Vaniljekranse

Vaniljekranse1

Vaniljekranse

Da jeg desværre skulle sige farvel til min dejlige far, der døde her i slutningen af april, havde jeg besluttet at bage småkager til kaffen efter begravelsen.

Det blev til disse vaniljekranse. Opskriften er Mette Blomsterbergs. Og så lavede jeg fedtebrød, karamelsnitter og chocolate chips cookies i miniudgave.

Vi fik sagt et rigtig fint farvel til min skønne far, som jeg har arvet min madglæde fra. Masser af mine minder er mad og far sammen, så vil huske ham ofte, når jeg står i køkkenet.

Fars begravelse

Vaniljekranse 35 stk:

  • ½ god vaniljestang
  • 180 g sukker
  • 200 g smør, saltet og blødt
  • 1 æg
  • 75 g mandler, blendet til fint mel (eller brug færdig mandelmel)
  • 250 g hvedemel

Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas vaniljekornene og lidt af sukkeret sammen med en kniv, så kornene skilles ad.
Rør vanilje, sukker og det bløde smør sammen. Rør ægget med i blandingen og tilsæt mandelmel og hvedemel.
Hæld dejen i en stofsprøjtepose med en stjernetyl og sprøjt straks ud i vaniljekranse på bagepapir, diameter ca. 5 cm.
Bag dine vaniljekranse ved 200° til de er let gyldne – ca. 10- 14 min.
Afkøl de færdigbagte vaniljekranse på bagerist og opbevar dem i en tætsluttende dåse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *