Cheesecake med hindbær og lakrids

IMG_0302

Jeg bruger jo en del af min tid på at kigge på diverse mad og kageblogs, og så faldt jeg over denne madsymfonien.dk. Det er en lækker blog og jeg bliver så fristet til at prøve en del af de opskrifter der ligger på den. Da vi skulle have gæster og lakrids er so hot lige nu, besluttede jeg mig for at prøve denne opskrift. Den er opbygget som en cheesecake, deraf navnet, men der er ikke ost i denne opskrift. Nu ligger jeg opskriften på min blog også, men hvis I vil ind og se den originale med de super flotte billeder til, kan I se den her.

Hindbærkage med lakrids ca. 8 personer:

Kiksebund:

  • 200 g Digestive kiks
  • 70 g smør
  • 3 tsk. Johan Bülow Fine Liquorice Powder

Hindbærmousse:

  • 2,5 blade husblas
  • 225 g hindbær
  • 4 spsk. flormelis
  • Korn fra en vaniljestang
  • 1 spsk. citronsaft
  • 2 dl piskefløde
  • 125 g græsk yoghurt

Lakridsgelé:

  • 2 blade husblas
  • 50 g Johan Bülow Sweet Liquorice Syrup
  • 50 g vand

Pynt:

  • Johan Bülow Raw Liquorice Drops

 

Kom Digestive kiks i en frysepose, og knus dem til fine krummer ved at bruge en kagerulle eller kom kiksene i en foodprocessor.

Smelt smørret. Bland kiksekrummer og lakridspulver. Kom smørret i, og rør det godt sammen. Fordel massen i en justerbar kagering eller springform (diameter: 18 cm, højde: 10 cm) – husk at fore kageringen med kagefolie/konditorplast inden fyldning da det er med til at give en skarp kant. Sørg for, at kiksemassen bliver trykket godt sammen i et jævnt lag. Stil kiksebunden i køleskabet i ca. 30 minutter.

Læg husblas i koldt vand ca. 10 minutter. Kom friske eller frosne hindbær, flormelis, korn fra en vaniljestang og citronsaft i en gryde. Giv det et lille opkog. Pres hindbærmassen gennem en si, så man får en puré uden hindbærkerner. Hæld puréen tilbage i gryden, og varm den ved svag varme i et par minutter. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og opløs den i puréen. Bland det godt sammen. Lad puréen afkøle.

Pisk fløden til skum. Kom den græsk yoghurt i og pisk godt. Tilsæt den afkølede hindbærpuré, og bland det godt sammen. Smag til, eventuelt med mere flormelis. Fordel herefter hindbærmoussen på den kolde kiksebund. Stil kagen i køleskabet og lad moussen stivne helt.

Lav lakridsgeléen. Læg husblas i koldt vand ca. 10 minutter. Kom lakridssirup og vand i en gryde, og varm det ved svag varme i 3-5 minutter. Vrid den udblødte husblas fri for vand, og bland det godt sammen med lakridssiruppen. Lad det køle helt af. Find kagen frem fra køleskabet, og fordel lakridsgeléen oven på hindbærmoussen. Stil kagen tilbage i køleskabet og lad den gerne stå til næste dag eller til geléen er stivnet. Pynt kagen med knuste lakridsdrops inden servering. Kagen kan sagtens laves dagen før, den skal serveres. Kagen er også fryseegnet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *