Amerikanske Cinnabons

Cinnabon2
Cinnabon

Første gang jeg var i USA sammen med min mand, fik jeg nogle helt fantastiske kanelsnegle. Butikken hed Cinnabons.

Jeg er rigtig glad for de danske kanelsnegle, men de her var bare lidt mere vilde. Kæmpe store og med en virkelig lækker glasur.

Jeg har så ledt efter en opskrift på disse cinnabons og denne copy cat opskrift lignede rigtig meget dem jeg huskede.

De smager ret godt, men jeg kunne dog ikke dy mig for at gøre opskriften mere min. Jeg brugt frisk gær, (og ikke tørgær) for det er vi så heldige at vi nemt kan få her i Danmark. Jeg tilsatte også lidt kardemomme i dejen.

Der er en meget stor portion glasur og jeg brugte ikke det hele, så måske man kan lave lidt mindre, eller bare gå “all in” og smovse i lækker glasur.

Amerikanske cinnabons 12 stk.:

Dejen:

  • 250 ml. mælk
  • 2 æg, stuetemperatur
  • 75 g. blødt smør
  • 580 g. mel
  • ½ tsk. salt
  • 50 g. sukker
  • 1 tsk. kardemomme
  • 1 pk. gær

Fyld:

  • 220 g. brun farin
  • 3 spsk. stødt kanel
  • 100 g. blødt smør

Glasur:

  • 200 g. flødeost naturel
  • 50 g. blødt smør
  • 200 g. flormelis
  • ½ tsk. vaniljeessens
  • 1 knivspids salt

Smelt smørret til dejen i en gryde. Når det er smeltet tilsættes mælken, når det er lunkent opløses gæren i mælkeblandingen.

Kom sukker, salt, kardemomme og æg ned til mælkeblandingen og bland det godt. (Brug gerne en røremaskine)

Ælt melet i blandingen og ælt indtil dejen er blød og elastisk.

Stil dejen til hævning et lunt sted med et rent viskestykke over i cirka 1 time, til dejen er blevet dobbelt så stor.

Varm ovnen op til 200 grader.

Slå dejen sammen og rul den ud til en rektangel 45×55 cm.

Bland det bløde smør sammen med brun farin og stødt kanel, til en jævn masse.

Smør det ud på dejen, helt ud til kanterne.
Rul dejen sammen fra den lange side, så du har en 45 cm lang roulade.
Skær dejen ud i 12 lige store stykker.

Smør en 33×22 cm stor bradepande og kom kanelsneglene i bradepanden med lidt luft mellem hinanden.
De vokser sammen når de hæver op.
Kom viskestykket over og lad dem efterhæve i cirka 45 min.

Bag sneglene på midterste rille i ovnen i cirka 15 min. eller til de er gyldenbrune.

Mens sneglene bager, blander du glasuren sammen.
Pisk flødeosten sammen med smør, flormelis, salt og vaniljeessens, indtil det er let og luftigt.

Lad sneglene køle af i 10-15 min. før du smøre glasuren på de varme snegle.

Cinnabon1

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *