Vanilje cupcakes

Vi er lige nu i Hanoi i Vietnam. Og vi er så heldige at have en ovn, så det gør at jeg får lyst til at bage, dog har køkkenet ikke rigtig nogle redskaber så det er nok begrænset hvad det bliver til. Vi har dog fået kamsteg med sprød svær, er også noget jeg har savnet, da mange af de lande vi har besøgt er muslimske og det derfor ikke har været så nemt at få svinekød. Var dog ikke helt så festligt som derhjemme, da sovsen var hvid, kulør er ikke lige noget de gør i hernede, men smagen var rigtig god.

Denne opskrift på vanilje cupcakes er en jeg har haft liggende længe. Elsker at bage cupcakes og pynte dem, men er nok blevet grebet af at pynte store kager i stedet for, så der bliver ikke lavet helt så mange cupcakes. Jeg synes disse solsikker er rigtig fine, og kunne være festlige på påskebordet med deres gule farve. Jeg har også lavet dem som marguritter. Bladene er lavet med en bladtyl og midten i maguritterne er lavet med en græstyl.

Det er kun fantasien der sætter grænserne for hvordan de kan pyntes.

Her har jeg brugt farvet sukker og små skumfiduser der er klippet over på skrå og den klistrede side er dyppet i den farvede sukker.

Vanilje cupcakes 12 -16 stk.:

  • 80 g blødt smør
  • 280 g sukker
  • 240 g hvedemel
  • 1 spsk bagepulver
  • 1/4 tsk salt
  • 2½ dl. mælk
  • indholdet af en vanillestang
  • 2 store æg

Frosting:

  • 250 g flormelis
  • 80 g meget blødt smør
  • 1 tsk vanillesukker
  • div. frugtfarver
  • Pynt til cupcakes

Varm ovnen op til 190 grader. Pisk smørret sammen med de tørre ingredienser, med en elpisker. Det skal ligne krummer. Rør mælk, vanille og æg sammen i en anden skål og hæld det sammen med melet. Bland det hele sammen med en grydeske eller dejskraber. Rør til det er blandet ikke længere.

Hæld efterfølgende dejen i en metal muffinsform foret med papirforme. Fyld dem 2/3 dele op. Bag kagerne i ovnen i 15-20 minutter. Lad dem køle helt af på en bagerist inden frosting påføres.

Til frostingen piskes flormelis, vanillesukker og det bløde smør sammen, med en elpisker. Tilsæt mælken lidt ad gangen. Jo mere der piskes, jo lettere og luftigere bliver frostingen. Tilsæt frugtfarve, hvis det ønskes. Kom frosting i en sprøjtepose med den ønskede tylle, og pynt kagerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *