
Jeg har været en tur i Sydspanien her i sommers, og fik smagt deres gazpacho. Jeg var ikke sikker på jeg ville kunne lide en kold tomatsuppe, da jeg mindes at have smagt en i New York, der ikke lige var mig. Men den bliver serveret alle steder og nu skulle det prøves.
Jeg var solgt ved første skefuld. Den var så fuldt med smag og læskende i varmen. Det er det helt perfekte at spise, når det er meget varmt.
Jeg ledte efter en opskrift og valgte denne. Det er en meget nem ret at lave, man skal bare lave den i god tid, da den skal serveres iskold.
Jeg bruger den gerne som en forret eller som en del af tapas, når vi får gæster.
Jeg kan kun anbefale at lave den nu, mens tomaterne her i Danmark er fyldt med smag.
Gazpacho til ca. 4 personer:
- 1 kg modne tomater (gerne klasetomater eller Roma, de skal være helt røde og bløde)
- 1 grøn peberfrugt
- 1/2 agurk, skrællet
- 1 lille fed hvidløg (fjern gerne den grønne spire i midten, så smagen ikke bliver for bitter)
- 50 g daggammelt lyst brød (uden skorpe, f.eks. et stykke baguette)
- 100 ml god ekstra jomfruolivenolie
- 1-2 spsk. sherryeddike (vinagre de Jerez – alternativ rødvinseddike)
- 1 tsk. salt
- et lille stænk koldt vand (kun hvis den bliver for tyk)
Skyl alle grøntsagerne. Skær tomater, peberfrugt og agurk i grove stykker. Læg brødet i blød i en smule vand i et par minutter, og pres derefter det overskydende vand ud.
Kom tomater, peberfrugt, agurk, hvidløg og det udblødte brød i en kraftig blender. Blend det ved høj hastighed, indtil massen er helt flydende og ensartet.
Mens blenderen kører på medium hastighed, hælder du olivenolien i en tynd stråle. Dette er tricket. Olien emulgerer med væsken fra tomaterne og ændrer farven fra dybrød til en smuk, lys orangerød farve og gør suppen cremet.
Tilsæt sherryeddike og salt. Blend hurtigt igen og smag til. For en helt glat og professionel konsistens (som på de andalusiske restauranter) presses suppen igennem en finmasket si med bagsiden af en ske for at fjerne rester af tomatskind og peberfrugtfrø.
Gazpacho skal serveres iskold. Stil den i køleskabet i mindst to timer før servering.
Server med finthakket tomater og rødløg.