Sunde Broccoliboller

Broccoliboller1

Min mand og jeg elsker brød og spiser generalt alt for meget brød, så da jeg fandt denne opskrift  på broccoliboller på Sydhavnsmor.dk, skulle de prøves af som en sundt alternativ til brød.

Jeg kunne rigtig godt lide dem, men manden var ikke vild med dem. Broccolismagen er gennemtrængende og man har lidt fornemmelsen af broccolitærte. Jeg tænker de vil være alletiders som madbrød til suppe og andre retter hvor et kuvertbrød serveres til.

Jeg synes nu de er gode hvis man skal undgå brød, og så er de ikke svære at lave. Jeg havde den grønne Husk stående hjemme, så jeg kom det i blenderen og gav det en tur. Virkede fint for mig.
Husk at lade dejen hvile minimum 10 minutter. Det er med til at gøre bolledejen mere fast.

Sunde broccoliboller 8 stk:

  • 1 stk. broccolihoved inkl. stilk ca. 450 gram
  • 1 æg
  • 2 æggehvider
  • 1 tsk bagepulver
  • 2 spsk HUSK, den gule til bagning
  • 1 1/2 tsk salt
  • 4 spsk kokosfibermel. Fås i større supermarkeder.
  • Evt. chiafrø eller sasamfrø til topping.

Tænd ovnen på 200 C og dæk en bageplade med bagepapir.

Kør den skyllede broccoli til ‘ris’ i en foodprocessor. Du kan også rive broccolien på et almindeligt rivejern.

Æg og æggehvider vendes med broccolien. Kom salt, bagepulver, HUSK og kokosfibermel i blandingen og ælt dejen. Lad dejen hvile i ca. et kvarter.

Form 8 boller af ‘dejen’ på bagepapiret, strø chia – eller sesamfrø på toppen og sæt bollerne i ovnen i 20-25 minutter til de er gyldne på toppen.

Bollerne kan sagtens holde sig i en lukket pose – i køleskabet et par dage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *