Disse boller er dejlige og luftige, og fyldt med sunde ingredienser. Jeg er glad for at bage og boller bliver tit bagt. Passer så godt til en nem morgenmad, eller som en sandwich i madpakken.
Vi spiser ikke så meget brød som vi gjorde engang, og derfor synes jeg det er rarere at bage boller, end et stort brød.
Disse er nemlig også fine at fryse ned, og så bare komme frosne i en varm ovn og så bare lade dem blive lune.
Grovboller 10 stk.:
- 25 g gær
- 7 dl lunkent vand
- 1 spsk. honning
- 2 tsk. groft salt
- 2 spsk. olivenolie
- 200 g havregryn
- 600-650 g hvedemel
- 100 g rugmel, speltmel eller en anden grov type mel
- 1 æg til pensling
- havregryn til pynt
Kom gær og lunkent vand i en skål. Rør rundt til gæren er opløst.
Tilsæt honning, salt, olivenolie og havregryn. Rør godt rundt. Jeg brugte min røremaskine.
Tilsæt nu mel og lad din røremaskine køre på højeste hastighed i 5-8 minutter, til dejen slipper kanten. Du kan også ælte dejen i hånden.
Kom et viskestykke over skålen og lad dejen hæve lunt i 1 time.
Forvarm ovnen til 250 grader, alm. ovn. Min ovn går kun op til 230 grader, men det optimale vil være 250 grader.
Sæt en bageplade i midten af ovnen.
Når dejen er hævet, kommer du dejen ud på et meldrysset bord.
Del dejen i lige store stykker, så der er 10 boller. Kom bollerne over på en bageplade beklædt med bagepapir.
Pisk ægget sammen og pensel bollerne med ægget. Drys med havregryn.
Lad bollerne hæve et lunt sted med et fugtigt viskestykke over i 30 minutter.
Åben nu ovnen og træk bagepapiret forsigtigt over på den varme bageplade, som allerede er i ovnen.
Skru temperaturen ned til 225 grader. Eller bliv på de 230 grader, hvis din ovn er lige som min.
Bag bollerne til de er gyldne. Der er forskel på ovne, så hold øje med dem. Bag dem omkring 20-30 minutter.
Køl af og server.