Salsiccia al vino

Salsiccia al vino
Salsiccia al vino

Da min mand og jeg ofte er i Spanien, får vi prøvet en masse lækre tapasretter. Dette er en af de lune retter, som vi er blevet meget glade for.

I Spanien bruger de chorizo som er frisk, men det er ikke så nemt at få fat på her i Danmark. De tørre vi kan købe er bedst at bruge som pålæg. De går hen og bliver hård, tør og smider alt sin olie, hvis de bruges i retten.

Til gengæld kan man købe salsiccia pølser i de fleste store supermarkeder, og denne italienske pølse er rigtig god at bruge i stedet for.

Når de kommer på tilbud eller bliver sat ned, køber jeg gerne og kommer i fryseren. Så har jeg til en masse skønne retter med salsiccia pølse.

Salsiccia al vino 3-4 personer:

  • 1 pakke salsiccia
  • 1-2 spsk. olivenolie
  • 2 fed hvidløg (skåret i tynde skiver)
  • 1,5 – 2 dl vin (både en god tør rødvin eller en fyldig hvidvin fungerer fremragende)
  • 1 spsk. tomatpuré (valgfrit, men giver en god, dyb sauce)
  • et lille nip sukker eller en teskefuld honning (til at afbalancere syren fra vinen)
  • et laurbærblad eller en stilk frisk timian

Skær salsiccia-pølser i tykke skiver eller mundrette stykker (ca. 2-3 cm).

Varm olivenolien op på en pande ved middelhøj varme. Svits pølsestykkerne, til de har fået en flot, gylden stegeskorpe hele vejen rundt.

Salsiccia kan godt afgive en del fedt. Hæld gerne det meste af fedtet fra panden, men lad lidt være tilbage til at give smag.

Tilsæt de tynde hvidløgsskiver og evt. tomatpuré, og lad det stege med i blot 30-60 sekunder, uden at hvidløget tager for meget farve.

Tilsæt vinen, laurbærblad/timian og et lille nip sukker eller honning. Skru ned for varmen, og lad det hele småsimre uden låg i 10–15 minutter.

Vinen skal koge ind, indtil den bliver skinnende og hænger lidt ved pølserne som en tyk, smagfuld sirup/sauce.

Server retten rygende varm i en lille støbejernsfad eller lerfad med tandstikkere i og rigeligt med godt, lyst brød til at dyppe i den fantastiske vinsauce.

Jeg lavede dem og kom støbejernspanden i ovnen, ved lav temperatur, for at holde dem lune, til de skulle serveres.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *