Fiskelasagne

IMAG0493

Min mand og jeg har besluttet os for at leve lidt sundere. Så den skulle stå på fiskelasagne men uden pastapladerne, da vi prøver at undgå produkter lavet af korn. Jeg brugte aubergine i stedet for, skåret i tynde skiver på langs. Men da jeg forslog at vi droppede Béchamelsovsen for at gøre retten sundere, så fik jeg et nej. Nu skal vi heller ikke blive hellige omkring det, sagde manden. Og der er også revet ost i pestoen. Men man får kun lidt af dette, så er nok ikke så slemt, og det gir altså retten det sidste touch. Opskriften er en jeg har fundet på Spise med Price. Fiskelasagne.

Fiskelasagne ca. 4 personer:

  • 1-2 auberginer skåret i tynde skiver på langs
  • 800 gram torskefilet (eller anden fast, hvid fisk)
  • 1 dåse muslinger
  • 100 g rejer
  • 1 gang tomatsovs – se opskrift nedenfor
  • 1 gang pesto – se opskrift nedenfor
  • 1 gang bechamelsauce – se opskrift nedenfor
  • Et stykke parmesanost til at rive over retten og komme i bechamelsaucen

Tomatsovs:

  • 6 flotte store tomater
  • 1 dåse flåede tomater
  • 1 løg
  • 4-5 fed hvidløg
  • 1 tsk. tørret oregano
  • Raspolie
  • 1 glas hvidvin
  • Salt, friskkværnet peber og sukker

Pesto:

  • 1 bundt basilikum
  • Et stykke parmesanost – svarende til 2-3 spsk revet ost
  • 1-2 fed hvidløg efter størrelse
  • 3-4 spsk. pinjekerner
  • 4-5 deciliter Raspolie
  • Peber

Sauce Béchamel:

  • 2 spsk. smør
  • 2 spsk. mel (med top)
  • Ca. 5 dl mælk
  • Revet muskat
  • Salt og peber
  • revet parmesanost

Tomatsovs:

Løg og hvidløg hakkes relativt fint. De friske tomater ligeså. I en tykbundet gryde varmes raspolien op, og her behøver man ikke at være nærig. Når olien er varm kommes løg og hvidløg ved, og man steger til de er gennemsigtige. Så kommes de hakkede tomater og oreganoen ved og får lov til at stege med i 3-4 minutter. Derpå tilsættes de flåede tomater, som moses godt ud med grydeskeen. Hvidvinen hældes på, og sovsen simrer for ganske lavt blus i ca. ½ time, måske lidt mere. Hvis det begynder at koge tørt, tilsættes en smule vand. Så smages der til med salt, peber og sukker. Pas lidt på med saltet, da muslinger og rejer er lidt salte. Det er ikke meningen, at sovsen skal være sød, men den skal på den anden side heller ikke være sur. Det er et spørgsmål om balance. Kom muslinger og rejer i lige til sidst, inden lasagnen lægges sammen.

Pesto:

Alle ingredienser – men kun halvdelen af olien – kommes i en blender eller en foodprocessor. Kør med blenderen og tilsæt olien, indtil konsistensen er, som du kan lide den. Smag til med peber. Parmesanost er ret salt, så der skal ikke salt i fra begyndelsen. Hvidløgssmag i pesto er en smagssag. Den bør være markant, men nogle kan lide det kraftigere end andre. Pesto er en sauce, hvor det gælder om at finde sin egen favoritblanding.

Sauce Béchamel:

Smelt smørret i en gryde og kom derpå melet ved. Rør grundigt og bag melet af, uden at det tager farve. Kom derpå mælken ved lidt af gangen, mens der piskes kraftigt i sovsen. Når al mælken er tilsat, koges der for ganske svagt blus i 15-20 minutter under jævnlig omrøring. Smag sovsen til med salt, hvid peber og rigelig revet muskatnød.  I dette tilfælde, hvor béchamel’en skal bruges til lasagne, smages den yderligere til med 2-3 spsk revet parmesan. Og så hedder den faktisk mornay-sovs.

Fiskelasagne:

Nu skal fiskelasagnen samles. Sæt ovnen til 200-220 grader. Tag et godt lasagnefad – et rektangulært ovnfast fad med høje kanter er det bedste. Skær fisken ud i strimler på størrelse med en langefinger. Start med et lag fisk. Giv så nogle skefulde tomatsauce udover, og nogle klatter hist og pist af pesto. Så kommes et lag auberginer på – og sådan fortsætter man. Slut af med tomatsovs – og kom tilsidst bechamel-saucen ovenpå. Evt. lidt pesto. Sæt fadet i ovnen og giv lasagnen en 25-30 minutter. Hold øje med den. Når overfladen er gylden og gratineret og boblende, er den klar. Giv den eventuelt lige et par minutter udenfor ovnen, inden den serveres. Lasagnen skal være ret våd, men ikke på nogen måder flydende.

Vafler

IMAG0486

Denne opskrift på vafler er en jeg har fundet i frk. Jensens kogebog. Er nemme og lækre.

Vafler 4 portioner:

  • 4 1/2 dl mel
  • 1 spsk. sukker
  • 1 tsk. stødt kardemomme
  • 1/2 l. mælk
  • 2 æg
  • 50 g smeltet smør/margarine

Bland mel, sukker og kardemomme og rør det til en jævning med mælken. Pisk æggeblommerne i og lad dejen hvile i 20 minutter. Smelt fedtstoffet og hæld det i dejen. Pisk æggehviderne og bland dem forsigtigt i. Bages i vaffeljern og serveres med sukker og syltetøj.

Amerikanske pandekager

IMAG0481

Når min mand og jeg skal hygge os i weekenderne, kan det ske at jeg laver amerikanske pandekager eller vafler. Så her får I mine to favoritopskrifer på amerikanske pandekager og vafler. Pandekagerne er en amerikansk opskrift, så der bruges cups som mål. Jeg har dog ikke omregnet denne, da jeg har brugt en kop som målebæger. Det er en lille kaffekop fra Ikea, og det giver ca. 9 pandekager, hvilket er nok til os som morgenmad. En hvilken som helst kop kan dog bruges.

Amerikanske pandekager:

  • 3/4 kop mælk
  • 2 spsk. lys eddike
  • 1 kop mel
  • 2 spsk. sukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1/2 tsk. natron
  • 1/2 tsk salt
  • 1 æg
  • 2 spsk. smeltet smør
  • 1 tsk vaniljeekstrakt

Bland mælk og eddike i en lille skål, og lad stå i 10 minutter. Det er for at gøre mælken “sur”. Der er et vigtig trin og man vil ikke kunne smage eddiken i de færdige pandekager.
Bland de tørre ingredienser i en skål. I den lille skål blandes nu den “sure mælk” med æg, vanilje og smeltet smør. Hæld det i de tørre ingredienser, og pisk indtil klumperne er væk, men pisk ikke for længe.
Dejen vil være tyk, men der skal ikke tilsættes mere væske. Stil dejen tilside i 10 minutter, eller indtil du kan se bobler i dejen. Rør ikke rundt. Kom en 1/4 kop dej på en stegepande med smør. Steg indtil der kommer bobler på overfladen af pandekagen, vend med en paletkniv, så de kan brunes på den anden side.
Server med sirup og evt. friske bær.

Vindrue og rosmarin gelé

IMAG0474

Da vi har vindruer i drivhuset, og der kommer så mange at vi ikke kan nå at spise dem alle, faldt jeg over denne opskrift. Den er fundet i det madmargasin der hedder Good Food. Rigtig nem at gå til, og en god måde at få brugt sine druer på.

Vindrue/rosmarin gelé:

  • 1 kg røde druer
  • 300 ml rødvin
  • 4 kviste rosmarin
  • skal og saft af 1 citron
  • 500 g syltesukker
  • lidt atamon.

Skyld druerne og kom dem i en gryde med rødvinen og rosmarinen. Tilsæt vand til druerne lige er dækket. Kom citronskal i, og bring det langsomt i kog. Læg låg på og lad det koge i 5 minutter. Mos druerne med en kartoffelmoser eller pres med en hulske. Kog yderliger 10 minutter, mens der stadig moses end i mellem.
Kom druerne i en sigte med et stykke linned, og lad det stå og dryppe af 1-2 timer.
Mål saften op, du skal bruge 600 ml per portion. Kom det i en gryde sammen med sukker og citronsaft, og bring det i kog. Fjern urenheder fra saften med en hulske. Når sukkert er opløst, lad det koge ved høj varme ca. i 10 minutter. Du kan tjekke om gelé’en er klar ved at komme en klat på en meget kold tallerken. Hvis det stivner er det klar, ellers kog det lidt længere. Kom gelé’en i skoldede glas skyllet i lidt atamon. Kan gemmes op til et år, hvis det stilles et koldt og tørt sted.

Chokolade cupcakes

IMAG0455

Denne opskrift er den samme som chokolade/espressocupcakesene, dog udeladt alt kaffe. Det er simpelthen den bedste chokoladecupcake jeg kan få, og derfor lægger jeg lige opskriften op igen.

Chokolade cupcakes ca. 18 stk:

  • 43 g havregryn
  • 1 tsk natron
  • 355 ml kogene vand
  • 6 spsk smør
  • 330 g lyst muscovadosukker
  • 2 æg
  • 1 tsk bagepulver
  • 64 g usødet kakaopulver (hollandsk)
  • 128 g mel

Frosting:

  • 50 g mørk chokolade
  • 6 spsk smør
  • 3 spsk mælk
  • 1/2 tsk vaniljeekstrakt
  • 380 g flormelis

Forvarm ovnen til 175 grader.
Blan havregryn, natron, smør og kogene vand i en skål. Lad det køle ned. Kom sukker i. Bland æg, bagepulver, cacao og mel i. Brug et piskeris, dejen er ret flydene. Bland det hele godt. Hæld dejen i papirforme og placer dem i en muffinsform. Fyldes 2/3 dele op. Bages i 20-25 minutter. Tjek om de er færdige ved at stikke en strikkepind ind i midten, Hvis den kommer ren ud, er de færdige.

Frosting:
Smelt chokoladen i mikroovnen ved halv styrke, og lad det køle ned. Pisk smør, mælk, og vanilje sammen indtil det er cremet. Pisk flormelis i lidt ad gangen, pisk indtil det er let og luftigt. Tilsæt den smeltede, afkølede chokolade, og pisk indtil det er blandet. Sprøjt frostingen på kagerne med den tylle du ønsker, eller smør det på med en kagespartel.

Æblesmør

IMAG0467

Jeg har op til flere æbletræer i haven, og selvom at jeg elsker æbler, er der for mange til bare at spise som snack. Så jeg ledte efter gode ide’er på nettet, på hvad æblerne skulle bruges til. Jeg faldt over en opskrift på æblesmør på anneheinze.dk. Det var en super opskrift, og det bliver ikke sidste gang jeg laver det. Jeg lægger dog lige opskriften op her også.

Æblesmør 2 glas:

  • 1 kg æbler
  • 1,5 dl vand
  • 1 dl æbleeddike
  • ca. 400 g sukker
  • 1 vaniljestang
  • 1 kanelstang

Vask æblerne og fjern stilk og blomst samt evt. brune pletter. Æblerne skal endeligt beholde kernehuset og skrællen, for der sidder pektinen, der hjælper med at få æblesmørret til at stivne.
Æblerne hældes i en gryde sammen med væsken og simrer i ca. 45 minutter, eller indtil de er møre. Det afhænger af hvilken sort, du har fået fat i, og hvor modne de er. Nogle æbler koger ud på under 20 minutter, mens andre skal have næsten en time.
Hæld æblegrøden gennem en sigte, så du får kerner, kernehus og skræl siet fra.
Den fine æblepuré tilsættes nu sukker og krydderier og simrer i ca. 1½ time. Du kan sagtens lade æblesmørret simre endnu længere. Det kan blive næsten helt sort og meget koncentreret, eller du kan stoppe, når det er kastanjefarvet og lidt mere lindt.
Tjek om æblesmørret er færdigt: Når du hælder en skefuld på en tallerken og trækker bagsiden af en ske igennem massen, må den ikke flyde sammen.
Hæld æblesmørret på skoldede glas og nyd din indsats. Du kan evt. skylle glassene i Atamon eller med lidt spiritus, fx æblebrændevinen Calvados. Æblesmørret kan gemmes længe, fordi sukkerindholdet er højt.

Verdens bedste brød

IMAG0125

Jeg har selvfølgelig skulle prøve at bage et brød i en gryde, som der har været så meget snak om. Og det er klart et af de bedste brød jeg har smagt. Opskrifen har jeg fundet på tv2’s hjemmeside, og det er den jeg bringer her. I kan dog også følge linket her, hvis I vil se den originale opskrift. Verdens Bedste brød

Verdens bedste brød:

Ingredienser:

  • 625 g mel
  • 5 dl (0,5 l) vand
  • 2 tsk. salt
  • gær på størrelse med en ært (ja, så lidt
    skal du bruge)

Fremgangsmåde:

Hæld vandet i en stor skål, og rør gærklumpen ud i vandet ved at “nuldre” den imellem to fingre. Tilsæt saltet og melet. Bland det hele sammen med håndtaget af en grydeske, eller brug fingrene. Det skal ikke æltes fint, kun lige indtil melet er vådt.
Lad dejen hæve i 12 timer ved normal stuetemperatur. Afhængigt af temperaturen kan det også være 10 eller 14 timer. Men 12 plejer at lykkes.
Jeg plejer dog at lade det hæve natten over, og bager det når jeg har tid, og den ekstra hævetid gør ingen ting.
Den lange hævetid gør, at gæret og enzymerne i melet får tid til at virke i melet. Det erstatter æltningen og trækker de naturlige sukkerstoffer ud af melet. Når det er let, luftigt og boblende, er det færdighævet.
Hæld dejen ud på et bord så forsigtigt, at du punkterer så få luftbobler som muligt.
Smør et fad med lidt olie og drys mel på. Kom dejkuglen op i fadet. Dæk evt til med lidt plastikfilm. Lad den hæve i to timer mere.
Brødet får en sprød skorpe, god højde og meget luftighed, fordi det bliver bagt i en gryde inde i ovnen. Dampen, der fanges inde i gryden, gør, at skorpen er længere om at blive hård, hvilket giver brødet længere tid at hæve i.
Kom en gryde på 3-5 liter ind i en 250 grader varm ovn. Lad gryden blive godt varm. Helst en halv time eller mere i ovnen, som i forvejen skal være varm.
Når dejen er færdig, og gryden er varm, så hæld dejen over i gryden, kom låget på og sæt den i ovnen.
Bag først brødet i 30 minutter ved 250 grader med låget på. Tag låget af og lad det bage i 15 minutter mere. Brødet skal være noget mere mørkt, når det er færdigt, end man er vant til med almindeligt franskbrød.
Tag det ud af gryden og lad det køle af. Gerne på en rist, eller med bunden i vejret.
Det er vigtigt at lade det køle i mindst 20 minutter inden servering. Ellers er brødet klistret og smager ufærdigt.
Hvis det småknaser, når det står og køler af, ved man, at det har fået præcist nok.

Af: Max Rasmussen

Chokolade Fudge kage

IMAG0401

Min mand skulle mødes med nogle tidligere kollegaer, og så havde de spurgt om jeg ikke ville stå for at lave desserten. Jeg siger aldrig nej til en chance for at bage, så gik straks igang med at finde en opskrift jeg havde lyst til at prøve. Det blev til en Chocolate fudge cake fra en kogebog af Nigella Lawson. Bogen hedder Nigella Bites. Nu fik jeg ikke lige smagt den selv, men den blev rost, så måske de spørger igen en anden gang. Jeg tilføjede nogle friske hindbær til kagen, da jeg godt kunne forestille mig at lidt frisk syrlighed går godt til al chokoladen.

Chokolade Fudge kage 10-12 personer:

Kagen:

  • 400 g mel
  • 250 g rørsukker
  • 100 g lyst muscovadosukker
  • 50 g rigtig god cacaopulver (jeg brugte valrhona)
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. natron
  • 3 æg
  • 142 ml. crème fraiche
  • 1 spsk. vaniljeekstrakt
  • 175 g smør, smeltet og afkølet
  • 125 ml. rapsolie (skal være smagsneutral)
  • 300 ml. koldt vand

Chokolade Fudge Icing:

  • 175 g mørk chokolade 70%
  • 250 g usaltet smør (skal være godt blødt)
  • 275 g sigtet flormelis
  • 1 spsk. vaniljeekstrakt

Pynt:

  • Friske hindbær (ekstra til at komme i midten)
  • Chokoladespåner

Forvarm ovnen til 180 grader.
Smør og kom bagepapir i to runde forme, 20 cm i diameter. I en stor skål, blandes mel, sukker, cacao, bagepulver og natron. I en anden skål piskes æg, crème fraiche og vaniljeekstrakt. I en tredje skål piskes smeltet smør og olie sammen indtil det kun lige er blandet. Pisk derefter vandet i. Tilføj de tørre ingredienser til smørblandingen, og pisk ved lav hastighed. Kom æggeblandingen i, og pisk til det hele er godt blandet. Hæld det i de to klargjorte forme. Bag kagerne i 50-55 minutter, eller til en strikkepind kommer ud ren. Køl kagerne ned i 15 minutter, før de vendes ud på en rist og køler helt af.
For at lave icingen skal du smelte chokoladen i microovn i 2-3 minutter ved halv styrke, eller over vandbad. I en skål piskes smørret blødt og luftigt. Tilsæt flormelissen, og pisk igen til det er let og luftigt. (flormelissen skal være sigtet, for at undgå klumper) Tilsæt forsigtigt vanilje og den smeltede, afkølede chokolade, og pisk til det er skinnende og glat. Brug en 1/4 del af icingen til at ligge imellem kagerne. Det er så her jeg også lagde et lag friske hindbær. Kom resten af icingen på toppen og siderne af kagen. Pynt med friske hindbær og chokoladespåner.

Grove burgerboller

IMAG0394

Da vi skulle have naboerne på besøg til grill, og vejret ikke lige var til at være ude ved grillen, besluttede jeg mig for at lave hjemmelavede amerikanske burgere. Dog synes jeg brødene skulle være bare lidt sundere end helt lyse boller. Så jeg surfede på nettet og faldt over denne opskrift. Og de bliver klart bagt igen en anden gang, for de er bare gode. Luftige, lette og nemme at bide i så selv børn kan være med.  Opskriften fandt jeg her. www.madmedhjertet.dk. Dog skriver jeg den lige til Jer her hos mig også.

Grove Burgerboller ca. 12 stk:

  • 50 g gær
  • 5 dl lunken vand
  • 2½ tsk sukker
  • 1 tsk salt
  • 2 æg
  • 0,4 dl olie
  • 150 g. groft rugmel
  • 100 g. havregryn
  • 500-550 g. hvedemel

Opløs gæren i det lune vand og rør sukker, salt, olie og æg ud deri. Rør rugmel og havregryn i.
Ælt hvedemel i efter behov og ælt det godt igennem. Lad dejen hæve 1 time. Slå dejen ned og del den i 12 stykker, der rulles til boller.
Tryk bollerne flade, så de er 2 cm i højden og lad dem hæve 30 minutter på bagepladen.
Pensel dem med æg og drys med sesam. Sesamen hænger bedre fast med æg, men du kan selvfølgelig også bruge f.eks mælk
Bag bollerne 12 min ved 210 grader til de er gyldne.