Squashkage

Squashkage
Squashkage

Lige nu hvor man får en masse dejlige squash af venner eller du kan købe dem superbilligt i supermarkedet, så er denne opskrift på squashkage et hit. Det er en amerikansk opskrift, så der er selvfølgelig virkelig meget sukker i opskriften. Jeg kom dog ikke helt så meget i og jeg synes den var sød nok. Hvis du vil komme det i som der står i den originale opskrift, så skal du komme 300 g sukker i.

I USA spiser de gerne sådan et ”brød” til morgenmad med smør på. Det smager også godt med smør på, men synes nu den passer fint, som den er, med bare en kop kaffe til.

Du skal rive squashen på den grove del af rivejernet og det er vigtigt at du ikke klemmer væden fra, da det er vigtigt at det kommer med i kagen. Hvis din squash er blevet alt for stor, er det en god ide at fjerne kernerne, da de bliver hårde og ikke rigtig kan spises.

Denne kage er også rigtig god at fryse ned.

Squashkage 2 stk.:

  • 250 g mel
  • 150 g sukker
  • 2 tsk. natron
  • 1 tsk. salt
  • 1 spsk. stødt kanel
  • 2 tsk. stødt ingefær
  • 3 æg
  • 175 ml neutral olie
  • 2 tsk. vaniljeekstrakt
  • 350 g revet squash
  • 100 g hakkede hasselnødder, eller valnødder

Forvarm ovnen til 175 grader varmluft. Klargør to brødforme med bagepapir eller smør dem godt.

I en skål kommer du mel, sukker, natron, salt, kanel og ingefær og blander det godt.

I en stor skål pisker du æggene og blander den revne squash, olien og vanilje ekstrakten i.

Nu kommes de tørre ingredienser i de våde. Bland, men pas på ikke at blande for længe. Vend de hakkede nødder i.

Hæld dejen ligeligt mellem de to brødforme og bag i 50-60 minutter, eller til en strikkepind komme ud ren, når du stikker den ned midt i kagen.

Lad kagen køle af i 5 minutter i formen og tag derefter kagerne ud af formen på en rist, og lad dem derefter køle helt af.

Vandmelon magarita

Vandmelon magarita
Vandmelon magarita

Denne drink med vandmelon er superlækker og frisk. Fandt opskriften på isabellas.dk

Jeg havde dog fået fat i en melon hvor der var kerner i. Så prøvede at fjerne så mange som muligt inden den røg i blenderen. Og hældte drinken igennem en sigte, så jeg kunne få resten væk.

Jeg lavede denne opskrift og serverede den til 3, derfor er glassene ikke fyldt helt op. Hvis du har en stor foodprocessor, så kan det være en fordel at bruge den. Min blender var i hvert fald fyldt helt op når der skulle 500 g melon i.

Men hvis vi nu skulle være så heldige at få nogle varme sensommerdage, så kan jeg klart anbefale at lave en vandmelon magarita.

Vandmelon magarita 2 personer:

  • 500 g vandmelon uden kerner
  • 2 limefrugter, saften fra
  • 1 dl tequila
  • ½ dl cointreau
  • 1-2 spsk. sukker
  • is

Skær vandmelonen i skiver, og skær skrællen væk.

Skær vandmelonen i grove tern, og blend i en blender.

Tilsæt tequila, cointreau og limesaft til vandmelonen.

Smag til med sukker, og hæld op i glas med isterninger.

Servér drinken kold.

Spanske kartofler

Spanske kartofler
Spanske kartofler

Mens vi har været i Spanien, har vi været ude og spise et par gange. Når du bestiller fisk eller kød, bliver der gerne serveret kartofler til. Det er nogle af de bedste kartofler jeg har fået. De ser ikke ud af meget, men er fulde af smag. Denne opskrift er så tæt på, som jeg kan komme dem vi fik på restauranterne.

Selv om de måske ikke ser så fancy ud, så vil jeg anbefale jer at prøve dem alligevel. De er så lækre og super møre, med masser af dejlig smag.

Spanske kartofler 6 personer:

  • 1.5 kg kartofler, skrællet og skåret i 0,70 mm tykke skiver
  • 72 g jomfru olivenolie, god kvalitet
  • 3 ½ tsk. groft salt
  • ¼ tsk. sort peber
  • 1 løg, delt og skåret i tynde skiver
  • 2 store fed hvidløg, hakket
  • 125 ml tør hvidvin

Varm ovnen til 200 grader varmluft.

I en stor skål blandes kartoffelskiver med olivenolie, indtil kartoflerne er helt dækket af olie.

Kom salt og peber i og mix det rundt i.

Bland løg og hvidløg i kartoflerne. Kom kartoflerne i et fad 33 x 22 cm og spred det ud så det er jævnt.

Kom stanniol over kartoflerne og sæt dem i ovnen og bag i 40 minutter.

Sæt temperaturen ned til 175 grader og fjern fadet fra ovnen. Hæld hvidvinen over kartoflerne og læg stanniolet let hen over fadet. Der skal være luft i siderne så der kan komme damp ud.

Sæt fadet tilbage i ovnen og bag i 20 minutter mere.

Lad kartoflerne stå og køle ned i 10 minutter før servering.

Marcipan småkager

Marcipan småkager
Marcipan småkager

Jeg elsker at bage småkager. Giver dem ofte til mine svigerforældre, der gerne vil have en småkage til kaffen.

Jeg havde en pakke marcipan i køleskabet, jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle bruge til. Så det blev til disse super nemme småkager.

De smager skønt af marcipan og er ikke alt for søde. Dem kommer jeg til at lave igen.

Marcipan småkager25-30 stk.:

  • 200 g revet marcipan
  • 200 g blødt smør
  • 100 g flormelis
  • 150 g mel

I en foodprocessor piskes det bløde smør, marcipan, flormelis og mel sammen til en ensartet dej.

Kom dejen i en sprøjtepose med en stjernetyl.

Kom bagepapir på to bageplader, og sprøjt små aflange kager ud i en længde af ca. 4-5 cm.

Bag kagerne ved 175 grader i ca.12 minutter. Kagerne skal stadig være lyse, men gyldne.

Lad kagerne afkøle.

Opbevar småkagerne i en lufttæt beholder.

Bærtiramisu

Bærtiramisu
Bærtiramisu

Jeg er vild med en klassisk tiramisu, men det er ikke alle der er vilde med kaffe.

Denne opskrift er superfrisk og dejlig som en dessert på en sommeraften. Og så er den børnevenlig, da der ikke er noget alkohol i.

Det bedste ved denne dessert er, at den er bedst hvis den laves dagen i forvejen.

Bærtiramisu 4-5 personer:

  • 1 pk ladyfingers
  • 500 g bærblanding
  • 2 bæger mascarpone ost
  • 4 æggeblommer
  • 50 g sukker
  • 180 ml fløde
  • 4 spsk. honning
  • 2 citroner, saft fra
  • 2 tsk vaniljeessens
  • 2 spsk. vand
  • blåbær og mynte som pynt

Kom bærblandingen i en lille gryde sammen med citronsaft, vaniljeekstrakt, honning og vand. Bring det i kog ved lav varme, dæk med låg og lad det simre i et par minutter, indtil bærrene er sprunget. Lad det køle af. Når den er kølet af, si bærsaucen, så væsken adskilles fra de faste bær.

Pisk fløde sammen med 1 spsk. af sukkeret med en håndmixer. Sæt det i køleskabet, indtil det skal bruges.

Pisk æggeblommerne med resten af sukkeret i en skål. Pisk mascarponeosten i lidt ad gangen, indtil den er inkorporeret.

Tilsæt den afkølede flødeskum med en dejskraber til skålen med mascarponecremen og fold forsigtigt sammen. Fordel ostecremen i to skåle.

Tilsæt de faste bær fra saucen til den ene del af mascarponecremen og vend forsigtigt sammen. Sæt til side.

Klargør 4 glas eller en skål.

Dyp ladyfingers forsigtigt i bærsaften og læg dem i bunden af glassene eller skålen. Tilføj et lag af bærmascarponecremen efterfulgt af et lag af almindelig mascarponecreme. Gentag indtil du løber tør for ingredienser.

Stil på køl i et par timer, gerne natten over.

Serveres afkølet pyntet med nogle friske blåbær og frisk mynte.

Enchilada pande

Enchilada pande
Enchilada pande

Jeg er så glad for retter der kan laves i en pande, uden at skulle bruge en hel masse potter og pander.

Denne ret er sådan en og så smager den skønt. Og kræver ikke alt for mange ingredienser.

Prøv den næste gang du ikke har så meget tid til aftensmad, men gerne vil have et ret med masser af smag og lækre grøntsager.

Enchilada pande 4 personer:

  • 1 spsk. olivenolie
  • 2 mellemstore søde kartofler, skåret i tern
  • 1 løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 tsk. chilipulver
  • 1 tsk. spidskommen
  • salt
  • peber
  • 1 ds. sorte bønner, drænet og skyllet
  • 6 tortillas, skåret i strimler
  • 1 karton passata
  • 200 gram revet cheddar

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Kom olien i en stor højkantet pande, som kan gå i ovnen. Varm op til medium varme og steg løg og hvidløg indtil de bliver klare.

Kom de søde kartoffeltern ned til løgene sammen med krydderierne og steg indtil kartoflerne er næsten møre. Det tager omkring 10 minutter. Nogle gange hjælper det, hvis du lægger et låg på, så vil dampen hjælpe med at få tilberedningstiden til at gå hurtigere. De søde kartofler skal være møre nok til at en gaffel går nemt i, men ikke så møre de bliver til mos.

Så kommer du de sorte bønner, tortillastrimlerne og passataen ned i panden og rør rundt, så det hele er godt blandet. Kom halvdelen af den revne ost i og rør rundt, så det bliver blandet i retten. Kom resten af osten hen over retten og sæt hele panden i ovnen og lad osten blive gylden. Det tager ca. 15 minutter.

Server evt. med lidt hakket frisk koriander og en klat creme fraiche.

Cheesecake med citron

Cheesecake citron
Cheesecake med citron

Jeg er glad for ostekager og denne opskrift er en lækker en af slagsen. Min yndlingskiks er Oreo, så at man bruger den som bund er et kæmpe plus i min bog. Citronskallen og cremefraichen giver denne kage lidt mere syre og friskhed.

Det er en virkelig fin dessert at portionsanrette og så kan den med fordel laves dagen i forvejen.

Cheesecake med citron 8-10 personer:

  • 1 pk. Oreo kiks
  • 80 g smør, smeltet
  • 250 g flødeost naturel
  • 2 dl cremefraiche 18%
  • 85 g sukker
  • 2 æg
  • 2 usprøjtet citroner, skallen
  • 3 stilke frisk mynte, blade, hakket
  • friske hindbær

    Kom Oreo kiks i en blender og kør det til fint smulder. Hæld smeltet smør i og blend det sammen.

    Dæk bunden af en springform (Ø ca. 24 cm) med bagepapir. Pres kiksemassen sammen i bunden af springformen, til en fast kiksebund. Sæt på køl.

    Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

    Pisk flødeost, cremefraiche, sukker og æg sammen med en håndmikser. Vend revet citronskal og hakket mynte i cremen. Hæld cremen over kiksebunden, og bag kagen midt i ovnen i 40 -45 minutter. Kagen kan godt se lidt ubagt og blævrende ud i midten. Men den skal nok sætte sig når den kommer ud. Hvis man giver den for meget tid, kan kagen revne.

    Køl kagen af i formen på en bagerist, og sæt derefter kagen på køl i minimum 2 timer.

    Pynt kagen med friske hindbær og evt. mynteblade inden servering.

    Baconbøffer

    Baconbøf
    Baconbøf

    Da jeg lærte min mand at kende, var baconbøf en af de retter han gerne lavede til mig, eller når vi havde gæster. Den var så simpel og nem at der ikke var noget der kunne gå galt. Den ret var lavet på rent oksekød med bacon omkring. Bøfferne blev brunet af i ovnen og så hældte du fløde der var blandet med ketchup, salt og peber henover og gav det noget mere tid i ovnen.

    Det er ikke fordi jeg ikke kunne lide denne ret, men den var måske lidt for kedelig og fed til mig. Nu har jeg så lavet min egen udgave af denne ret. Der er lidt mere arbejde med opskriften, men den er ikke svær at gå til.

    Jeg valgte at lave en rørt fars af oksekødet. Det giver så meget mere smag til bøfferne og sørger også for de ikke bliver for tørre. Så besluttede jeg mig for at lave en opbagt sovs. Så kan jeg gøre den lettere ved at bruge mælk og så selvfølgelig lidt fløde. Sovsen i den ret jeg fik serveret af min mand, var også ret tynd, denne her er noget tykkere i det, så det sidder bedre fast på bøffer og ris.

    Når du kommer ketchup i sovsen, bliver sovsen tyknet noget mere, men så kan man altid komme lidt ekstra mælk i, hvis du synes den blev for tyk.

    Baconbøffer 6 personer:

    • 1 kg hakket oksekød 8-12%
    • 2 spsk. rasp
    • 1 stk. stort æg
    • 1 dl piskefløde 38%
    • 1 revet løg
    • 2 tsk salt
    • friskkværnet peber
    • 1 spsk. sennepspulver
    • 1 pk. mager bacon i tern eller Serano skinke i tern
    • 12 skiver bacon
    • olie til stegning

    Sovs:

    • 2 spsk. smør
    • 3 spsk. hvedemel
    • ½ l mælk, måske mere
    • 1 dl. tomatketchup
    • ¼ dl piskefløde 38%
    • 1 tsk citronsaft
    • 1 spsk. stødt paprika
    • 1 tsk stødt ingefær, kan udelades
    • 1 – 2 tsk salt
    • friskkværnet peber

    Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

    Rør kød, rasp, æg, fløde, løg, bacontern og krydderier til en ikke al for løs fars. Form farsen til 12 bøffer. Beklæd hver bøf med en skive bacon, som holdes fast med en halv tandstik. Kom fedtstoffet i en stegepande og steg bøfferne heri. De skal bare brunes af, da de bliver færdige i ovnen. Kom bøfferne i et ovnfast fad.

    Sovs: Smelt smørret i en gryde og lav en opbagning med mel, mælk og fløde. Kog igennem. Smag saucen til med ketchup, citronsaft, paprika og evt. stødt ingefær, salt og peber. Hæld sovsen over bøfferne og sæt fadet i ovnen i 30 – 40 minutter.

    Retten kan serveres med ris eller kartoffelmos og server også en skøn broccolisalat til.

    Bagte tarteletter

    Bagte tarteletter
    Bagte tarteletter

    Disse bagte tarteletter er en super ide til en nem frokost, en skøn solskinsdag. De er hurtige at lave og så smager de rigtig dejligt.

    De er også rigtig gode at have i fryseren, så er de nemme at tage op, hvis du har brug for lidt hurtig mad. Brug dem eventuelt til madpakken eller hvis du skal på picnic.

    Bagte tarteletter 10 stk.:

    • 10 tarteletskaller
    • 1 lille løg
    • 1 håndfuld purløg
    • 1 bk. skinkestrimler
    • 2 bk. Pikant ost
    • 2 æg
    • Salt og peber
    • purløg til pynt

    Tænd ovnen på 170 grader varmluft.

    Hak løg og purløg. 

    Rør løg, purløg, pikant ost, æg, skinke, salt og peber sammen i en skål. 

    Fordel fyldet i tarteletskallerne, alt efter hvilke skaller du bruger, kan der godt være lidt fyld tilbage. 

    Bag tarteletterne i ovnen i cirka 30 – 40 minutter. Hold øje med tarteletterne, de kan godt gå hen og blive for mørke, inden de er helt færdige. Hvis det sker, så kom et stykke folie hen over. Tarteletterne er færdige når de føles faste ved at trykke på fyldet.

    Så er de klar til servering. Gerne med en skøn salat til.

    Pinchos Morunos, Spanske skinkespyd

    Pinchos Morunos
    Pinchos Morunos

    Disse skønne spanske spyd er fyldt med smag. Vi har fået dem som en lun tapas og havde så lyst til at lave dem selv på grillen i vores have.

    Når solen skinner så meget hernede i Sydspanien, så får man lyst til at grille. Og en af de ting jeg tager med hjem for at grille i Danmark, er disse spyd. De er nemme at lave, man skal bare have fat i en del forskellige krydderier.

    Det gode ved at bruge en svinemørbrad er at kødet er magert og kræver ikke alt for lang tid på grillen. De er selvfølgelig skønne som et lunt indslag til tapas, men sammen med en skøn tomatsalat eller broccolisalat er de også perfekte.

    Prøv dem næste gang du skal have gæster til tapas eller grill.

    Pinchos Morunos, Spanske skinkespyd 4 stk.:

    • 1 svinemørbrad, renset og skåret i lige store stykker
    • 1 tsk. stødt spidskommen
    • 1 tsk. stødt koriander
    • 1 tsk. tørret oregano
    • 1 tsk. røget sød paprika
    • ½ tsk. gurkemeje
    • ½ tsk. fennikelfrø
    • ¼ tsk. stødt allehånde
    • ¼ tsk. stødt kanel
    • ¼ tsk. salt
    • 2 spsk. olivenolie
    • 1 spsk. citronsaft
    • 2 fed hvidløg, presset
    • Lidt groft kværnet peber

      Afpuds svinemørbrad for sener og store stykker fedt. Skær mørbraden over på langs og skær den derefter i tern. Sørg for at stykkerne er cirka lige store, da de så tager lige lang tid på grillen.

      Mix alle de andre ingredienser sammen i en skål, der er stor nok til at mørbradstykkerne også kan være deri.

      Det skal vare en god pure af alle de skønne krydderier. Kom kødternene ned i marinaden og ælt marinaden godt ind i kødet. Sørg for der er marinade på alle stykker af kød. Lad det trække i minimum 2 timer i køleskabet, men gerne natten over.

      Når du er klar til at skulle grille dine spanske spyd, kom kødstykkerne på dine spyd. Hvis du bruger spyd af træ, så skal du huske at de skal ligge i vand lidt tid før, så de ikke brænder på grillen. Prøv at komme dine stykker på spyddet, så de flader en smule ud og er af samme størrelse. Det er for at de gerne skulle blive færdig på samme tid.

      Grill dem nogle få minutter på hver side, indtil de er begyndt at få grillstriber og er tilberedt helt igennem. Tiden kan variere, alt afhængig af tykkelsen på kødstykkerne.

      Server sammen med andre spanske tapas eller med en skøn salat.