Karrypickles

Karrypickles
Karrypickles

Jeg laver gerne denne karrypickle, når jeg har en rest af forskellige grøntsager i grøntsagsskuffen der snart skal bruges. Du kan bruge en masse forskellige grøntsager, dette var bare lige dem jeg havde.

De lidt hårde grøntsager som gulerødder og kål er bedst hvis de lige får lov til at koge lidt med i lagen, men bløde grøntsager som løg og squash får lidt mere bid, hvis de kun kommer i den kogende lage til sidst.

Jeg har også brugt broccoli, peberfrugt og radiser i en karrypickles. Så det er så god en måde at få brugt rester af grøntsager, inden de ender med at blive smidt ud.

Denne pickles er rigtig god sammen med din varme ret eller som et skønt pift til salaten. Også lækker som topping på dit pålæg.

Karrypickles:

  • 1 lille blomkål
  • 1 stor squash
  • 2 løg skåret i både
  • 4-5 gulerødder, skåret i skiver
  • 1.5 l vand
  • 1 kg sukker
  • 5 dl eddike
  • 1-2 spsk. stærk karry
  • salt
  • peber

Skær gulerødder i skiver. Del blomkålen i små buketter.

Skær løg i både og skær squash i mundrette stykker.

Kog vand, sukker og eddike op.  Smag lagen til med karry, salt og peber.

Kom gulerødder og blomkål ned i den kogene lage og lad det koge med i 3-5 minutter.

Sluk for lagen og tilsæt squash og løg.

Hæld pickles på rene glas med tætsluttende låg, og lad det stå koldt til dagen efter.

Holder sig 5-7 dage i køleskabet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *