Da jeg er storforbruger af diverse madmargasiner, skal opskrifterne jo indimellem afprøves. Denne ret ser mere udfordrende ud end den egentlig er. Dog vil jeg ikke anbefale at passere kartoffelmosen anden gang, da jeg ikke kunne mærke en forskel og det tog også noget tid at få den igennem sigten, så mosen var blevet kold. Dog ikke noget mikroovnen ikke lige kunne klare. 🙂 I stedet for mayonnaisen lavede jeg en vinaigrette dressing. Skal nok lige skrive en opskrift på denne senere. Det er vigtigt at kødet er af særdeles god kvalitet, og at du tør servere den rigtig rød. Det er ikke den største hovedret, men passer fint ind i en tre retters menu.
Grov tatar med kartoffelpuré 4 personer:
Tatar:
- 2 udskårne steaks a 100 g, fx okseinderlår
- 1 tsk gule sennepsfrø
- 1 tsk fennikelfrø
- 1/2 tsk salt
- friskkværnet peber
- 1 spsk sennep
- 1 spsk olivenolie
Kartoffelpuré:
- 200 g melede kartofler
- 2 spsk piskefløde
- 1 dl cremefraiche
- 2 knsp salt
- friskkværnet peber
Agurkesalat:
- 1 stykke agurk (ca. 15 cm)
- 1 tsk hvidvinseddike
- 1 tsk sukker
- 1 knsp salt
- friskkværnet peber
Mayonnaise:
- 1 pasteuriseret æggeblomme
- 1 tsk sennep
- 2 1/2 tsk eddike
- 1 1/2 dl rapsolie
- 1/2 tsk salt
- friskkværnet peber
Pynt:
- kørvel
- karse
Stød senneps- og fennikelfrø i en morter. Krydr kødet med blandingen samt salt og peber. Steg kødet på en tør pande ved meget høj varme ca. 1 1/2 minut på hver side. Lad hvile ca. 10 minutter. Skær kødet i små fine tern. Bland med sennep og olie.
Kartoffelpuré: Skræl kartoflerne. Bring vandet i kog, kom kartoflerne i, og lad dem koge møre. Hæld vandet fra kartoflerne og lad dem dampe tørre. Passer kartoflerne gennem en si eller kartoffelpresser. Opvarm fløden og bland med kartoffelmassen. Tilsæt cremefraiche. Krydr med salt og peber. Passer yderligere en gang igennem en si.
Agurkesalat: Skær agurken i 1/2 cm tykke skiver. (jeg brugte et kuglejern) Bland agurken med vineddike, sukker, salt og peber. Lad trække ca. 10 minutter.
Mayonnaise: Pisk æggeblomme, sennep og eddike sammen. Dryp olien i under konstant omrøring til en tyk mayonnaise. Krydr med salt og peber.
Anret kød, kartoffelpuré og agurk på tallerkner. Kom mayonnaise på med en ske. Pynt med kørvel og karse.