
Min mor lavede altid koldskål hvor æggehviderne blev pisket stive og vendt i. Jeg synes altid det var en megalækker koldskål. Jeg havde så en rest piskefløde stående, så besluttede den også kom i, hvilket ikke gjorde koldskålen ringere.
Det er ikke fordi jeg ikke kan lide købt koldskål, det kan jeg, og der er mange gode på markedet, men en gang imellem må der gerne serveres en hjemmelavet.
Koldskål 4-6 personer:
- 3 æggeblommer
- 3 æggehvider
- 90 g sukker
- 1 stang vanilje (eller 2 tsk. god vaniljesukker)
- 1 liter kærnemælk
- 1 liter A38 (eller ymer eller tykmælk)
- Valgfrit: Lidt fintrevet citronskal og saft for et friskt pift, + 1 dl piskefløde pisket til let skum
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Mas vaniljekornene sammen med lidt af sukkeret, så de skilles ad. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekorn sammen i en stor skål, indtil det bliver til en lys og tyk æggesnaps.
Rør kærnemælk og A38 forsigtigt i æggesnapsen, til det er helt ensartet. Hvis du vil have lidt syre, kan du smage til med en smule citronsaft og -skal her.
Pisk æggehviderne i en ren skål, indtil de er fuldstændig stive.
Tag en dejskraber og vend de stivpiskede hvider forsigtigt i koldskålen. Pas på ikke at slå luften ud af hviderne – de skal bare lige fordeles, så koldskålen bliver dejlig luftig. Vend også den let piskede fløde i, hvis du vælger at tilføje det.
Stil koldskålen på køl i mindst en halv time før servering, så vaniljesmagen rigtigt kan nå at give smag.
Server med havregrynsdrys eller kammerjunker.