Hjemmelavet rasp

Rasp
Rasp

Jeg besluttede mig for at lave min egen rasp, da jeg sidst var i Spanien. Det var alt det flutes vi købte, da vi gerne ville lave tapas hele tiden. Men stort set dagen efter brødet var købt, var det blevet tørt og kedeligt. Og selv om det var billigt at købe, (15 kr. for 3 lange flutes) så kunne jeg ikke nænne at smide det ud.

Så det blev til en omgang rasp. Nu jeg er hjemme i Danmark, gør jeg det samme med det brød der er ved at være kedeligt. Kan godt være det ikke bliver til så stor en portion, men jeg hælder det bare sammen med den smule rasp jeg har fra sidst. Og så er det en god måde at undgå madspild.

Rasp:

  • tørt lyst brød

Tag nogle rester af tørt lyst brød, det kan være toastbrød, franskbrød, flutes eller hvad du lige har på lager.

Bræk det tørre brød i mindre stykker, og kom op i en blender eller foodprocessor.

Blend brødet. Start ved lav hastighed og øg hastigheden efterhånden. 

Kom brødkrummerne på en bageplade med bagepapir. Tør raspen i ovnen i 30 minutter ved 100 grader almindelig ovn.

Køl raspen helt af inden den kommes i en lufttæt bøtte.

En dejlig måde at få brugt dine brød rester på, så de ikke bare smides ud. Og denne rasp er rigtig god til alle typer panering.

Hvis du ønsker en finere rasp, så skal du fjerne skorper inden du blender.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *