende karryret med masser af lækre grøntsager og møre stykker kalkunbryst.

Det gode ved denne ret er at den er fryseegnet, så laver gerne denne store portion, Får retten to dage i træk og fryser en god omgang ned, så aftensmaden er endnu nemmere en anden dag. Du kan sagtens skifte kødet ud med kylling eller svinekød og du kan også tilsætte andre grøntsager, hvis du skulle have lyst.

Hvis du ønsker en lettere udgave af retten, kan du sagtens bruge light kokosmælk og mager creme fraiche.

Kalkun i karry med kokosmælk 8 personer:

  • olie til stegning
  • 2 spsk. karry
  • 3 hønsebouillonterninger
  • 1 kg kalkunbryst skåret i tern ca. (kyllingekød eller svinekød i tern kan også sagtens bruges)
  • 1 bakke champignon skåret i kvarte
  • 2 store løg i tern
  • 6 store gulerødder i tern
  • 4 peberfrugter i strimler, gerne i forskellig farve
  • 7,5-10 dl kogende vand
  • 400 ml kokosmælk
  • 4-500 gram ananas i tern inkl. væde (en stor dåse)
  • 5 dl creme fraiche
  • salt
  • peber
  • ekstra karry
  • maizena til jævning
  • persille til pynt

Svits karry og hønsebouillonterninger i olie i en stor gryde.

Kom kalkuntern i og svits det med. Krydr med salt og peber.

Løg i tern kommes ved og svits med. Kom champignon ned i gryden og lad det stege med.

Derefter kommes gulerødder, peberstrimler og ananas ned i gryden, Rør godt rundt og tilsæt kogende vand. Lad retten småsimre i 20 minutter.

Kom kokosmælk og creme fraiche i gryden. Pas på retten ikke kommer til at bulderkoge, da det vil få kokosmælken til at skille.

Tilsæt maizena jævning og smag til. Der skal evt.  tilsættes ekstra salt, peber og karry.

Server med ris.

Fastelavnsboller med skovbær

Fastelavnsboller med skovbær
Fastelavnsboller med skovbær

Da jeg lige nu er i Spanien, er det ikke lige fastelavnsboller jeg kan få ved bageren. Så jeg måtte i gang med at lave mine egne. Da jeg ikke har prøvet kræfter endnu med en wiener dej, fandt jeg denne opskrift på fastelavnsboller lavet med teboller. De blev rigtig fine. Jeg fik ordre på, af min mand og veninde, at man ikke kunne servere fastelavnsboller uden kagecreme og heldigvis fandt jeg det i et spansk supermarked. Man kan også lave sin egen, jeg ville så bruge den opskrift jeg har på mine medaljer.

De bliver lidt mere grattede at spise, da bollerne er mere faste i krummen end hvis det havde været en wiener dej. Men en skøn fastelavnsbolle der helt sikkert bliver lavet igen.

Fastelavnsboller med skovbær 10-12 stk.:

  • 2 dl. mælk
  • 25 g. gær
  • 45 g. sukker
  • ½ tsk. salt
  • 1 stk. æg
  • ½ dl. raps- eller solsikkeolie
  • 400 g. hvedemel
  • 150 g. frosne skovbær
  • 6 spsk. sukker
  • 2 ½ dl piskefløde
  • 12 tsk. hindbærmarmelade
  • 1 brev kagecreme

Start med at koge skovbær til en tyk puré. Det gør du ved at koge bærrene sammen med sukker ved middel varme, og lade det koge en til en tyk grød.

Lad det køle helt af, ved at sætte det i køleskabet, indtil boller er bagt og afkølet.

Lun mælken til den er håndvarm. Tilsæt gær og opløs gæren i mælken.
Kom salt, sukker og et sammenpisket æg ned i mælken.
Tilsæt olien.

Kom hvedemelet i lidt efter lidt, og ælt dejen godt sammen. Det er ikke sikkert, at du skal bruge alt melet. Dejen skal være lidt klistret. Hvis den er for flydende, så kom lidt ekstra mel i.

Sæt dejen til hævning overdækket med et viskestykke et lunt sted. Lad den hæve til dobbelt størrelse. Ca. 1 time.

Drys bordet med lidt mel. Tag dejen ud af skålen.

Vej bollerne af til 70 g. stykket. Tril bollerne runde. Placer bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve overdækket i 30 min.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Pensl bollerne med et sammenpisket æg. Bag bollerne i cirka 13-15 min, alt efter din ovns styrke. Tag bollerne ud af ovnen og lad dem køle ned.

Lav et brev kagecreme efter henvisningen på posen.

Pisk fløden til skum. Vend forsigtigt skovbærgrøden i flødeskummet.

Skær toppen af bollerne.

Put bærskummet i en sprøjtepose med stjernetyl. Eller i en pose, hvor du klipper hul i det ene hjørne. Sprøjt bærskummet ud på bollerne. Kom en skefuld kagecreme i midten og placer 1 tsk. hindbærmarmelade ovenpå i midten af cremen. Læg overbollen på.

Drys til sidst med flormelis igennem en trådsi.

Server med det samme eller sæt på køl indtil servering.

Kanelsnurrer

Kanelsnurrer
Kanelsnurrer

Jeg er vild med madprogrammer og så et BBC program der hed Nadiya bakes. Der var en bager med i programmet der lavede nogle rigtig fine kanelsnurrer. Men kunne ikke lige finde opskriften på dem i programmet. Men fandt ud af han også havde lavet dem sammen med Gozney, som laver pizzaovne.

Her bager han dem i pizzaovnen, men en helt almindelig ovn virker også. Bageren hedder Richard Bertinet og er kendt bager i England. Jeg giver lige link til den originale opskrift, han laver nemlig en video, så I kan se hvordan de skal laves. Hvis nu min forklaring er lidt bøvlet.

Prøv dem næste gang I vil lave kanelsnegle, de er så fine og smager skønt.

Kanelsnurre 24 stk.:

Dejen:

  • 200 g sødmælk
  • 2 medium æg
  • 600 g mel
  • 25 g gær
  • 50 g sukker
  • ½ tsk. salt
  • 200 g smør, blødt

Fyld:

  • 150 g smør, blødt
  • 250 g brun farin
  • 2 tsk. kanel
  • æg til pensling

Start med at tage mælk og æg ud af køleskabet ½ time før.

Kom mælk og æg i en røremaskine. Tag gæren og lidt af melet og smuldre det sammen og kom det ned til mælken. Kom resten af melet i skålen sammen med sukker, salt og det bløde smør.

Sæt dejkrogen på røremaskinen, og rør dejen ved lav hastighed i 4 minutter. Sæt hastigheden op på mellem og lad dejen køre i 8 minutter.

Kom dejen ud på bordet og for den til en kugle. Kom dejen i en skål drysset med mel, og lad den hæve tildækket i 45 minutter.

Mens dejen hæver, kommer du det bløde smør til fyldet i røreskålen, og pisker det lyst og luftigt. Tilsæt den brune farin ad flere omgange. Kom kanelen i og rør det godt ud i smørblandingen.

Lad det stå på køkkenbordet til du skal bruge det.

Når dejen har hævet, ruller du den ud på et meldrysset bord. Lad toppen af dejen vende ned mod bordet. Det er den side der er blevet lidt mere tør, og vil derfor ikke hænge for meget i bordpladen. Dejen rulles ud med målene 30 cm i højden og 40 cm i bredden.

Nu fordeles kanelsmørret på dejen i et jævn lag. Så skal dejen foldes. Du starter med at tage toppen og folder den ind til midten af dejen, så folder du bunden af dejen ind over, så dejen ligger i tre lag. Skær enderne af, så du har en pæn rektangel. Nu deler du dejen i 24 stykker. Giv dejstykket et lille pres. Derefter skal hvert stykke skal have to snit ned på langs, dog lader du 2 cm være i toppen. Så fletter du de tre strimler sammen som en fletning.

Derefter ruller du dejen som et sneglehus, så du får en knude og kommer den i en smurt muffins form. Lad dejen hæve tildækket i en time. Pensl kanelsnurrene med æg og sæt dem i en ovn ved 180 grader varmluft.

Bag kagerne i 15 – 20 minutter til de er gyldne. Lad den køle lidt af i formen inden du sætter dem på en rist. Lav en glasur eller drys dem med flormelis inden servering.

Æggeruller

Æggeruller
Æggeruller

Jeg ville gerne gøre madpakken nem, men stadig lækker og mættende.

Disse æggeruller smager lækkert lune til en brunch eller frokost, men de er lige så gode kolde i madpakken.

Det gode er at de kan holde sig 3-4 dage i køleskabet, så det gør madpakken nem de næste par dage. De er også skønne at tage med på tur, da de er nemme at spise på farten.

Æggeruller 6 stk.:

  • 6 æg
  • 1 spsk. tørret persille
  • 1 tsk. tørret hvidløg
  • ½ tsk. salt
  • ½ tsk. sort peber
  • olie, til stegning
  • 6 små tortilla wraps
  • 85 gram oliven i skiver
  • 100 gram champignon i skiver
  • 1 glas soltørret tomat tapenade

Kom æg, persille, hvidløg, salt og peber i en skål og pisk det hele godt sammen.

Del tortilla wraps fra hinanden og smør 1 tsk. tapenade ud på hver.

Kom olie på en pande ved middelvarme og kom 3 spsk. æggemasse på panden. Læg derefter skiver af champignon og oliven ovenpå æggemassen i panden. Kom hurtigt tortilla wrappen ned ovenpå æggemassen, med tomatsiden nedad. Det er så den stadig våde masse kan klistre fast i wrappen.

Med en paletkniv presser du wrappen ned i æggemassen for at få den fordelt, ud under hele wrappen.

Lad den stege 1 minut og vend wrappen om på panden, og giv den ½ – 1 minut mere på den side.

Kom wrappen over på en pande, og når den er kølet nok ned til at du kan røre ved den, så ruller du den sammen som en roulade.

Gør det samme med resten af tortillaerne, til du ikke har mere æggemasse.

Server som en lækker morgenmad, eller let frokost. De er supergode at have i køleskabet og tage med til din frokost. Smager også skønt kolde.

Fastelavnsboller med remonce

Fastelavnsboller med remonce
Fastelavnsboller med remonce

Nu er det snart fastelavn og jeg er vild med de gammeldags fastelavnsboller. Manden er vild med dem med creme, men jeg selv er mere til dem med remonce. Jeg synes tit smagen bliver mere kraftig med marcipanremoncen. Jeg er også glad for chokolade, så blander gerne nogle chokoladeknapper i. Men det bestemmer man selv. Nogle blander også noget hindbærmarmelade i. Det har jeg ikke prøvet endnu.

Opskriften fandt jeg på en rigtig fin blog, som har mange dejlige opskrifter. Så tag endelig et kig på denne blog

Eva har også lagt en video op på hendes blog om hvordan du folder dejen om fyldet, så det ikke flyder ud. Tag et kig hvis du vil se hvordan man gør.

Fastelavnsboller med remonce 12 stk.:

  • 75 g. smør
  • 1,5 dl. sødmælk
  • 50 g. sukker
  • 1/2 tsk. kardemomme
  • 1/2 tsk. salt
  • 25 g. gær
  • 1 æg
  • 350 g. sigtet hvedemel
  • 1 æg til at pensle bollerne med

Remonce:

  • 75 g. flormelis
  • 75 g. blødt smør
  • 100 g. revet marcipan
  • 50 g. chokoladeknapper

Overtræk:

  • 50 g. mørk eller lys chokolade
  • Krymmel

Smelt smørret i en lille gryde ved svag varme. Tilsæt mælken og varm op til temperaturen er “lillefingervarm”
Opløs gær og sukker heri. Tilsæt kardemomme og salt.

Sigt melet i og kom til sidst ægget i. Ælt dejen godt sammen. Brug gerne en røremaskine. Dejen er ret flydende, men tilsæt ikke mere mel, før du skal til at arbejde med dejen. Drys et tyndt lag mel over dejen og lad den hæve i ca. 45 min. under et klæde.

Rør remoncen sammen. Kom smør, flormelis og revet marcipan i en skål og pisk det sammen med en elpisker. Rør chokoladeknapper i. Sæt til side. 

Hæld dejen ud på køkkenbordet. Drys lidt mel over den og vend den et par gange og lad den tage det mel den har brug for. Dejen skal være blød og elastisk og til den våde side. Selvfølgelig ikke så våd, at den klæber fast i bordet når du arbejder med den. 

Lav 12 kugler af dejen. Rul hver kugle flad med en kagerulle til den er ca. 12 cm. i diameter. Læg en spsk. fyld på hvert dejstykke og fold enderne sammen.

Sæt bollerne på en bageplade med sammenfoldningerne nedad. Lad dem hæve i ca. 30 minutter med et klæde henover.

Forvarm ovnen 200 grader varmluft.

Pensl bollerne med sammenpisket æg. (husk at ægget skal have stuetemperatur, hvis det er for koldt, vil bollerne miste luften og de bliver flade.)

Bages i 8-10 minutter til de er gyldne.  Lad dem køle af på en rist.

Smelt chokolade over vandbad eller i mikroovnen. Dyp bollerne i chokoladen, eller brug en ske og drys med krymmel. Fastelavnsbollerne er fryseegnede, det er dog en god ide at vente med at overtrække dem til de skal spises.

Brunkager

Brunkager
Brunkager

Jeg fandt denne opskrift på brunkager på bagehuset.dk. Kan kun anbefale at tage en kig på denne blog.

Jeg havde ikke bagt brunkager i lang tid og besluttede at denne jul skulle der brunkager i kagedåsen.

Hvorfor vi kun spiser brunkager til jul, forstår jeg ikke. De smager så dejligt og er supersprøde. Er glad for opskriften giver en stor portion småkager, så jeg har til hele vinteren (hvis jeg kan styre mig).

Som der står i opskriften, så kan dejrullerne også fryses, og så er det nemt lige at bage en omgang, når lysten til brunkager kommer. Og så har man også en undskyldning for at spise brunkager på flere tidspunkter af året. Nemlig at jeg havde noget dej i fryseren der snart skulle bruges. 😊

Jeg har efterfølgende set et hack hvor den rullede brunkagedej kommes ind i et køkkenrullerør, for at sørge for at dejen forbliver rund. Mine småkager fik jo en flad side, mens de kølede af og blev hårde inde i køleskabet. Er ikke noget der gør noget, men hvis man vil have helt runde småkager, tænker jeg det er et godt hack.

Brunkager 175 stk.:

  • 250 g. smør
  • 250 g. sukker
  • 125 g. mørk sirup
  • 65 g. mandler med skal
  • 6 g. stødt nellike
  • 15 g. kanel
  • 8 g. potaske
  • 500 g. mel

Mandlerne hakkes groft.

Smør, sukker og sirup smeltes sammen i en stor gryde. Lige inden det når kogepunktet, tages gryden af varmen. Rør de groft hakket mandler, nellike og kanel i den varme masse.

Potasken blandes med 1 spsk. koldt vand, og hældes i massen.

Melet røres godt sammen med den varme masse. Brug en grydeske. Rør det god sammen, og lad det køle lidt af.

Rul dejen til pølser og pak dem enkeltvis ind i film. Læg dem i køleskabet til næste dag, men gerne en uge. Det får krydderierne i dejen til at træde mere i karakter.

Tag brunkagepølserne ud af køleskabet en ½ time før de skal bages, så er de nemmest at arbejde med.

Tænd ovnen på 170 grader varmluft.

Skær brunkagepølserne i tynde skiver, fordel dem på bageplader med bagepapir. Bag dem i ca. 10 min. Lad dem køle af inden de ligges i kagedåser.

Dejen kan sagtens laves et par måneder i forvejen, og fryses ned. Lad dem tø op, i køleskabet en dagstid.

Skovbærtærter med knas

Skovbærtærte med knas
Skovbærtærte med knas

Jeg fandt denne opskrift på nogle skovbærtærter som jeg ville lave til nytårsaften. De blev super fine og smagte rigtig godt. Selvom opskriften er lidt omstændig, så er de ikke svære at lave, tager bare lidt tid.

Jeg lavede dejen og bagte tærtebundene dagen før, hvilket gjorde at det ikke var så slemt at lave dem. Og mine tærtebunde var dejligt sprøde. Du kan lave tærterne helt færdig dagen før og så have dem på køl, men det er med til at bunden ikke bliver helt så sprød.

På billedet i den opskrift jeg fandt , var skovbærcurden klar som gele, men ved mig blev der for meget luft i curden, så den fik et mere lyst udseende. Gjorde dog ikke spor og det smagte fantastisk. Havde alt for meget curd i overskud, men må lige fortælle, at det smager godt på en kiks. Så skal nok få det brugt.

Jeg havde lavet min egen karamelis hvor jeg brugte min grundismasse og i stedet for kondenseret mælk, brugte jeg dulce de leche. Og så havde jeg en masse gold chokolade som jeg kom i. Det smagte skønt til, men en rigtig god vaniljeis vil også passe perfekt til.

Skovbærtærte med knas 6 stk:

Mørdej:

  • 60 g flormelis
  • 150 g hvedemel
  • 1 knivspids salt
  • 80 g koldt smør i tern
  • 1 æggeblomme
  • 1 tsk koldt vand

Mælkechokoladeganache med knas:

  • 40 g ristede og afskallede hasselnødder
  • 50 g sukker
  • 1 knivspids salt
  • 75 g marabou mælkechokolade
  • 45 g piskefløde
  • 10 g glukosesirup

Skovbærcurd:

  • 2 blade husblas
  • 300 g skovbær
  • 60 g citronsaft (saft af ca. 1-2 citroner)
  • 200 g sukker
  • 2 æg
  • 80 g koldt smør i tern

Mørdej:

Bland mel, flormelis og salt. Tilsæt koldt smør i små tern og smuldr det godt imellem fingrene. Når det har konsistens som revet parmesan tilsættes en æggeblomme, lidt koldt vand og dejen samles hurtigt på køkkenbordet – pas på ikke at ælte dejen for meget. Den skal kun lige samles.

Du kan også lave dejen i en foodprocessor på puls funktion. Skal dog stadig samles på bordet til sidst.

Pak mørdejen ind i et stykke husholdningsfilm eller en pose og læg den på køl i ca. 1 time.

Rul dejen tyndt ud på et meldrysset bord og brug en 12 cm udstikker til at stikke 6 runde cirkler ud med. Hvis dejen ikke rækker så saml den hurtigt igen og rul ud – evt. med 10 min på køl inden den rulles ud igen hvis den er blevet varm.

Placer 6 tærteringe (8 cm) på en bageplade med bagepapir og tryk forsigtigt dejen ned i ringene. Sørg for at dejen kommer godt ud til kanterne nede i tærten. Skær det overskydende af med en skarp kniv langs kanterne. Stil tærtebundene på frys i 10 min eller på køl i 30 min.

Fyld tærterne forsigtigt med et stykke sølvpapir og hæld ris/bønner i bunden. Bag bundene blindt ved 200 grader traditionel ovn i ca. 8 min. Tag sølvpapir og bønner op af tærterne og bag dem færdig i endnu ca. 5-10 min. Hold øje med at de ikke får for meget.

Lad tærtebundene køle helt af. Lav gerne bundene dagen før og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Mælkechokoladeganache med knas:

Start med at komme hasselnødder på en middelvarm pande. Ryst nødderne med mellemrum, indtil de er blevet ristet og du kan se at skallen begynder at løsne sig. Kom hasselnødderne over på et viskestykke og gnid skallen af. Sæt til side. Smelt sukkeret på en pande ved svag varme – vær tålmodig, da karamellen brænder på hvis du skruer for højt op for varmen. Når alt sukkeret er smeltet og har fået en gylden farve hældes hasselnødder og salt på panden og det hele vendes godt rundt.

Hæld krokanten ud på et stykke bagepapir oven på et skærebræt og lad det køle helt af.

Hak krokanten groft.

Smelt chokoladen over vandbad og stil til side. Varm fløde og glukosesirup op i en gryde til lige under kogepunktet. Hæld fløden over chokoladen mens du rører fra midten af skålen med små hurtige bevægelser – indtil blandingen samler sig til en blank ganache. Hæld den grofthakkede krokant i ganachen og rør det godt rundt.

Hæld ca. 1 spsk. ganache med knas i hver tærtebund og jævn overfladen nogenlunde. Stil tærterne på frys mens du laver skovbærcurden.

Skovbærcurd:

Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand.

Hæld skovbær, citronsaft og 160 g sukker i en gryde og giv det et opkog. Lad det småsimre i 5 min til bærrene er udkogte og bløde. Hæld skovbærmassen igennem en sigte med en skål under og mos bærrene med bagsiden af en ske, så du får presset saften ud. Vej 200 g skovbærsaft af.

Pisk æg og de sidste 40 g sukker i en metalskål som kan tåle vandbad.

Hæld den varme skovbærsaft over æggeblandingen i en tynd stråle mens du pisker indtil alt saften er tilsat. Stil nu metalskålen over vandbad og varm forsigtigt skovbærcurden op under omrøring mens du pisker – til 65 grader. Tag skålen af varmen.

Vrid husblassen fri for vand og hæld det i skålen så det smelter ud i curden. Tilsæt smør i små tern og rør rundt indtil smørret er smeltet ud i skovbærcurden.

Fyld de små tærter med skovbærcurd op til kanten og stil dem på køl i minimum 2 timer inden servering.

Pynt de små skovbærtærter med pænt krymmel, og et drys glimmer. Server med en god kugle is.

Karrypickles

Karrypickles
Karrypickles

Jeg laver gerne denne karrypickle, når jeg har en rest af forskellige grøntsager i grøntsagsskuffen der snart skal bruges. Du kan bruge en masse forskellige grøntsager, dette var bare lige dem jeg havde.

De lidt hårde grøntsager som gulerødder og kål er bedst hvis de lige får lov til at koge lidt med i lagen, men bløde grøntsager som løg og squash får lidt mere bid, hvis de kun kommer i den kogende lage til sidst.

Jeg har også brugt broccoli, peberfrugt og radiser i en karrypickles. Så det er så god en måde at få brugt rester af grøntsager, inden de ender med at blive smidt ud.

Denne pickles er rigtig god sammen med din varme ret eller som et skønt pift til salaten. Også lækker som topping på dit pålæg.

Karrypickles:

  • 1 lille blomkål
  • 1 stor squash
  • 2 løg skåret i både
  • 4-5 gulerødder, skåret i skiver
  • 1.5 l vand
  • 1 kg sukker
  • 5 dl eddike
  • 1-2 spsk. stærk karry
  • salt
  • peber

Skær gulerødder i skiver. Del blomkålen i små buketter.

Skær løg i både og skær squash i mundrette stykker.

Kog vand, sukker og eddike op.  Smag lagen til med karry, salt og peber.

Kom gulerødder og blomkål ned i den kogene lage og lad det koge med i 3-5 minutter.

Sluk for lagen og tilsæt squash og løg.

Hæld pickles på rene glas med tætsluttende låg, og lad det stå koldt til dagen efter.

Holder sig 5-7 dage i køleskabet.