
Jeg skulle have venner på besøg, og de har to dejlige børn. Så jeg vil jo gerne havde de får noget mad de kan lide. Så efter at have spurgt moren, blev jeg enig med mig selv om at disse madpandekager kunne bruges.
Det gik så ikke så godt, ingen af børnene havde lyst til pandekagerne, men forældrene og os selv smovsede løs. Sådan er det med små børn. Nogle gange vil de gerne have det, og andre gange vil de så ikke.
Jeg vil nu sige at de fleste børn vil kunne spise disse pandekager, og ellers er der bare flere til de voksne.
Vi brugte dem til aftensmad en dejlig lun aften, men de er også rigtig gode som en frokostret.
Fyldte pandekager med oksekød 14-16 store pandekager:
Pandekagedej:
- 350 g hvedemel (eller 300 g hvedemel + 50 g grahamsmel for lidt ekstra struktur)
- 6 æg
- 7,5 dl mælk
- 35 g smeltet smør eller 3 spsk. rapsolie
- 0,75 tsk fint salt
Oksekødsfyld:
- 800 g hakket oksekød
- 2 mellemstore gulerødder, hakket eller revet fint
- 1-1,5 dl cremefraiche 38% (ca. 100-150 g)
- 150 g revet ost (halvdelen i saucen, resten til topping/gratinering)
- 1 tsk salt (smag til)
- ½ tsk friskkværnet peber
- 1 spsk. mild paprika
- 1 spsk. tørret basilikum
- 1 lille knivspids cayennepeber
Pisk mel, salt og ca. halvdelen af mælken sammen til en helt glat dej uden klumper.
Pisk æggene i ét ad gangen.
Rør resten af mælken og det smeltede smør/olie i, til dejen er ensartet og flydende.
Lad dejen hvile på køkkenbordet i 15-20 minutter (det gør pandekagerne mere smidige, så de ikke knækker, når de rulles).
Imens laver du oksekødsfyldet.
Varm en pande eller gryde op og brun oksekødet godt af.
Tilsæt gulerødder, paprika, basilikum, salt, peber og et lille nip cayennepeber. Lad det simre i ca. 5 minutter, til gulerødderne er møre og blandet godt med kødet.
Skru ned på helt svag varme. Rør cremefraiche og ca. 50 g revet ost i kødet, til det smelter og bliver en lækker, cremet sauce. Smag til.
Sæt fyldet til side og gå i gang med at bage pandekagerne på en godt varm pande med en smule fedtstof i ca. 1-2 minutter på hver side, til de er let gyldne.
Fordel fyldet i dine madpandekager, rul dem sammen og læg dem i et ildfast fad. Drys ost over toppen og giv dem 10-12 minutter ved 200°C i ovnen, til osten er gylden.
Server sammen med en grøn salat.


