Spanske bønner med hvidløg og tomat

Hvidløgs butterbeans i tomat
Hvidløgs butterbeans i tomat

Disse butterbeans med hvidløg, er en super hurtig ret som er fantastisk tilbehør til f.eks. fisk.

Den bliver også tit brugt som et lunt tapasindslag i Spanien.

Du kan også bruge retten som en fyldig hovedret serveret med en sprød baguette til.

Hvis du ikke kan finde butterbeans på dåse, kan andre hvide bønner også bruges.

Spanske bønner med hvidløg og tomat 4 personer:

  • 30 ml olivenolie
  • 1 løg
  • 8 fed hvidløg
  • 1 gulerod
  • ½ tsk. røget paprika, sød
  • ½ tsk. røget paprika, stærk
  • ½ tsk. spidskommen
  • 1 dåse purerede tomater (425g)
  • 2 dåser butterbeans (440 g stk.)
  • 2 spsk. hakket persille
  • salt og peber

Dræn butterbeans i et dørslag og skyl bønnerne under vand, hak løget fint, hak hvidløget groft og skær guleroden ud i fine stykker.

Varm en stor pande op på middel varme og tilsæt olivenolien.

Tilsæt de hakkede løg, hvidløg og gulerødder, rør rundt ofte, så det ikke brænder på. Efter 3 til 4 minutter og når løget er gennemsigtigt, tilsættes de to slags røget paprika, og stødt spidskommen, rør sammen og tilsæt derefter dåsen med de purerede tomater, de afdryppede bønner, hakket persille og bland forsigtigt sammen og lad det simre. Smag til med salt & peber,

Lad retten simre ved svag varme i 10 minutter. Kom bønnerne over på et stort serveringsfad og top af med hakket persille.

Server lun eller ved stuetemperatur.

Biscotti med appelsin og nødder

Biscotti
Biscotti

Jeg er vild med disse biscotti, de er dejligt sprøde og fyldt med masser af skønne nødder.

Det gode ved at lave disse småkager er, at dejen er meget nem at samle og man får en masse småkager ud af portionen.

Og fordi de er dobbelt bagt, har de en lang holdbarhed.

Biscotti med appelsin og nødder 60 stk.:

  • 430 g mel
  • 10 g bagepulver
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 150 g sukker
  • ½ tsk. salt
  • ½ tsk. natron
  • 200 g hele hasselnødder
  • 200 g hele mandler
  • 2 æg
  • 1 citron, skal og saft
  • 200 ml. frisk appelsinsaft

Forvarm din ovn til 175 grader varmluft. Kom bagepapir på en bageplade.

I en stor skål blander du mel, sukker, bagepulver, natron, vaniljesukker, salt, æg, nødder, citronskal og saft og den friske appelsinsaft. Bland alle ingredienserne indtil det hele er godt blandet. Dejen vil være klistret og det er ok.

Gør dine hænder våde og del dejen i 3 lige store dele. Form hver portion til et brød på bagepapiret på bagepladen.

Bag dem i 25-30 minutter til de er gyldne, og lad dem derefter køle helt af.

Skær hver brød ud i skiver af 1½ cm, med en brødkniv og læg dem på bageplader med bagepapir.

Bag dem i 15 minutter mere ved 175 grader varmluft. Lad dem køle helt af, inden de kommes i en lufttæt beholder.

Grove grøntsager med torsk

Grove grøntsager med torsk
Grove grøntsager med torsk

Jeg spiser ikke så meget fisk, da jeg synes vi overfisker i vores farvande, men end imellem kommer der dog alligevel en fiskeret på menuen.

Lige nu er der de bedste gulerødder, så tænkte denne ret skulle prøves.

Er en sund og velsmagende ret.

Grove grøntsager med torsk 4 personer:

  • 560 g torskefilet uden skind (eller anden hvid fisk)
  • 1 kg gulerødder
  • 4 porre
  • 1-2 peberfrugter
  • 35 g solsikkekerner
  • 1 citron
  • 100 g fetaost eller salatost
  • olie
  • salt
  • peber

Tænd ovnen på 170 grader varmluft.

Skræl gulerødderne, og skær dem i grove stykker. 

Vask peberfrugter og skær i grove tern.

Fjern top og rod på porren, og vask den grundigt.

Rist solsikkekernerne let på en tør pande, og læg dem derefter til side.

Tilsæt 1/2 spsk. olie pr. pers. til panden, og steg gulerødderne ved høj varme i ca. 5-7 min., så de tager godt med farve, men beholder lidt bid. Hvis du laver mad til 3-4 kuverter, kan du med fordel stege dem over to gange. 

Når gulerødderne er færdige, deler du citronen i to halve, og steger den på skærefladen i ca. 2-3 min., til den har taget godt med farve, og nærmest er branket.

Steg peberfrugter i 1-2 min.

Kom herefter gulerødder, peberfrugt, saften fra citronen og solsikkekernerne op i en skål, smag til med salt og friskkværnet peber, og hold det varmt. 

Tag fisken ud af køleskabet, og dup den tør med et stykke køkkenrulle. Del fisken i kuvertstykker, gnid dem med lidt olie, og krydr med salt og friskkværnet peber.

Bag fisken i et ildfast fad i ca. 15 min., til den er mør.

Del hver porre i 4-5 stykker, og kom stykkerne ned i en gryde. Dæk porrerne ca. halvt med vand, og tilsæt lidt salt. 

Damp porrerne under låg i ca. 5 min., til de er helt møre.

Hæld herefter vandet væk, og vend porrerne forsigtigt med lidt god olivenolie, salt og friskkværnet peber.

Del fisken i mindre stykker, og anret porrer, gulerødder og fisk som en grov salat. Slut af med at smuldre osten ud over retten.

Kylling i kantarelsovs

Kylling i kantarelsovs
Kylling i kantarelsovs

Jeg er så heldig at min nabo elsker at gå ud for at plukke kantareller, og hun finder så mange, at der ofte kommer en portion over til os.

Denne gang fik jeg lyst til at lave en skøn ret med kylling og kantareller, og den kan klart anbefales.

Jeg kan godt lide at dele kyllingebrysterne over på langs, så det giver flere stykker kylling. Fordelen er at man kan få lov at tage to stykker kylling og kyllingebrysterne tilberedes noget hurtigere.

Jeg serverer gerne ris til denne ret, mest fordi de er så gode til at suge sovs til sig. Men server evt. også ovnkartofler eller nye danske kartofler til, hvis du har mere lyst til det.

Kylling i kantarelsovs 4 personer:

  • 4 stk. kyllingebryst
  • 200-300 g kantareller
  • 1 løg, finthakket
  • 2 fed hvidløg, finthakket
  • 1 tsk tørret timian
  • 1 tsk tørret rosmarin
  • 1 dl hvidvin
  • 1 dl hønsebouillon
  • 1/4 l piskefløde
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 1 spsk. citronsaft
  • persille, finthakket
  • 1 spsk. olivenolie
  • salt og sort peber

Skær kyllingebrysterne over på langs, så du har 8 stykker. Drys med salt og peber. Varm en pande op med olie og brun kyllingestykkerne på begge sider. Tag kyllingestykkerne af og sæt til side på en tallerken et øjeblik.

Varm panden godt op, tilsæt mere fedtstof, hvis nødvendigt, og rist svampene ved høj varme under konstant omrøring. Skrue lidt ned for varmen, når svampene har fået en smuk gylden stegeskorpe. Tilsæt løg, hvidløg, timian og rosmarin og sauter under omrøring til løgene er blevet bløde.

Rør majsstivelsen ud i en skål med afkølet hønsebouillon.

Tilsæt hvidvinen til svampene og lad det simre 1 minut. Kom fløde og hønsebouillonblandingen på panden. Rør det godt sammen og tilsæt kyllingestykkerne igen.

Lad retten småsimre i cirka 15-20 minutter, til kyllingestykkerne er gennemstegt. Smag til med lidt citronsaft, salt og peber. Server med et drys persille og ris eller kartofler.

Tzatzikikartoffelsalat

Tzatzikikartoffelsalat
Tzatzikikartoffelsalat

Jeg er glad for at bruge nye kartofler til kartoffelsalat. Fordelen er foruden den skønne smag, at man ikke behøver skrælle kartoflerne.

Denne opskrift kombinerer 2 af mine favorittilbehør til grill, kartoffelsalat og tzatziki.

Du kan vælge udelukkede at bruge græsk yoghurt, men jeg synes der skal mayonnaise i, da det er med til at gøre det mere kartoffelsalatagtigt.

Tzatzikikartoffelsalat 4 personer:

  • 750 g kartofler, skåret i tern (evt. skrællet)
  • 70 g græsk yoghurt
  • 60 g mayonnaise (eller græsk yoghurt)
  • 1 agurk, revet og presset til afdrypning
  • 1 fed hvidløg, revet
  • 1 spsk. frisk dild, hakket
  • 1 spsk. frisk mynte, hakket
  • 2 spsk. citronsaft (ca. 1/2 citron)
  • salt og peber efter smag
  • 40 g feta, smuldret (valgfrit)
  • 2 forårsløg, skåret i tynde skiver
  • 1 lille rødløg i tern

Læg kartoflerne i en stor gryde, dæk med vand, tilsæt et nip salt, bring det i kog,
reducer varmen og lad det simre, indtil kartoflerne er lige akkurat møre, inden du tager dem op af vandet og lader dem køle af.

Bland yoghurt, mayo, agurk, hvidløg, rødløg, dild, mynte, citronsaft, salt og peber i en stor skål.

Bland de afkølede kartofler i tzatzikidressingen, kom smuldret feta og forårsløg i og bland godt.

Stil gerne på køl i 1 time, så smagen bliver forstærket. Nyd til diverse kød fra grillen.

Oreo cookies

Oreo cookie
Oreo cookies

Jeg elsker at bage cookies og denne opskrift hvor en del af blandingen er fint knust oreo, er simpelthen så god. De kommer virkelig til at smage af oreo.

Jeg har også for lang tid siden, gennem en Hollandsk hjemmeside købt sort kakaopulver. Mest fordi jeg egentlig godt kunne tænke mig at lave mine egne oreo. Det er jeg så ikke lige kommet til endnu. Men dette meget mørke kakaopulver er også med til at fremme smagen af oreo. Hvis du nu ikke kan skaffe det, så er helt alm. hollandsk kakaopulver også udmærket.

Oreo cookies 18 stk.:

  • 2 ½ pk oreo cookies, knust til småkagedejen
  • 334 g mel
  • 6 spsk. majsstivelse
  • 42 g sort kakao
  • 1 tsk natron
  • ½ tsk bagepulver
  • ½ tsk salt
  • 226 g smør blødgjort, saltet eller usaltet
  • 100 g sukker
  • 200 g brun farin
  • 2 store æg
  • 2 tsk vaniljeekstrakt
  • 200 g hvide chokoladeknapper, gem lidt til at pynte med
  • ½ pk. Oreo groft hakkede

Forvarm ovnen til 175 grader varmluft, beklæd derefter en bageplade med bagepapir og stil til side.

Kør de 2 ½ pk. Oreo i en foodprocessor, indtil de er fint knust. Bland de knuste Oreo, mel, majsstivelse, kakaopulver, natron, bagepulver og salt i en mellemstor skål, og sæt derefter til side.

I en røreskål, pisk smør, brun farin og sukker, indtil det er lyst og cremet.

Tilsæt æggene og vaniljen og pisk igen, indtil det er blandet. Skrab skålen efter behov.

Tilsæt melblandingen og pisk kun til det hele er blandet og du ikke kan se mere tørt melblanding. Fold derefter chokoladechipsene og de hakkede Oreo i.

Brug derefter en stor cookie scoop til at lave 9 lige store kagedejskugler, læg dem på en bageplade og flad dem til omkring 2 ½ cm i tykkelsen, og bag kagerne i 9 minutter. Det er vigtigt ikke at gøre dem for flade, for at de ikke kommer supertynde ud.

Så snart småkagerne kommer ud af ovnen, pynt med ekstra hvide chokoladeknapper. Lad dem køle af på bagepladen i 10 minutter, før de overføres til en rist.

Upside down solbærkage

Upside down solbærkage
Upside down solbærkage

Jeg er vild med solbær og det er heldigt, da jeg har en meget stor busk i haven.

Jeg fandt denne opskrift i et ugeblad og lavede kagen til gæster der kom til eftermiddagskaffe.

Alle var vilde med kagen. Solbærrene giver denne kage et syrligt spark. Også derfor jeg synes der skal serveres flødeskum og ikke creme fraiche til denne kage.

Upside down solbærkage 8 personer:

  • 300 g solbær

Topping:

  • 50 g smør
  • 50 g brun farin
  • 100 g hakkede mandler
  • 1 tsk. stødt kanel

Dejen:

  • 200 g sukker
  • 200 g blødt smør
  • 3 æg
  • 2 tsk. vaniljeessens
  • 200 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver

Pynt:

Fordel halvdelen af solbærrene i en springform foret med bagepapir, eller brug en silikoneform smurt med blødt smør.

Bland ingredienserne til toppingen sammen og fordel over solbærrene.

Til dejen piskes det bløde smør og sukker cremet. Pisk æggene i et ad gangen. Tilsæt vaniljeessens.

Vend melet blandet med bagepulver i dejen. Vend resten af solbærrene i.

Fordel dejen over toppingen.

Bag kagen ved 180 grader på midterste rille i ca. 55 minutter.

Stik en strikkepind i kagen, hvis der hænger dej ved, skal den bage lidt længere.

Afkøl kagen lidt i formen. Vend kagen ud på et fad.

Afkøl kagen helt.

Sigt evt. flormelis henover og server med en klat flødeskum og evt. lidt solbær curd.

Solbær curd

Solbær curd
Solbær curd

Jeg har en meget stor solbærbusk i haven og jeg leder altid efter opskrifter med solbær.

Denne solbær curd er så lækker og kræver ikke meget. Syrlig og sød. Brug den som topping på yoghurten, oven på en frisk skive franskbrød eller som pynt på en kage.

Solbær curd 1 mellem str. glas:

  • 300 g friske solbær
  • ½ citron, skal og saft
  • 50 g smør
  • 100 g sukker
  • 2 mellem str. æg

Kom solbærrene i en gryde med lidt vand. Kog ved svag varme i 5-10 minutter, indtil frugten har frigivet saften.

Placer en varmefast skål over en gryde med småsimrende vand. Kom citronsaft og -skal, smør og sukker i skålen og varm forsigtigt op, indtil smørret er smeltet og sukkeret er opløst.

Kom æggene i en skål, pisk dem godt med en gaffel og sigt derefter æggene ned i skålen, der står over vandbadet.

Tilsæt frugten fra den anden gryde, rør godt rundt, og fortsæt med at røre, indtil det er tyknet, og det dækker bagsiden af ​​en ske.

Si frugten fra ved at hælde curden igennem en sigte og hæld den i en steriliseret glas.

Holder sig i op til 2 uger i køleskabet. Du kan også fryse små portioner af curden ned, så holder det længere.

Yoghurtkage med jordbær og fersken

Yoghurtkage med jordbær og fersken
Yoghurtkage med jordbær og fersken

Denne kage med græsk yoghurt og jordbær er en dejlig nem kage at røre sammen. Og en dejlig måde at få sommerens frugter på.

Skøn som en kage til kaffen, eller server den som dessert med vaniljeis til.

Yoghurtkage med jordbær og fersken:

  • 250 g mel, sigtet
  • 2 tsk. bagepulver
  • 150 g sukker
  • 120 g saltet smør, smeltet
  • 2 æg
  • 240 g almindelig græsk yoghurt med et lavt fedtindhold
  • 1 tsk. vaniljeekstrakt
  • 400 g friske jordbær, halveret
  • 1-2 ferskner, i mindre stykker

Forvarm ovnen til 175 grader varmluft. Beklæd bunden af en springform med bagepapir. Smør siderne og bunden af ​​springformen med smør eller madlavningsspray.

I en mellemstor skål blandes mel og bagepulver.

Kombiner sukker, smeltet smør og æg i en stor skål, og pisk på mellemhøj hastighed ved hjælp af en elektrisk mixer i ca. 2 minutter, indtil blandingen bliver glat og lys i farven.

Bland græsk yoghurt og vaniljeekstrakt i og pisk i 1 minut mere, indtil det lige er blandet.

Tilsæt melblandingen gradvist til de våde ingredienser, og bland kun indtil det lige er blandet. Bland ikke for meget.

Skær en tredjedel af jordbærrene i mindre stykker. Fold dem i kagedejen.

Hæld kagedejen i den bagepapirbeklædte springform. Fordel de halverede jordbær pænt rundt på kagen. (se billeder for reference). Tilsæt ferskenstykker i de mellemrum der kommer mellem jordbærrene.

Stil kagen på den midterste rille i ovnen. Bages i cirka 50 eller 60 minutter, eller indtil en strikkepind, der er indsat i midten af ​​kagen (ikke i et jordbær) kommer ren ud.

Tag kagen ud af ovnen. Lad det køle af i springformen på en bagerist. Når kagen er afkølet i cirka 40 minutter, frigøres kagen fra springformen. På dette tidspunkt, hvis kagen er kølig nok, kan du skubbe din hånd (eller en stor bred spatel) ind under kagen, mellem bagepapiret og bunden af ​​formen, og overføre kagen med bagepapiret fastgjort til bunden, til et kagefad.

Ved servering drys eventuelt med flormelis. Server den som den er, eller med flødeskum eller vaniljeis.

Whisky pasta med røget laks

Whisky pasta med røget laks
Whisky pasta med røget laks

Min mand er vild med pasta med laks, og da jeg havde en pakke røget laks i køleskabet der skulle bruges, fandt jeg denne opskrift.

Jeg har fået vodkapasta, så da jeg faldt over denne whisky pasta med laks, så skulle den prøves. Jeg havde en Stauning whisky stående, og den er lidt røget, hvilket passer supergodt til den røget laks.

Retten tager ikke mere end 20 minutter at lave, så man har hurtigt aftensmaden klar.

Opskriften siger den er til 4 personer, og hvis du bruger den som en forret, så vil jeg give dem ret, men med en mand som min, var der kun til 2 personer. 😊

Whisky pasta med røget laks 2-4 personer:

  • 300 g linguine pasta
  • 30 g smør
  • 1 lille rødløg, hakket
  • 150 g røget laks, revet i mindre stykker
  • 200 ml fløde
  • 2 spsk. whisky, gerne røget
  • 1 tsk. grov sennep
  • purløg eller persille til pynt
  • evt. revet parmesanost til topping

Bring en stor gryde vand i kog og kog linguinen efter pakkens anvisning. Husk at gemme lidt pastavand inden afdrypning.

Smelt smørret i en stor stegepande og svits rødløget til det er blødt. Tilsæt den røgede laks og steg videre i yderligere 1-2 minutter.

Hæld whiskyen i og fortsæt med at koge indtil whiskyen er fordampet. Rør senneppen i og kog i endnu et minut.

Kom fløden i og lad det simre, indtil sovsen tykner. Kom den afdryppede pasta i gryden og rør godt rundt. Hvis saucen er blevet for tyk, rør lidt pastavand i.

 Fordel pastaen i skåle, drys med frisk purløg/persille og server straks.

Kom evt. revet parmesanost over.