Jeg har fået et Tefal Snack Collection vaffeljern og har også meldt mig ind i en facebookgruppe, hvor folk kommer med gode ideer til hvad du kan bruge dit vaffeljern til. Flere havde skrevet om bananvafler, så da jeg så louisesmadblog.dk havde en opskrift på sådan en gang sunde vafler, ville jeg prøve hendes opskrift.
Det er nogle dejlige vafler der smager godt. De bliver ikke sprøde, som når man laver normale vafler, men smagen er helt i top, og så kan du spise dem med lidt bedre samvittighed.
Gode at gemme og så have som en nem morgenmad, hvis tiden er knap.
Jeg havde en rest dolce de leche som jeg kom på vaflen og lidt hakkede mandler. Men friske bær, en bærkompot eller syltetøj kan bruges. Kom det på du lige har lyst til.
Sunde bananvafler 2 personer:
2 bananer
4 æg
1 tsk vaniljepulver eller vaniljepasta
1 tsk bagepulver
1 tsk kanel
lidt salt
60 gram havregryn (blendet til mel)
20 gram hvedemel
Kom havregryn i en foodprocessor eller blender og blend det til mel. Kom hvedemelet med ned i blenderen og kør det med. Tilsæt bananer, æg, vaniljesukker, bagepulver, kanel og salt, og blend det til en homogen masse.
Opvarm dit vaffeljern. Jeg brugte mit Tefal Snack Collection med pladerne til belgisk vaffel. Når vaffeljernet er varmet op, hælder du lidt dej i jernet og lukker låget til. Kig til vaflerne indimellem og fortsæt til de er fine gyldne.
Håber I alle har haft en god jul og et godt nytår. Denne jul og især nytårsaften blev jo ikke helt som den plejer, grundet covid19.
Vi var sammen med et vennepar og desserten nytårsaften skal der ikke pilles ved. Det er min chance for at prøve kræfter med noget lidt ud over det sædvanlige.
Alle er jo vilde med drinken Gin Hass, så da jeg faldt over denne hjemmeside fruostergaard.dk, hvor hun havde en god opskrift på en flot nytårsdessert, skulle den prøves af.
Jeg kan i øvrigt anbefale at kigge lidt på denne hjemmeside, da der er mange lækre opskrifter at gå i gang med.
Nu har jeg så endelig prøvet at lave mousse i en silikoneform, som skulle fryses før den vendes ud. Var mit første forsøg, og vil lige fortælle jer, at det slet ikke er så vanskeligt som man kunne frygte. Bare sørg for at moussen er bundfrossen, så har du ingen problemer med at vende den ud.
Jeg brugte en dag på at få lavet dejen, som så stod på køl, og mangopureen. Da mangopureen skulle stå til næste dag, kom jeg den kun i køleskabet.
Dagen efter lavede jeg moussen og bagte mørdejen. Jeg kom mørdejens bundene i en lufttæt beholder, så de kunne holde sig sprøde til selve samlingen af desserten.
Moussen kom i fryseren i 2 døgn, så var jeg sikker på de var frosne nok, og det gav ingen stres på selve dagen.
Desserten blev en succes og alle var vilde med den. Skal helt sikkert lave den igen.
Gin Hass dessert 8 stk.:
Mørdej:
175 g. hvedemel
65 g. flormelis
80 g. blødt smør
1 æggeblomme
1 lime (skallen fra en hel lime og saften fra en halv lime)
Mangopuré:
3 blade husblas
250 g. mango (jeg brugte frosne)
2 spsk. citron eller limesaft
5 spsk. sukker
2 spsk. mangosirup
0,75 dl. gin
Mousse:
4 blade husblas
0,7 dl. limesaft
100 g. hvidt sukker
1 tsk. vaniljesukker
2,5 dl. piskefløde
100 g. græsk yoghurt
Mørdejsbunde:
Bland hvedemel, flormelis og det bløde smør i en skål, (eller i en food processor) og smuldr det godt sammen, så smørret bliver godt æltet ind i melet og det til sidst minder lidt om brødkrummer.
Riv skallen fra en lime fint og bland det i melblandingen.
Dejen samles med saften fra en halv lime og en æggeblomme. Ælt det sammen til en ensartet dej.
Sæt dejen på køl i minimum 1 time. Gerne natten over.
Når bundene skal bages, tænd så ovnen på 200 grader (alm. ovn).
Rul dejen ud i en tykkelse på ca. 3 mm. og udstik den mængde bunde som du skal bruge (der er dej til ca. 10-12 stk.) Da jeg ikke havde en udstiksform der passede, lagde jeg et stykke bagepapir oven på min silikoneform og tegnede på papiret i den facon den nu havde. Lavede bunden en lille smule større. Læg papiret på dejen og skær rundt om formen.
Læg dine bunde på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen i 10-12 minutter, eller indtil de er let gyldne i kanterne.
Lad dem køle af.
Mangopuré:
Udblød husblassen til din mangopuré, i koldt vand i min. 10 min.
Kom mango, citronsaft og sukker i en gryde og giv det et opkog og lad det derefter småsimre i ca. 10 minutter.
Derefter hældes den varme mangomasse i en skål, hvor den blendes til en jævn masse med en stavblender.
Har du ikke en stavblender, kan du i stedet benytte en alm. blender.
Rør den udblødte husblas ud i den varme mangomasse.
Tilsæt til sidst gin og mangosirup, og rør det godt sammen til en ensartet masse. Lad det køle af.
Beklæd en firkantet form med film, jeg brugte en plasticboks 12×17 cm. og hæld mangomassen ned i formen og stil det i fryseren i mindst 3 timer, eller stil den på køl til næste dag.
Limemousse:
Udblød husblassen i koldt vand i min. 10 min.
Kom limesaft og sukker i en gryde og varm det igennem indtil sukkeret er smeltet.
Hæld det derefter i en skål og lad det køle af i ca. 5 min. før husblassen tilsættes og røres ud i limesaften.
Lad det nu køle af, indtil det er håndvarmt.
Rør yoghurten i den afkølede limemasse lidt ad gangen og rør indtil det er godt fordelt.
Vanilje og fløde piskes til et let skum, som forsigtigt vendes sammen med limemassen. Vend evt. lidt i ad gangen.
Kom moussen i en sprøjtepose.
Nu skal desserten samles.
Tag mangomasse ud af fryseren eller køleskabet og skær den i små stave på ca. 1 cm. bredde, de skal støbes ind i midten af moussekagen.
Sprøjt limemoussen i formene ca. 2/3 op. Bank formen let ned i bordet, for at fjerne lufthuller i kagen, hvorefter en mangostav trykkes let ned i midten. Derefter fyldes resten af formen op med den resterende limemousse. Bank igen formen forsigtigt ned i bordet, så moussen kommer ud i alle kroge.
Skrab toppen af formen med en paletkniv, hvis der er kommet noget ved siden af, så alt overskydende mousse fjernes og kanterne står helt skarpt. Derefter stilles moussekagerne i fryseren i mindst 3 timer, men gerne i længere tid.
Når moussekagerne er helt frosne, tages de ud af formene og pyntes (evt. med chokoladespray eller glace) og placeres ovenpå en mørdejsbund.
Jeg har sprøjtet mine kager med guld velvet chokoladespray og pyntet med chokoladesnirkler, blodappelsin kaviar og citronmelisse.
Lad gerne kagerne tø op i nogle timer i køleskabet før de serveres.
Jeg er meget glad for at lave konfekt til jul og gerne med chokolade. Jeg er medlem af en gruppe på facebook om fyldte chokolader, og her var der et andet medlem, Grethe, der delte denne opskrift på kandiseret ananas.
Nu har jeg selv prøvet opskriften af og de er allerede et hit i konfektskålen.
Stykkerne er nemme at lave, det største arbejde er at overtrække stykkerne med chokolade. Jeg synes det er meget afslappende, ligesom når der skal røres i en risotto.
Prøv disse dejlige kandiseret ananasstykker til jul.
Jeg har gemt lagen ananassen lå i og har derefter kogt den op til en sirup, jeg bruger i cocktails.
Kandiseret ananas:
2 dåser god ananas i skiver
1 kg sukker
½ flaske citronsaft (gul plastikflaske)
Nougat
Mørk chokolade 50-60%
Hæld væden fra ananasringene og læg dem på bagepapir i en bradepande.
Drys sukker hen over ananasringene. Sprøjt citronsaften over, så sukkeret begynder at smelte.
Lad ringene stå i et døgn på køkkenbordet, mens du jævnligt vender ringene i det døgn. (Selvfølgelig behøver du ikke stå op flere gange om natten for at vende ringene.
Lav en ny bageplade med bagepapir og læg en rist ovenpå. Tag ananasskiverne op af lagen og læg dem til tørre på risten i minimum 3 døgn. De skal bare tørre ved stuetemperatur på køkkenbordet.
Efter de 3 døgn, smørers et tyndt lag nougat på ringene. Når det er stivnet, skæres ananasringene ud i mundrette stykker og overtrækkes i mørk chokolade.
Opbevar stykkerne koldt i en lufttæt beholder, så kan de sagtens holde 1-2 måneder, selvom jeg aldrig har været ude for de holdt så længe, da de er spist længe før.
Jeg er vild med fudge og har længe gerne ville finde en god opskrift på fudge. Har en ide om at den britiske er bedre end den de laver i USA. I USA bruger de gerne kondenseret mælk og chokolade eller skumfiduser og jeg synes ikke det er den rigtige fudge. Fandt en artikel om fudge på the Guardian og den fulgte jeg.
Dette blev en virkelig lækker fudge, med den rigtige, lidt grynede konsistens. Dog er det stadig ikke helt som den jeg køber, (de bruger sikkert en kunstig smag, eller sådan noget) men det er det bedste jeg har lavet selv.
En ting jeg fandt ud af, er at jeg er meget utålmodig. Da massen skulle op på de 116 grader, tog det lang tid fra den nåede 100 til den kom op til 116. Jeg begyndte at tro mit termometer var i stykker.
Den kom dog til sidst derop. Så troede jeg det var den letteste sag i verden at røre i fudgen til den var blevet tyk og mat. Det er det der gør at fudgen får den meget bløde, let grynede konsistens.
Jeg var glad for jeg arbejdede alene derhjemme, for der blev bandet og råbt, da det var så hårdt at rører i massen. Fik sved på overlæben og der blev råbt, det er F… hårdt det her.
Så lidt pinligt.
Til sidst lykkes det dog og fudgen blev hældt i formen og jeg er meget glad for resultatet. Tænker dog jeg lige venter med at lave en ny portion, indtil jeg har glemt hvor hårdt det var at røre i.
Men opskriften skal klart prøves af igen.
Engelsk fudge 30 stk:
100 g smør
550 g rørsukker
200 g lys sirup
350 ml fløde
2 tsk. vaniljeessens
½ tsk. havsalt
Smelt smør, rørsukker, sirup og fløden i en mellemstørrelse tykbundet gryde, mens du rører i blandingen indtil sukkeret, er smeltet.
Beklæd en 23×23 cm form med bagepapir. Jeg sprøjtede med lidt margarinespray, så jeg var sikker på det ikke ville sætte sig fast i papiret.
Lad fudge blandingen komme op og simre og rør kun en gang i mellem, indtil blandingen når 116 grader på et sukker termometer. Rør dog oftere i massen, når den når 100 grader, da den på det tidspunkt nemmere kan sætte sig fast i bunden af gryden. Skru ned for varmen, hvis du kan mærke det, begynder at brænde fast.
Når fudgen når de 116 grader tager du den af varmen og rører vaniljen og havsaltet i. Rør med en træske. Nu kommer det hårde arbejde, da du skal fortsætte med at røre kraftigt i massen indtil den, bliver mat og tyk.
Når du når det punkt, hælder du fudgen ud i din klargjorte form og lader det blive koldt. Kom evt. ekstra salt flager på toppen af fudgen, inden den stivner.
Skær det ud i stykker og opbevar fudgen i køleskabet.
Jeg er så heldig at arbejde sammen med en som er lige så glad for kage og søde sager som mig.
Det kan dog være et problem, når man prøver at holde vægten.
Hun kom med disse helt fantastiske havregrynskugler og jeg var solgt. Skulle lige smage en mere, så var meget lettet da de var spist.
Nu er det så jul, så synes det var okay at gøre hende kunsten efter og lave min egen portion havregrynskugler. Det er selvfølgelig til når der komme gæster på besøg, og hvis de skulle ende med at forsvinde for hurtigt, kan der nemt laves en ny portion.
Maries fantastiske havregrynskugler 30 stk.
325 g havregryn
100 g flormelis
6 spsk. nesquik kakaopulver
100 g blødt smør
1 glas (350 g) crunchy peanutbutter
3 spsk. vand
Ekstra kakaopulver til at trille i
Bland de tørre ingredienser sammen i en skål.
Rør det bløde smør og peanutbutter i og ælt massen til den er sammenhængende. Tilsæt vandet og ælt igen.
Tril små kugler af massen og rul dem i kakaopulver. Du kan med fordel rulle dem i hænderne, det får pynten til at hænge bedre fast, da smørret smelter lidt og giver en fedtet overflade.
Stil havregrynskuglerne i køleskabet i en lufttæt bøtte, indtil du skal servere dem.
Jeg har bagt disse honningkagefigurer til jul i mange år. Mest fordi jeg elsker at pynte dem.
Denne gang fik jeg lov til at lave dem sammen med mine genboers dejlige tre børn. 2 på 9 år og 1 på 4 år.
Vi havde det så sjovt med at lave dejen, smage på de forskellige ingredienser, og på den rå dej op til flere gange, inden der skulle rulles ud og udstikkes figurer.
Da kagerne var bagt og kølet ned, sad vi alle sammen, voksne som børn og pyntede disse kager. Og alle var dygtige, de blev så flotte. Vi løb tør for kager, før vi blev trætte af at pynte, så hvis I er mange til at pynte, lav en dobbelt portion dej.
Honningkagefigurer ca. 40 stk:
200 gr. honning
50 gr. sukker
100 gr. smør
1½ tsk. natron
1/2 tsk. ingefær
2 tsk. kanel
1/4 tsk. stødt nelliker
1 æg
ca. 500 gr. hvedemel
Glasur, krymmel ( glasur laves af flormelis, æggehvide og frugtfarve)
I en lille gryde, smeltes honning, sukker og smør sammen. Natron og krydderier røres i.
Når massen er lunken, røres æg og mel i.
Ælt dejen godt igennem og stil den koldt i ca. 1 time.
Dejen udrulles i ca. 1/2 cm. tykkelse og udskæres til figurer.
Bag figurene ved 200o alm. ovn på midterste rille i 4-6 minutter.
Selv om denne dessert er vegansk, så går man absolut ikke på kompromis. Smagen har en dejlig let saltkarmelsmag og er ikke alt for sød.
Min mand som ikke er til ret søde ting, spise op og sagde den måtte jeg gerne lave igen. Da du blander kokosmælk og mandelmælk, smager denne dessert ikke vildt af kokos. Jeg kom alm. fløde på som pynt, men brug gerne vegansk alternativ. Det gode ved denne dessert, er at du ikke skal bruge husblas, da det tyknes med maizena.
Jeg lavede denne dessert dagen før, hvilket gør det til en nem dessert når man får gæster.
Når man pisker maizena i karamellen, så tænker man at man aldrig får pisket klumperne helt ud, men bare bliv ved, det skal nok lykkes.
Vegansk saltkaramel budding 4 personer:
340 ml fuldfed kokosmælk
6 spsk. kokossukker eller brun farin
1/2 tsk salt + et drys flaget havsalt ovenpå
4 spsk. maizena
350 ml usødet mandelmælk
1 tsk vanilje ekstrakt
Kom 170 ml kokosmælk, sukker og ½ tsk. salt i en gryde på høj varme. Kog det op og sænk derefter varmen, så blandingen simrer kraftigt.
Fortsæt med at røre i blandingen, indtil den tykner og bliver mørkere i farven.
Tag gryden af varmen, og pisk majsmelet i indtil den er glat, og sørg for, at der ikke er nogle klumper. Pisk den resterende kokosmælk, mandelmælken og vanilje ekstrakt i og sæt gryden på medium til høj varme. Sørg for at piske regelmæssigt.
Når buddingen begynder at blive tykkere, sænk varmen til lav. Rør stadig jævnligt, indtil det er en tyk creme. Bank gryden ned i bordet for at fjerne luftbobler, og hæld buddingen i 4 ramekiner.
Kom film helt ned på buddingen, så undgår du at der dannes skind og kondens. Lad dem stå og køle lidt af inden du sætter dem på køl i minimum 3 timer.
Inden servering kan du pynte med kokosskum eller flødeskum. Drys med flaget havsalt. Du kan pynte med daimstykker eller chokoladespåner. Kun fantasien sætter grænser.
Nu er efteråret kommet og i butikkerne bugner det med græskar. Denne søde grøntsag er lige min smag og jeg elsker at bruge den i min madlavning.
Efter at have set en video på Facebook med denne opskrift, skulle den prøves af. Især da vi fik familie på besøg, der er vegetar. Retten faldt i god jord og må sige at den godt kan komme på bordet igen, da det er en ret der er hurtig at lave, da man bruger mikroovnen til at tilberede græskarret.
Det tog mig under ½ time at lave denne ret. Jeg lavede retten vegansk, da jeg længe har haft lyst til at prøve at lave mad med gærflager. Disse flager giver retten en ostet smag, og selvom de ikke lugter så godt, så smager de godt og gav retten den smag af ost, der gav lidt modspil til det søde græskar.
Jeg tænker dog at reven parmesanost vil være lækkert i denne ret, hvis du ikke har lyst til at prøve med gærflagerne.
Spaghetti i cremet græskarsovs 4-6 personer:
500 gram butternut græskar i tern
80 gram cashewnødder
3 spsk. olie
Frisk salvie, (tørret kan bruges, hvis du ikke kan få fat i frisk)
2 løg, hakket
4 fed hvidløg, hakket
1 grønsags bouillonterning
250 ml. pastavand
4 spsk. gærflager (du kan også bruge revet parmesanost)
Salt og peber
500 gram spaghetti
Start med at sætte en gryde over med saltet vand til spaghettien.
Skræl butternut græskarret og skær den ud i tern.
Kom græskar op i en skål der kan gå i mikroovnen. Kom cashewnødder ned til græskaren og kom film eller et låg på skålen. Låg og film skal kunne holde til at gå i mikroovn.
Så giver du græskar og nødder 7 minutter i mikroovnen. Låget er med til at det damper og bliver mørt.
Hæld olien i en stor stegepande og steg de friske salvieblade sprøde i olien. Tag dem op og læg dem til afdrypning på et stykke køkkenrulle.
Du kan også bruge tørret salvie, hvor du steger de tørre blade i olien inden du tilsætter det hakkede løg. Her tager du ikke salvien op, men lader det blive i retten.
Kog spaghettien efter hvad der står på pakken.
Steg de hakkede løg klare i olien og tilsæt de hakkede hvidløg. Kom græskar og cashewnødderne ned til løgene og steg det med.
Hæld pastavand ned til græskarrene og tilsæt en bouillonterning. Kog det op og hæld derefter det hele ned i en blender.
Kom de 4 spsk. gærflager ned til græskarrene i blenderen og blend det helt glat. (her kan du også bruge parmesanost)
Kom sovsen tilbage i panden og smag det til med salt og groft kværnet peber.
Kom den kogte spaghetti ned til sovsen og rør det sammen.
Anret på tallerkner og pynt med den stegte salvie, eller et par tørrede salvieblade.
Jeg har altid haft lyst til at prøve kræfter med den amerikanske pecan pie. Nu er tiden til det med efteråret og thanksgiving lige om hjørnet. Jeg har smagt tærten én gang på en tur til staterne.
Jeg synes den havde en dejlig nøddesmag og med masser af karamel. Jeg har ikke lige kunne få fingre i majssirup, men jeg læste mig frem til at jeg sagtens kunne bruge lys sirup, at det kun ville give en bedre karamelsmag, da den er mere mørk.
Jeg var meget glad for hvordan tærten blev, den endte med at smage rigtig godt. Den er dog meget sød, så man spiser kun et lille stykke. Det siger dog sig selv, da fyldet mest består af sukker, smør og æg. Men jeg synes den er værd at prøve at bage, da den er hurtig at lave.
Jeg valgte at lave min egen tærtedej og igen var der et problem. Jeg skulle bruge vegetable shortening. Igen var jeg inde og læse på hvad jeg kunne erstatte dette med, som vi nemt kan få fingre i, i Danmark. Det var svinefedt eller palmin. Jeg valgte palmin. Du kan ikke smage kokos i dejen.
Selvom dejen skal bruge kolde ingredienser, er det en god ide lige at tage palminen ud af køleskabet lidt før brug. Jeg fandt ud af at det var meget svært at få nuldret helt ud i melet, da det var pænt hårdt, når det kom direkte fra køleskabet. Så næste gang får det lige lidt tid på køkkenbordet, før jeg går i gang.
Hvis du er i tidsnød, så køb en færdig tærtedej og brug den.
Pecan Pie 8-10 personer:
Tærtedej:
384 gram mel
238 gram palmin
1 tsk salt
1 æg
1 spiseskefuld eddike
118 ml iskoldt vand
Pekanfyld:
170 gram sukker
6 spsk. brun farin
½ tsk. salt
340 gram lys sirup
75 gram smeltet smør
3 store æg, let pisket
1 tsk. vaniljeessens
160 gram pekannødder, halvdelen hakkes, resten bruges som pynt
Tærtedejen:
Skær mel, salt og palmin sammen, indtil det ligner krummer. Eller kom det i en foodprocessor og kør det på den indtil det ligner krummer.
Bland derefter æg og eddike i en lille skål og pisk det let sammen. Nu skal du bruge iskoldt vand. Har du vand der har stået på køl i køleskabet, kan du bruge det, ellers kan du komme isterninger i koldt vand og lad det stå og blive rigtig koldt. Tag nu 118 ml af det iskolde vand og bland det sammen med æg/eddikeblandinge.
Kom den våde blanding ned til den tørre og rør det sammen med en gaffel indtil det kun lige er samlet. Brug derefter dine hænder til at dele dejen i to kugler. Den ene kan du komme film på og så komme i en frysepose, så har du en dej til næste gang du skal lave en tærte.
Den anden kugle ruller du ud, så den er større i omkreds end dit tærtefad. Når jeg skal have dejen over i fadet, folder jeg dejen forsigtigt på midten, og så på midten den anden vej. Så den ligner en trekant. Så kan du løfte dejen op og lægge den i dit fad og så folde den ud igen.
Trim kanterne til en ensartet længde, lidt større end tærtefadet. Klem dejen mellem fingrene for at danne en zigzag mønster. Brug en gaffel til at stikke huller i bunden og siderne af dejen.
Stil dejen på køl indtil du har lavet fyldet.
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Fyldet:
Lav sirupsblandingen ved at blande sirup, sukker, brun farin, salt, smør, let piskede æg og vanilje sammen. Pisk det let sammen med et piskeris.
Tag lidt af sirupsblandinge fra. Det skal bruges til at vende de hele nødder i, for at give dem et flot skinnende look.
Bland de hakkede nødder i sirupsblandingen.
Hæld blandingen i tærtebunden. Kom de hele nødder i den resterende sirup, du tog fra tidligere, og pynt derefter med de hele pekannødder i et fint cirkelmønster, der starter ved tærtefadets kant og arbejd dig indad til du har dækket hele tærten.
Bag tærten i 30 minutter på midterste række og dæk derefter tærten med folie og bag i yderligere 30 minutter.
Tærten er færdig når midten springer tilbage ved et let tryk på midten. Eller når den har en kernetemperatur på 93 grader. (brug et stegetermometer)
Lad tærten afkøle i minimum 2 timer og server derefter med flødeskum.
Pekan tærte kan opbevares på køl i op til 4 dage og fryses i op til 2 måneder.
Denne salat er fyldt med det der er godt fra efteråret. Skønne pærer og æbler, nødder og tørret frugt. Og så er der en skøn dressing med blå birkes, der giver en smag hen af mormordressing.
Det skønne ved denne salat er, at den er meget nem lige at lave og god at sætte sammen med de lidt tungere retter vi begynder at servere her i løbet af efteråret.
Efterårssalat 4 personer:
2 stk. romaine salater, snittet
1 stor pære, skåret i tern
1 stort æble, skåret i tern
1 pk. bacon i tern, sprødstegt
50 gram tørrede tranebær
50 gram hakkede valnødder
100 gram salattern
Dressing:
1½ spsk. mayonnaise
1 spsk. mælk
½ tsk. sukker
1 spsk. æbleeddike
2 tsk. blå birkes
1 håndfuld persille
Steg bacon sprødt og lad det køle af på noget køkkenrulle.
Skær pære og æble ud i tern.
Kom den snittede romainesalat i en stor skål og tilsæt pære og æbletern, feta, tørrede tranebær og hakkede valnødder. Bland det hele godt sammen.
I en lille blender kommer du mayonnaise, mælk, sukker eddike og persille sammen og blender det til en homogen masse. Tilsæt de blå birkes og smag til.
Kom dressingen i salaten og bland det hele godt sammen. Anret på et fad og pynt med det sprødstegte bacon, lidt tranebær og persille.