Nu er efteråret kommet og i butikkerne bugner det med græskar. Denne søde grøntsag er lige min smag og jeg elsker at bruge den i min madlavning.
Efter at have set en video på Facebook med denne opskrift, skulle den prøves af. Især da vi fik familie på besøg, der er vegetar. Retten faldt i god jord og må sige at den godt kan komme på bordet igen, da det er en ret der er hurtig at lave, da man bruger mikroovnen til at tilberede græskarret.
Det tog mig under ½ time at lave denne ret. Jeg lavede retten vegansk, da jeg længe har haft lyst til at prøve at lave mad med gærflager. Disse flager giver retten en ostet smag, og selvom de ikke lugter så godt, så smager de godt og gav retten den smag af ost, der gav lidt modspil til det søde græskar.
Jeg tænker dog at reven parmesanost vil være lækkert i denne ret, hvis du ikke har lyst til at prøve med gærflagerne.
Spaghetti i cremet græskarsovs 4-6 personer:
- 500 gram butternut græskar i tern
- 80 gram cashewnødder
- 3 spsk. olie
- Frisk salvie, (tørret kan bruges, hvis du ikke kan få fat i frisk)
- 2 løg, hakket
- 4 fed hvidløg, hakket
- 1 grønsags bouillonterning
- 250 ml. pastavand
- 4 spsk. gærflager (du kan også bruge revet parmesanost)
- Salt og peber
- 500 gram spaghetti
Start med at sætte en gryde over med saltet vand til spaghettien.
Skræl butternut græskarret og skær den ud i tern.
Kom græskar op i en skål der kan gå i mikroovnen. Kom cashewnødder ned til græskaren og kom film eller et låg på skålen. Låg og film skal kunne holde til at gå i mikroovn.
Så giver du græskar og nødder 7 minutter i mikroovnen. Låget er med til at det damper og bliver mørt.
Hæld olien i en stor stegepande og steg de friske salvieblade sprøde i olien.
Tag dem op og læg dem til afdrypning på et stykke køkkenrulle.
Du kan også bruge tørret salvie, hvor du steger de tørre blade i olien inden du tilsætter det hakkede løg. Her tager du ikke salvien op, men lader det blive i retten.
Kog spaghettien efter hvad der står på pakken.
Steg de hakkede løg klare i olien og tilsæt de hakkede hvidløg. Kom græskar og cashewnødderne ned til løgene og steg det med.
Hæld pastavand ned til græskarrene og tilsæt en bouillonterning.
Kog det op og hæld derefter det hele ned i en blender.
Kom de 4 spsk. gærflager ned til græskarrene i blenderen og blend det helt glat. (her kan du også bruge parmesanost)
Kom sovsen tilbage i panden og smag det til med salt og groft kværnet peber.
Kom den kogte spaghetti ned til sovsen og rør det sammen.
Anret på tallerkner og pynt med den stegte salvie, eller et par tørrede salvieblade.