Surdejsrugbrød, klassisk

Rugbrød1
Rugbrød

Her er opskriften på et lækkert rugbrød, udelukkende bagt på rugmel, surdej, vand og salt. Opskriften kommer fra Meyers bagebog og dette rugbrød er et godt begynderrugbrød. Du kan også finde opskriften her.

Det er et saftigt rugbrød med masser af rugsmag, fordi de tilsatte ingredienser ikke overdøver rugens fine smag. Jeg har bagt det nogle gange nu, og smagen bliver kun bedre, jo længere du har din surdej.

Du frisker din surdej op 12-24 timer inden dejen til rugbrødene skal slås sammen, og du skal bruge 2 rugbrødsforme på 1,5 liter, til at bage rugbrødene i. Jeg har arvet mine rugbrødsforme af min mor, og de er lige det største. Men gør ikke så meget at rugbrødet ikke er så højt.

Surdejen er den fra Meyers og den kan bruges som starter surdej i hvededej og rugdej.

Surdejsrugbrød, klassisk 2 stk.:

Ung surdej.

  • 1 ½ dl rug-opbevaringssurdej (hvis du lige er startet med surdej, er det den du bruger)
  • 3 dl lunkent vand
  • 3 dl rugmel

Rugbrødsdej:

  • 400 g ung surdej
  • 8 dl lunkent vand
  • 850 g rugmel
  • 20 g salt
  • smør ((til at smøre formen med) jeg bruger sprayfedt)

Ung surdej.

Frisk din rug-opbevaringssurdej op, 12-24 timer inden du skal lave rugbrødsdejen. Jeg lader den som regel stå til dagen efter.

Rør ingredienserne til surdejen godt sammen i en lille skål, og lad den stå på køkkenbordet ved stuetemperatur med et løst låg eller et viskestykke over,

til den begynder at skumme og smager syrligt. Dejen kan vokse en del i skålen, og den falder også sammen igen. Det er helt i orden, den skal nok virke alligevel. Bare der er bobler i surdejen, så du kan se den stadig er i live.

Jo længere tid du lader surdejen stå, jo mere syrlig bliver den og dermed dit rugbrød – så prøv dig lidt frem og find ud af, hvor syrligt du vil have rugbrødet.

Den del af den unge surdej, du ikke bruger i rugbrødsdejen, er nu din rug-opbevaringssurdej til næste gang, du skal bage.

Nu blander du alle ingredienserne til rugbrødsdejen og rører dem sammen. Det tager cirka 8-10 minutter i hånden og lidt kortere på en røremaskine. Jeg bruger altid min røremaskine, da rugbrødsdej godt kan være ret fast i det.

Smør rugbrødsformene godt med smør, eller spray dem grundigt med sprayfedt og fyld dem to tredjedele op med dej, så der er plads til, at brødet kan hæve.

Glat overfladen med en våd gummispartel eller en våd håndflade. Sæt plastikfilm eller et viskestykke over formene, så dejen ikke tørre ud.

Sæt brødet til hævning på køkkenbordet. Rug dej skal hæve ca. 30-50 % – hævetiden kan variere fra 2 til 6 timer, afhængigt af hvor aktiv surdejen er, hvor varmt der er i lokalet, hvor varm dejen er og af dejens konsistens.

Når rugbrødsdejen er ved at være hævet færdig, begynder dejens overflade at briste lidt, og der dannes små huller på størrelse med et knappenålshoved.

Når der er kommet 6-7 huller, er dejen klar, og så gælder det om at få rugbrødet ind i ovnen.

Derfor er det vigtigt, at du bruger øjnene og ikke kun uret til at afgøre, hvornår dejen er hævet nok.

Brødet skal hæve lige tilpas – hverken for lidt eller for meget – inden du sætter det ind i den varme ovn.

Hvis brødet ikke er hævet nok op, inden det kommer ind i ovnen, vil det flække, og hvis det har hævet for meget, kan det kollapse i ovnen, så der dannes et hulrum under skorpen. Så lad være med at føle dig fristet til lige at lade rugbrødet hæve lidt længere for at få det ekstra stort og flot!

Tænd din ovn på 230-240º i god tid inden, du skal bage brødet. Brug gerne varmluftsfunktion.

Sæt brødet ind i den varme ovn og bag brødet i 10 minutter. Skru så ned til 180 º og bag brødet færdigt.

Det er svært at sætte en præcis tid på, hvor længe, brødet skal bage, men regn med en samlet bagetid på ca. 50-60 minutter. Ovne varierer meget i styrke, brødets størrelse og form varierer, og du kan ikke altid stole på ovnens termostat. Derfor er det allerbedste at bruge et digitaltermometer til at finde ud af, om brødet er bagt færdigt.

Tjek første gang efter 40 min. ved at stikke termometeret ind præcis i centrum af brødet, og tag brødet ud, når temperaturen ligger på 97°- 98°.

Pas på ikke at bage rugbrødet for længe – ellers ender du med en tør krumme.

Luftige teboller

Luftige boller1
Luftige boller

Disse bløde og store boller er bagt ud fra Tangzhong metoden. Bollerne er perfekte som morgenboller eller fødselsdagsboller, da de er luftige og lette og smager skønt med et lag smør på.

De har en længere holdbarhed end almindeligt bagværk grundet den specielle japanske bageteknik.

Opskriften er fra mummum.dk, hvor du også kan se en video hvordan du laver bollerne.

Luftige teboller 20 stk.:

Jævning:

  • 200 ml. mælk
  • 40 g. hvedemel

Dej:

  • 400 ml. mælk, håndvarmt
  • 760 g. hvedemel
  • 25 g. gær
  • 1/2 tsk. salt
  • 4 spsk. sukker
  • 1 æg
  • 100 g. smør, stuetempereret

Lav først en jævning af 40 g. hvedemel og 200 g. mælk. Put det i en lille gryde og pisk det sammen inden du tænder for varmen.
Tænd for varmen og pisk jævnligt i gryden, indtil det begynder at tykne. Varm op til kogepunktet, du skal have en konsistens, som minder om budding.
Tag den herefter af varmen og lad den køle ned til stuetemperatur.

I en røreskål vejes alle de resterende ingredienser op. Start med de 400 ml. mælk, som skal være håndvarmt, hvor du rører gæren ud i.
Herefter tilsættes salt, sukker, æg og de resterende 760 g. hvedemel.
Tilsæt din jævning og begynd at ælte dejen med din dejkrog. Lad den ælte ved lav hastighed i 3-4 minutter.

Vej smørret af og skær det i mindre stykker. Kom smørret i dejen.

Lad nu din dej ælte ved medium hastighed indtil den begynder at slippe kanterne. Det kan tage alt mellem 10-20 min. alt efter hvor god din røremaskine er.

Når du kan lave glutentesten på den og den er godkendt, så er dejen færdig.
Glutentesten laves ved at tage en lille klump dej, hvorefter du hiver dejen ud. Hvis du kan hive dejen ud, uden at den går i stykker, så er din dej klar. Hvis den går i stykker, så skal den æltes lidt længere.

Drys mel på bordet. Hæld herefter dejen ud på bordet og drys mere mel på toppen. Dejen kan klistre en smule, men hvis du sørger for at have godt med mel på hænderne og bordet, så burde det hjælpe.

Vej dine boller af til 75 – 80 g. stykket og tril til boller.

Sæt bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
Læg et viskestykke over bollerne og lad dem hæve i 1,5 time.

Tænd ovnen på 200 grader. Pensl dine boller med et sammenpisket æg eller kold kaffe (pensl dem forsigtigt, så de ikke falder sammen). Bag bollerne i ca. 12-15 min.

Tag bollerne ud af ovnen og lad dem afkøle på en bagerist.

Gløgg Sangria

Glöggsangria
Glöggsangria

Jeg er meget glad for gløgg, så det er noget jeg drikker en masse af i julemåneden. Jeg kan nu sagtens drikke det alle vintermånederne.

Jeg er altid ude lige efter jul, for at finde billig færdig gløgg i butikkerne. Det er tit de sætter det ned til få kroner, og så køber jeg en kæmpe portion.

Det bliver så drukket som gløgg i de kolde måneder, men resten bruger jeg i sommermånederne til denne fantastiske gløgg sangria.

Så nu får I opskriften, så I kan komme ud og hamstre gløgg til de varme sommermåneder.

Hvis I ønsker en stærkere gløgg, kan I komme lidt vodka i.

Gløgg Sangria 6 personer:

  • 1 flaske gløgg fx Blossa Vingløgg
  • 750 ml tranebærjuice
  • 2 appelsiner, saften
  • ½ dl. Cointreau
  • Ca. 7 dl. Ginger ale
  • 2 appelsiner i skiver
  • ½ granatæble
  • 1 lime i skiver
  • mynteblade

I en stor skål eller stor kande, hældes alle ingredienserne i, undtagen Ginger ale.

Skær frugten i skiver og pil kernerne ud af granatæblet.

Kom al frugten i gløgg sangriaen.

Inden servering, fyldes is i, og der toppes op med Ginger ale.

Citron Marengstærte

Dette er nok min favorit dessert. Jeg har altid elsket marengs, men sammen med dette syrlige fyld er det som at høre englene synge.

Hvis jeg er ude og spise og der denne dessert på menukortet, vælger jeg altid den.

Jeg er glad for rigtig mange forskellige desserter og kager, men en jeg aldrig bliver træt af at få serveret, er denne tærte. Det gode ved denne opskrift, er at du får nok dej til 2 bunde, Så jeg kan komme den ene portion i fryseren. Så er der heldigvis en undskyldning for at lave en ny omgang snart igen.

Jeg får alt for meget marengs ud af denne opskrift, men det gør ikke noget, da det er en af de bedste opskrifter til at lave kyskager af. De holder formen rigtig flot og bliver super blanke. Så bager altid resten til en omgang kyskager.

Citron Marengstærte, 1 tærte (2 bunde).:

Bunde:

  • 200 g smør, stuetemperatur
  • 100 g flormelis
  • 1 stk. æg, stuetemperatur
  • 300 g mel
  • 0,5 stk. vaniljestang, kornene

Citroncreme:

  • 2 stk. æg
  • 2 stk. æggeblommer
  • 150 g sukker
  • 1,5 dl citronsaft (ca. 3-4 stk. citroner)
  • 15 g majsstivelse
  • Revet skal af 2 stk. citroner
  • 50 g smør, stuetemperatur

Italiensk marengs:

  • 125 g æggehvide
  • 200 g sukker
  • 1 dl vand

Bunde:

Portionen på bunde er til 2 tærter á 24 cm – gem den anden halvdel af dejen i fryseren til en anden god gang.

Pisk smør og flormelis sammen på røremaskinen, til det er hvidt og luftigt. Tilsæt æg og vanilje og pisk det godt sammen. Tag rørskålen af maskinen, sigt melet ned i og vend det i med en dej skraber. 

Tryk dejen flad mellem husholdningsfilm eller i en frysepose, og sæt den på frost. Når den er gennemkold æltes den hurtigt igennem, trykkes flad igen og lægges på køl igen i et par min. Rul herefter dejen ud og kom den i formen.

Tryk dejen godt ind til kanten, specielt for neden, prik bunden med en gaffel. Er dejen blevet lun, sættes tærtebunden på køl inden den bages. Bag ved 175 grader til den er færdig, ca. 20-25 minutter.

Citroncreme:

Kom sukker, citronsaft og den revne citronskal i en kasserolle. Kog det op og lad det stå og trække.

Pisk æg og blommer sammen i en gryde. Opløs majsstivelsen i lidt vand, og kom det ned til æggene. Rør den varme citronlage i, og varm det hele op til det tykner.

Kog den igennem ved jævn varme, og under omrøring. Lad cremen køle lidt af, og rør smørret i, i små klatter.
Kom cremen i tærtebunden.

Italiensk marengs:

Til den italienske marengs kommes sukkeret i en gryde sammen med vandet. Kog det til en klar, lidt tyktflydende sirup. Sukkersiruppen skal have en temperatur på 117 grader. Brug et sukkertermometer.

Imens piskes æggehviderne til skum, hvorpå den kogende sukkerlage tilsættes i en tynd stråle, mens der piskes. Bliv ved med at piske til marengsen er kølet af. Kom den derpå i en sprøjtepose.

Dekorer tærten med marengsmassen. Sæt den tilbage i ovnen under grill til marengsen er let gylden eller brug en lille gasbrænder til at give tærten den fine brændte overflade.

Server tærten kold.

Marengs

Jeg har fundet ud af at de flotteste marengs, med en blank overflade, fås ved at lave en italiensk marengs. Det er selvfølgelig lidt mere tidskrævende, men ikke svært.

Jeg tilføjede lidt mint essens, da jeg bagte disse til jul og farvede dem med grøn og rød pastafarve. Tilsæt lidt essens ad gangen og smag til, med mint kan det hurtigt blive for meget, det er det samme hvis du bruger lakridspulver. Jeg tænker det kun er fantasien der sætter grænser, hvad angår smage, så prøv dig frem.

I min ovn skulle de have 1 ½ time, men det er også meget afhængig af størrelse og ovne.

Marengs af italiensk marengs 40-60 stk.:

  • 125 g æggehvide
  • 200 g sukker
  • 1 dl vand
  • Smagsgiver (essenser eller lakridspulver)

Til den italienske marengs kommes sukkeret i en gryde sammen med vandet. Kog det til en klar, lidt tyktflydende sirup. Brug et sukkertermometer, det skal have en temperatur på 117 grader.

Imens piskes æggehviderne til skum, hvorpå den kogende sukkerlage tilsættes i en tynd stråle, mens der piskes. Bliv ved med at piske til marengsen er kølet af. Pisk din smagsgiver i til sidst. Kom marengsen i en sprøjtepose.

Bages ved 100 gr. alm. ovn (til marengs anbefaler jeg ikke varmluft, da det kan farve overfladen) – bages i ca. 1 time

Jeg har kommet lidt pastafarve i striber ned i sprøjteposen, inden marengsen kommes i, det giver en flot effekt. Du kan også farve hele massen, ved at piske list pastafarve i sammen med essensen.

Ølandshvedebrød

Jeg elsker at lave kager og desserter, men har altid været lidt nervøs når det drejer sig om brød.

Nu har jeg besluttet at jeg vil prøve at lave brød efter at jeg læste Meyers bageskole. En bog der hjælper dig med at komme i gang med at bage dine egne dejlige brød.

Jeg har nu prøvet at bage ølandshvedebrødet og det blev virkelig lækkert. Var ikke så nemt at få en fin form på brødet, da dejen er meget flydende, men syndes kun det gør brødet mere charmerende at se på.

Mange steder kan du købe dig til en surdej ellers kan du lave din helt egen surdej.

Jeg lavede min egen efter Meyers opskrift i bogen.
Det fungerede rigtig godt. Jeg vil ligesom Meyer anbefale at bruge økologisk mel og tjek når du køber, at melet ikke er alt for gammel, da det mister nogle af alle de gode ting der er i melet, ved at stå for længe.

Jeg har købt mig nogle bageenzymer, da jeg har læst mig til at de skulle gøre brødet mere luftigt og forlænge brødets holdbarhed.
Jeg synes det gav brødet en mere luftig krumme. Jeg tilsatte 10 gram bageenzymer til melet, inden jeg sigtede det ned i væden.

Ølandshvedebrød 1 stort eller 2 små:

  • 5½ dl koldt vand
  • 5 g gær
  • ½ dl frisk surdej
  • 15 g salt
  • 150 g fuldkornsølandshvedemel
  • 450 g hvedemel

Frisk surdej:

8 timer før du skal lave brøddejen skal du have gang i din opbevaringssurdej. Det gør du ved at tage ½ dl af din surdej og blander sammen med 1 dl vand. Tilsæt ½ dl hvedemel og ½ dl fuldkornsølandshvedemel.

Det hele piskes godt sammen, så der ikke er nogle klumper. Sæt den friske surdej på bordet med et låg, lagt løst henover i de 8 timer.

Nu har surdejen stået og fået lov til at få nye kræfter. Den surdej du ikke bruger gemmer du, i køleskabet, til næste gang du skal bage brød.

Brødet:

Kom vandet i en skål og rør gær, surdej, salt og fuldkornsmel ud i vandet. Sigt hvedemelet i og rør det hele sammen på en røremaskine eller i hånden.

Jeg brugte min røremaskine til at ælte dejen.

Rør dejen på lav hastighed i et minut. Øg hastigheden til maksimum.
Dejen er færdigæltet når den slipper siderne af skålen helt og samler sig om dejkrogen. Stop her – så du ikke ælter for meget. Hele æltningen tager ca. 10-15 minutter, men kig på dejen, ikke på uret.

Dobbelttjek at dejen er æltet nok ved at lave en glutentest. Det gør du ved at tage et stykke dej op og forsigtigt at trække dejen ud, indtil den bliver gennemsigtig, uden at gå i stykker. Så er dejen æltet perfekt og klar til hævning.

Tag en skål eller plastikboks og gnid indersiden godt ind i olie. Læg dejen i skålen og læg låg eller plastikfilm over, så dejen ikke tørrer ud.

Lad dejen stå en times tid på køkkenbordet og stil den så i køleskabet. Lad den hæve i mindst 12 timer i køleskabet. Jeg valgte at lade den stå til dagen efter.

Dejen skal hæve til ca. dobbelt størrelse. Jeg satte et lille stykke malertape på bøtten hvor dejen gik til, så kunne jeg bedre vurdere om den havde hævet til dobbelt størrelse.

Tag dejen ud af køleskabet og lad den stå en times tid på køkkenbordet i skålen.

Imens tænder du for ovnen på maksimal varme 250-270° med en bagesten i og sørger for at ovn og bagesten har været gennemvarmet i mindst 20 minutter.

Drys rigeligt med mel på bordet og lirk så forsigtig dejen ud af skålen og ud på bordet uden at slå luften ud af dejen. Brug en bagespartel til at folde dejen en gang ind over sig selv. Pas på der ikke kommer mel imellem lagene.

Skub derefter dejen forsigtigt ind under sig selv med bagespartel, så du spænder dejen op på køkkenbordet.

Del evt. dejen i to ved at hakke og spænde op i samme bevægelse. Eller lav et stort brød. Hvis du har en bagespade brug den til at få brødet over på bagestenen, ved at drysse med lidt groft majsmel på bagespaden og glid dejen ind på den varme bagesten.

Jeg havde ikke en bagespade, så jeg kom brødet over på bagepapir som lå på et skærebræt. Derefter flyttede jeg brødet, med bagepapir, over på den varme bagesten.

Bag brødet i 5 minutter ved ovnens højeste varme. En god ide er at have en bradepande nede i bunden af ovnen, som du har varmet op sammen med bagestenen, hvor du, så snart du får brødet ind i ovnen, smider 1 dl vand i. Gør det igen efter 2 minutter. Vandet fordamper inde i ovnen, så overfladen på brødet ikke tørrer ud og derfor kan blive større. Det giver også en mere sprød skorpe.

Efter 5 minutter skruer du ned for varmen til ca. 230° og bager brødet til det er flot mørkebrunt, og føles let og lyder hult, når du banker på brødet – det tager ca. 30 minutter for to små brød og 40-45 minutter for et stort brød. En god ide er at bruge et termometer til at måle temperaturen inde i brødet. Kernetemperaturen skal være 99-100 grader.

Køl brødet af på en rist og vent, selvom det er svært, med at skære i det til det er kølet af. Ellers kan du komme til at ødelægge brødets struktur.

Ølandshvedebrød2
Brød bagt med bageenzymer

Nordjyske pebernødder

Min mand er vild med de Vendsysselske pebernødder så jeg har prøvet at finde en opskrift der bliver lige som dem.

Denne her har jeg fundet på nettet og de kommer ret tæt på. Jeg kommer lidt mindre sukker i, da min mand synes de første jeg lavede, var for søde. Jeg kommer også stødt ingefær i, da jeg synes det det smager godt i pebernødden.

Helt som de Vendsysselske pebernødder er de ikke, men den opskrift er ikke nem at få fingre i.

Disse bliver dejligt knasende sprøde, lidt som makroner, med en skøn krydret smag.

Sørg for at lave dem meget små, 1×1 cm. De vokser til dobbelt størrelse når de bliver bagt.

Nordjyske pebernødder 400 stk.:

  • 2 æg
  • 150 g rørsukker (eller alm. sukker)
  • 250 g mel
  • 1 tsk. hjortetaksalt
  • 1 tsk. kanel
  • 1 tsk. kardemomme
  • ½ tsk. stødt nellike
  • ½ tsk. hvid peber (uden top)
  • ½ tsk. stødt ingefær

Æg og sukker piskes hvidt og luftigt.

Rør alle tørre ingredienser sammen i en skål for sig.

Rør mel-blandingen i den luftige æggemasse og rør dejen sammen.

Stil den færdige dej på køl i nogle timer. Dejen bliver nemmere at arbejde med og krydderierne får lov at sætte sig.

Tril dejen ud i tynde pølser og skær pebernødderne ud i små firkanter på ca. 1×1 cm. Det er ikke nødvendigt at trille dem runde. Sæt dejen på køl, mens du ruller noget af dejen ud. Dejen er nemmest at arbejde med når den er kold. Hold også kniv og bord rent, jo mere dej der er klistret fast på bordpladen, jo sværere er det at rulle dejen ud.

Har fundet ud af at hvis du har lidt våde fingre, så er de små pebernødder nemmere at sætte over på pladen, uden at de klistre fast i dine fingre.

Sæt firkanterne på en bageplade med bagepapir. Pebernødderne vokser ca. til dobbelt størrelse under bagning.

Bages ved 185 grader i 8-10 min.

Lageret Eggnog

Jeg ser rigtig gerne amerikanske julefilm og en af de ting de altid har i juletiden i USA, er eggnog. Nu har jeg længe haft lyst til at prøve at lave eggnog selv og se om det er noget jeg kan lide.

Det må jeg sige at jeg kan. Minder lidt om en Bailey dog uden kaffesmagen. Selv min mand kan lide drikken og han er ellers ikke til søde ting, men grundet den mængde alkohol der er i, bliver det ikke en udelukkende sød oplevelse.

Jeg vil glæde mig til at drikke eggnog her i den hyggelige juletid.

Historien bag eggnog er at det gamle ord nog var et engelsk ord for ale, og noggin var de kopper de drag det af.

Selvom den amerikanske måde at få eggnog på er ved at købe en karton i supermarkedet, hvilket du også kan i visse supermarkeder i Danmark, kommer eggnog fra sack posset, en stærk, tyk engelsk drik, som bestod af æg, mælk og vin tilsat spiritus, (som madeiravin, portvin eller sherry) eller ale. Det var en meget alkoholisk drik, tit serveret så tyk at man spiste det med en ske. Det var også kun for de rige, da de var de eneste der havde råd til at skaffe sig ingredienserne.

Og ja, denne opskrift har masser af alkohol i sig, men når nu der er æg i, må man heller være sikker på at bakterier ikke kan klare sig, ved at sørge for der er mindst 20 % alkohol i drikken. Jeg synes også at de forskellige smagsnuancer i alkoholen giver denne eggnog noget helt særligt. Og når den ældes bliver smagene mere fyldige, så selvom det er svært, så giv eggnoggen minimum 2 uger og gerne længere. Den kan dog drikkes straks.

Lageret eggnog 3 flasker:

  • 12 æggeblommer (pasteuriseret hvis du har brug for fred i sindet)
  • 500 g sukker
  • 700 ml. fløde
  • 700 ml. sødmælk
  • 236 ml. rigtig god rom (gerne fra Jamaica)
  • 236 ml. cognac
  • 236 ml. bourbon eller whisky
  • 1 tsk. friskrevet muskatnød
  • ¼ tsk. fint salt

Pisk æggeblommerne med sukker og muskatnød i en stor skål, indtil æggemassen er lys og luftig.

Bland spiritussen med mælk, fløde og salt, og pisk det langsomt i æggemassen.

Hæld det på flasker og stil det i køleskabet i minimum 2 uger, gerne længere, men det kan selvfølgelig også drikkes med det samme.

Amerikanerne serverer det i krus eller kopper med noget muskatnød som pynt på toppen. Jeg serverer det i små likørglas.

Vaniljekranse, Den Gamle By

Da jeg lige har været en tur i Den Gamle By i Århus, var jeg selvfølgelig en tur forbi bageren.

Her købte min veninde en omgang vaniljekranse. Det var første gang jeg smagte dem og hold da op hvor var de gode. En ting jeg især var vild med, er at disse vaniljekranse ikke er en lille småkage, den var på størrelse med min håndflade. Så kan nu sige at jeg kun spiste et par stykker og så lyder det ikke så slemt. 😊

Min veninde købte en opskriftsbog til mig i den gamle by, med opskrifter af det bagværk de laver hos bageren og med små historier om hvor opskriften stammer fra.
Opskriften stammer fra Madam Mangors, og er fra 1866.
Opskriften er fra før, kødhakkeren blev opfundet. Derfor trilles dejen til runde stænger, og formes til kranse.

Jeg ved ikke om jeg fik lavet stængerne alt for tykke, for jeg fik ikke så mange kranse ud af dejen. Opskriften siger 40 stk. jeg fik 24 stk.

Vaniljekranse 24 stk.:

  • 250 g mel
  • 1 æg
  • 175 g smør, stuetemperatur
  • 125 g sukker
  • ½ stang finthakket vanilje (stang og korn)
  • 125 g søde mandler
  • 10 g bitre mandler (søde mandler kan bruges i stedet)

Rist mandlerne på en bradepande i ovnen, ved 200 grader i 10-15 minutter. Når du begynder at dufte mandlerne er de klar. Hold øje, de skal ikke have for meget.

Afkøl mandlerne og hak dem fint.

Ælt mel, æg, blødt smør, sukker, vanilje og mandler godt sammen, til dejen slipper hænderne.

Rul herefter en tyk pølse. Skær dejen i ca. 12 cm stykker. Form små kranse med et stort hul, så dejen ikke løber sammen

Vaniljekransene bages lysebrune ved 180 grader alm. ovn i ca. 20 minutter

Opbevares i en lufttæt beholder.

Græskarbrød

Min mand og jeg var i USA og på vores tur fra Los Angeles til Las Vegas, stoppede vi ved et spisested der hed Marie Callender’s og der fik serveret et super lækkert stykke brød til vores morgenmad.

I vores øjne har det ikke noget som helst med brød at gøre, det var mere kage, men godt smagte det. Så jeg har prøvet at finde en opskrift der minder om dette ”brød” og synes denne opskrift er tæt på.

Man spiser denne kage med smør på, ligesom ved en ølkage. Og det kolde smør sammen med det lækre krydrede ”brød” er en rigtig god kombination. Vil dog hellere servere dette ”brød” sammen med en god kop kaffe eller te til eftermiddagskaffen end som morgenmad.

Hvis du ikke kan finde græskarpuré på dåse, kan du lave din egen. Jeg fandt denne opskrift der lyder dejlig nem.

Græskarbrød 1 stk.:

  • 250 gram mel
  • ½ tsk. salt
  • 1 tsk. natron
  • ½ tsk. bagepulver
  • 1 tsk. stødt nelliker
  • 1 tsk. stødt kanel
  • 1 tsk. stødt muskatnød
  • 170 gram usaltet smør
  • 300 gram sukker
  • 2 store æg
  • 1 dåse(425 gram) græskarpuré (lav evt. din egen)

Forvarm ovnen til 190 grader og sæt ovnpladen i midten af ovnen.

Smør en rugbrødsform med rigeligt smør og drys med mel.

I en mellemstørrelses skål blandes mel, salt, natron, bagepulver, nelliker, kanel, og muskatnød. Sørg for at blande det godt sammen.

I en stor skål pisker du med en håndmixer, smør og sukker på mellem hastighed, indtil det kun lige er blandet sammen.
Tilføj æggene et ad gangen og pisk godt mellem hvert æg. Fortsæt med at piske til det er let og luftigt, cirka et par minutter. Pisk græskarpureen i.

Blanding kan godt se lidt grynet ud på dette tidspunkt. Det er helt i orden.
Tilsæt melbladingen og pisk ved lav hastighed, indtil det kun lige er blandet sammen.

Kom dejen i den klargjorte form og jævn dejen godt ud. Bag i cirka 65 minutter, eller til en strikkepind kommer ud ren, efter den har været stukket ned i midten af brødet.

Lad brødet køle af i formen i 10 minutter, derefter skal den køles helt af på bageristen uden formen.

Brødet smager rigtig godt smurt med smør, lige som en ølkage.
Det egner sig til at fryses ned og kan holde sig i op til 3 måneder i fryseren.