Othellolagkage

IMG_3306

Da jeg nok må indrømme at jeg er vild med kage, har jeg dog også en favorit i blandt dem alle. Othellolagkage er i mit univers lagkagen over dem alle. Da jeg skulle holde min fødselsdag, besluttede jeg at nu skulle jeg prøve at lave sådan en selv, helt fra bunden. Da jeg følger en del mad og kageblogs, fandt jeg en god opskrift på Himmelske kager. Og det er så herfra min opskrift kommer. Også en blog jeg vil anbefale at gå ind og kigge på.

Othellolagkage:

Makronbund:

  • 200 g marcipan
  • 100 g sukker
  • 3 æggehvider

Lagkagebunde:
(1 kage 18-20 cm)

  • 5 æg
  • 120 g sukker
  • 100 g mel
  • 15 g kartoffelmel
  • 1 tsk bagepulver

Lagekagecreme:

  • 1 æg
  • 3 æggeblommer
  • 4 spsk sukker
  • 1 vaniljestang
  • 4 tsk mel
  • 4 dl sødmælk
  • 1 dl piskefløde

Kakaoglasur:

  • 200 g flormelis
  • 2 spsk kakako
  • Vand

Marcipankant:

  • 150 g marcipan
  • 175 g flormelis
  • 50 g glykosesirup

Lagkagebunde:

Forbered bageformen inden du går i gang.
Jeg smører bunden med smør og klipper et stykke bagepapir til så det passer i bunden. Jeg smører ikke siderne på formen, da kagen vokser bedre op hvis siderne ikke er smurt.
Del æggene i blommer og hvider. Tilsæt sukker og pisk godt og grundigt til æggemassen er lys og skummende. Afvej mel, kartoffelmel og bagepulver og pisk æggehviderne stive.
Sigt først mel, kartoffelmel og bagepulver i æggemassen og bland grundigt. Vend derefter med det samme de stiftpiskede æggehvider i.
Hæld dejen i formen og sæt den i en 175 C varm ovn i ca. 40-45 minutter. Lad være med at åbne ovnen i de første 30 minutter! Hold øje med kagen og tag den ud så snart den er fast at røre ved. Pas på, at den ikke får for meget, for så bliver den tør.
Afkøl kagen i formen på en bagerist. Når den er kølet, skærer du forsigtigt kagen fri i kanten af formen og vender den ud på bageristen og lader den afkøle helt inden du skærer den i to bunde.

Du kan med fordel fryse bundene. Læg bagepapir imellem bundene og pak dem godt ind i fryseposer.

Makronbund:

Rør marcipan, sukker og æggehvider godt sammen til en lind masse. Tegn en cirkel  på 24 cm på et stykke bagepapir og sprøjt makrondejen ud i cirklen.
Bag bunden ved 200 grader i ca. 20 minutter til bunden er fast og gylden.
Lad lagkagebunde og makronbunde afkøle helt inden de lægges sammen med kagecreme.

Lagkagecreme:

Pisk æg, æggeblommer, sukker og kornene af vaniljestangen sammen til en luftig masse. Tilsæt melet og bland det godt sammen. Tilsæt mælken og rør det godt sammen. Overfør massen, samt de tomme vaniljestænger til en tykbundet gryde. Varm langsomt op under konstant omrøring til cremen begynder at koge og tykne. Lad den koge under omrøring i 2 minutter. Tag cremen af varmen og læg film henover overfladen på cremen og langs skålens vægge, så undgår du “skorpe”. Køl cremen helt af i køleskab. Når cremen er helt kold piskes fløden til flødeskum og blandes i cremen.

Glasur:

Bland kakao og flormelis godt sammen og tilsæt vand lidt efter lidt til den får den rette konsistens.

Marcipankant:

Bland marcipan, flormelis og glykosesirup sammen til en fast masse. Rul marcipanen ud lidt længere og lidt bredere en lagkage-kanten. Skær den til, så længde og bredde passer.

Samling af lagkagen:

Læg makronbunden på lagkagefadet og fordel halvdelen af kagecremen på bunden. Læg derefter en lagkagebund og fordel resten af cremen på den bund. Slut af med den sidste lagkagebund. Fordel kakaoglasuren på den øverste lagkagebund og læg derefter forsigtigt marcipankanten rundt om. Pynt lagkagen som du lyster. Her har jeg brugt lidt flødeskum til kanten og små chokoladehjerter rundt på toppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *