Juleskum

Juleskum
Juleskum

Jeg er vild med Carletti juleskums nissemænd. Denne jul tænkte jeg, at jeg ville prøve at lave mine egne.

Har ikke mulighed for at lave nissemænd, (man kan sikkert skaffe sig en fin form) men fine juleskumstykker. Smagen var meget lig de gode juleskum og det var nemt at lave. Er lidt noget klisterværk, men de er klart det værd.

Prøv dine egne juleskum som en lækker konfekt til julebordet.

Juleskum:

  • 300 g sukker
  • 140 g glukosesirup
  • 90 g vand
  • 9 blade husblas
  • 160 g æggehvider
  • 20 g frysetørret jordbærpulver
  • 1 tsk vaniljepasta.
  • 2-3 dråber jordbæraroma
  • evt. lidt pink farve.
  • 200-300 g flormelis

Læg husblas i blød i koldt vand i ca. 10 minutter

Kog sukker, glukosesirup og vand op i en gryde. Sukkerlagen skal varmes op til 117-120 grader. Det tager lidt tid. Brug et sukkertermometer.

Imens pisker du æggehviderne stive i en røremaskine.

Når sukkerlagen er 117 grader varm, tages den af varmen.
Vrid husblassen for vand og dump den ned i sukkerlagen. Rør det godt sammen. Det bruser op, men bare bliv ved med at røre, indtil det er stoppet med at bruse.

Hæld nu den varme sukkerlage i en tynd stråle ned i de piskede æggehvider, imens der piskes på fuldt drøn. Pisk videre i 15-20 minutter, til massen er kølet ned. Du kan mærke på ydersiden af skålen, når den ikke er varm længere, er skummet klar. Når juleskummet er kølet ned, tilsættes jordbæraroma, vanilje pasta og frysetørret jordbærpulver. Du kan evt. tilsætte lidt lyserød farve. Pisk indtil det er godt blandet.

Hvis du ikke har noget jordbæraroma, kan du bruge dobbelt af jordbærpulver.

Fyld en sprøjtepose med en stor rund tyl med juleskummet. Læg et langt stykke bagepapir på bordet, drys med flormelis gennem en sigte, så bagepapiret er helt dækket. Dette gør, at juleskummet ikke klistrer fast. Sprøjt nu lange pølser ud. Sigt flormelis over juleskummet, så alle pølser er helt dækket til. Dette er vigtigt, så juleskummet kan tørre på ydersiden. Lad dem nu stå og tørre i ca. 30 minutter.

Nu kan du klippe dem ud i en passende størrelse – husk her at vende juleskummet i flormelis igen, så alle sider er dækket til. Lad dem ligge nogle timer og gerne et helt døgn, inden du pakker dem i en pose eller dåse. Jo længere de ligger, jo sejere bliver de i konsistensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *