Cobb salat

Cobb salat
Cobb salat

Dette er en af mine favoritsalater, og når jeg er i USA, så bestiller jeg gerne denne salat. Er jo godt med noget amerikansk mad, der er sundt. Men så er der jo lige bacon og blå ost på, så lidt fedt sniger sig ind.

Det er en af de salater jeg er sikke på jeg kan få manden til at spise. Kylling, bacon og ost, så skal alle de sunde grøntsager nok glide ned.

Og så er det en salat der er hurtig at lave og ingredienser der er nemme at få fat på.

Det er ikke en Cobb Salat, hvis der ikke er blåskimmelost på!  

Jeg elsker at bruge cremet gorgonzola, fordi det klister sig på alt, så det på en måde bliver en del af dressingen. Derfor er dressingen lidt mere syrlig end traditionelle vinaigrette – du har brug for syren til at skære gennem fedmen af ​​blåskimmelosten.

Cobb salat 4 personer:

  • 400 g kyllingebryst (2 stykker)
  • 1/4 tsk salt
  • 1/4 tsk sort peber
  • 200 g bacon, knust eller tern
  • 4 kogte æg, i både eller tern
  • 1 stort romainesalat (eller 2 små), hakket (eller anden sprød salat)
  • 2 store tomater, skåret i tern (eller 250 g cherrytomater halveret)
  • 2 avocadoer, skåret i store stykker
  • 200 g gorgonzola dolce, eller roquefort (traditionel), smuldret (eller anden blåskimmelost)
  • 2 spsk. purløg, finthakket

Dressing:

  • 1 spsk. dijonsennep
  • 5 spsk. ekstra jomfruolivenolie
  • 5 spsk. æblecidereddike (eller hvidvin eller rødvinseddike)
  • 3/4 tsk salt
  • 1/4 tsk sort peber
  • 2 spsk. skalotteløg, meget fint hakket
  • 1/2 tsk sukker

Kom salt og peber på kyllingebrysterne og bag dem i ovnen i 25 minutter. Sæt dem til side og lad dem køle ned. Skær derefter ud i tern.

Steg bacon sprødt. Jeg kan godt lide at bruge bacon i skiver og så knuse det bagefter, men du kan også sagtens bruge bacon i tern. (hvilket jeg har gjort her)

Nu rengøres alle grøntsager og start med at lægge salaten i bunden af tallerkenen. Derefter kommer du tomat, æg, avokado, bacon, kylling og blå ost i rækker oven på. Denne salat skal ikke blandes, en af de ting der gør det til en Cobb salat, er at fyldet ligger i pæne rækker oven på salaten.

Pynt med frisk purløg.

Dressingen laver du ved at komme ingredienserne til dressingen i en lille beholder med låg. Ryst det hele godt og så er din dressing klar.

Sæt dressingen ved siden af, så kan folk selv komme det på deres salat.

Server straks.

Ærtesuppe

Ærtesuppe
Ærtesuppe

Jeg besøgte min veninde i hendes hus i Spanien. Hun fortalte denne sjove historie, at hendes rengøringskone, der kommer fra Sri Lanka, skulle købe grønne bønner til hende. To gange kom hun så tilbage med grønne ærter. Så min veninde havde en helt masse ærter.

Så blev vi enige om at vi skulle prøve at lave denne ærtesuppe.

Det var ikke en dårlig beslutning, suppen er hurtig og nem at lave, og så smager den faktisk også godt kold. Så hvis du skulle have alt for mange grønne ærter liggende i din fryser, så prøv denne skønne suppe.

Ærtesuppe 5 personer:

  • 30 ml ekstra jomfruolivenolie
  • 1 løg i tern
  • 3 fed hakket hvidløg
  • 1 tsk. tørret timian (eller 1 spsk. frisk timian)
  • ½ tsk.  fint havsalt
  • 1420 ml grøntsagsbouillon
  • 150 g revet kartoffel
  • 907 g frosne ærter
  • 120 g babyspinat (kan udelades)
  • Sort peber (efter smag)

Varm ekstra jomfruolivenolie i en stor gryde over medium-høj varme. Tilsæt løg og svits indtil det er gennemsigtigt, cirka 3 minutter. Tilsæt de hakkede hvidløg, timian og salt. Steg under konstant omrøring, indtil det dufter, cirka 1 minut.

Hæld grøntsagsbouillon i, og rør derefter revet kartoffel i. Bring det i kog med låget lidt på klem. Kog i cirka 10 minutter (De revne kartofler skal være bløde). Tilsæt frosne ærter og kog, indtil de er lysegrønne og gennemvarme, 2 til 3 minutter. Fjern gryden fra varmen. Rør babyspinat i, og lad den falde sammen.

Brug forsigtigt en stavblender til at blende suppen, indtil den er jævn, eller hæld suppen i en blender (blend ad flere omgange). Smag suppen til med sort peber og mere salt, hvis det er nødvendigt.

Pynt med revet ost og sprødstegt bacon.

Lad suppen være vegetarisk og top i stedet med sprøde brødcroutoner.

Porre og bacon tærte

Porre og bacon tærte
Porre og bacon tærte

Jeg er så glad for tærte, det er nemt at lave, især hvis man køber en færdig tærtedej. Og denne klassiker med porre og bacon er altid en favorit.

Jeg kan godt lide at bruge hytteost i mine tærter, jeg synes det giver tærten noget luftighed.

Jeg er mere til at stege mine porre sammen med min bacon, inden jeg kommer det i tærten. Er ikke så meget for at tygge i en porre, der ikke er helt tilberedt. Men du kan sagtens komme det i tærten uden at have stegt det. Fyldet bliver tilberedt under bagningen, men kan være tærten skal have lidt længere tid.

Porre og bacon tærte:

  • 1 stk. færdigkøbt tærtedej
  • 1 stk. porre
  • 125 g bacon i tern
  • 3 stk. æg
  • 150 ml mælk
  • 150 g hytteost
  • 50 g revet ost
  • 1 tsk. timian
  • salt og peber

Kom tærtedejen i en tærteform. Nogle smører ikke formen først, men jeg synes tærten slipper meget nemmere, og uden at gå i stykker, hvis man gør.

Steg bacon sprødt på en pande.  Når baconen næsten er færdigstegt, kommer den snittede porre ved og lad det stege med i indtil porrerne er blevet klare.

Kom det hen over tærtebunden og nu gør du æggemassen klar.

Pisk æg, mælk og hytteost sammen med et piskeris. Bland timian, salt og peber i massen.

Hæld æggemassen over tærtefyldet og top af med revet ost.

Kom det i en forvarmet ovn ved 175 grader i ca. 30 minutter.

Server med en skøn sprød salat eller som den er.

Porre-bacon tærte

Laksepie med squash og kartofler

Laksepie
Laksepie

Jeg er ofte nede og besøge min veninde i Spanien. Hun elsker at lave mad, ligesom mig.

Så vi køber gerne spanske madblade, og så skal nogle af de opskrifter prøves af.

Denne laksepie var virkelig god. Jeg havde nok fået købt lidt for store kartofler og squash, for min pie blev ret høj, og tog noget længere tid at få bagt færdig. Men man vil jo helst ikke smide noget ud, så alt kom i.

Næste gang vil jeg snitte mindre, og så kan jeg se hvor meget jeg egentlig har brug for. Så jeg ikke står med en masse spildt arbejde.

Laksepie med squash og kartofler 6 personer:

  • 2 runde plader butterdej
  • 200 g laks uden skind i tynde skiver
  • 2 små squash, tynde skiver
  • 1 løg i tynde strimler
  • 2 fed hvidløg, hakket
  • 4 mellemstørrelse kartofler, tynde skiver
  • 2 æg str. L
  • 200 ml fløde
  • persille
  • salt og peber

Forvarm ovnen til 180 grader varmluft.

Vask squashen og skær i tynde skiver. Kartoflerne skrælles og skæres i tilsvarende tynde skiver.

Skær laksen i tynde skiver. Pil løget og skær det i fine strimler. Pil hvidløg og hak det fint.

Hak persillen.

I en skål piskes æg sammen med fløde, salt, peber, hvidløg og persille.

I en smurt tærteform kommes det ene lag butterdej.

Læg halvdelen af kartoflerne oven på butterdejen, derefter halvdelen af squashen og til sidst halvdelen af løget. Kom laksen på og læg resten af kartofler, squash og løg ovenpå laksen.

Hæld æggeblandingen henover og kom det sidste lag butterdej på som låg.

Sørg for pien er lukket godt til, og skær overskydende dej fra langs kanten.

Brug det overskydende dej til at pynte pien med. Pensl med æg og bag pien i ovnen i 45- 60 min.

Lad pien hvile lidt inden servering. Server gerne med en grøn salat.

Lakse pie

Indisk curry med torsk og kikærter

Indisk curry med torsk og kikærter
Indisk curry med torsk og kikærter

Jeg kan rigtig godt lide indiske karryretter, og denne med torsk er så nem at lave og ikke alt for stærk.

Jeg valgte at servere med blomkålsris, som jeg lige varmede igennem på en pande i lidt olie, med lidt hakkede løg og friskhakket persille og smagt til med salt og peber. Er et sundt alternativ til ris og lige nu er der gode blomkål at få i butikkerne.

Hvis du ikke lige kan finde torsk, kan anden hvid fisk bruges.

Prøv denne ret næste gang der skal fisk på menuen.

Indisk curry med torsk og kikærter 4 personer:

  • 520 g torskefilet uden skind
  • 8 spsk. tomatpure
  • 200 ml fløde
  • 1 stk. citron
  • 8 g garam masala, smag evt. til med mere
  • 400 g løg
  • 4 fed hvidløg
  • 80 g ingefær
  • 400 g kikærter
  • salt og peber
  • 4 spsk. olivenolie
  • 2 tsk. flydende honning

Skær fisken i mundrette stykker, krydr den med salt og kom den i en skål.

Pil hvidløget og skræl ingefæren. Riv begge dele på den fine side af et rivejern, og tilsæt det til fisken. Hæld fløden ned til fisken sammen med tomatpuré, garam masala, flydende honning og 1 tsk. citronsaft pr. person, og bland del hele godt rundt i skålen. Gem til senere.

Pil løget og dræn kikærterne. Hak løget groft. 

Varm en gryde op ved middelhøj varme. Steg løg i olien i ca. 5 min. under omrøring. Kom fiskeblandingen og kikærterne i gryden, og varm det stille og roligt op i ca. 10 min., indtil sovsen har fået en cremet konsistens, og smagen er dyb og rund. Smag til med salt og peber. 

Servér med blomkålsris og det sidste citron.

Gryderet med gulerødder

Gulerodsgryde
Gulerodsgryde

Jeg får altid købt en stor pose gulerødder, med den plan at de skal bruges som snack, salat eller i retter, men der sker ofte det at de ligger lidt for længe, så de ikke er helt så spændende som før, og hvis jeg ikke vil smide dem ud, så skal de bruges straks.

Så faldt over denne gryderet med masser af gulerødder i, og det var en virkelig god gryderet. Så når min pose med gulerødder igen bliver for stor, og jeg ”glemmer” dem, så kommer denne ret på menuen.

Det gode er at man nemt kan lave en stor portion, og så med succes kan fryse rester ned. Hvis nu man skulle stå med en meget stor portion gulerødder.

Gryderet med gulerødder 4 personer:

  • 400 gram kyllingebrystfilet, i mindre tern
  • 1 stort løg, finthakket
  • 1 rød peberfrugt i små tern
  • 5 gulerødder, afhængig af størrelse, i små tern
  • 1-2 spsk. olie eller smør
  • 2 tsk. karry
  • 2 tsk. paprika
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 2 dl. vand
  • 1 hønsebouillonterning
  • 2 dl. fløde
  • 200 gram frisk spinat, skyllet
  • salt og peber

Kyllingebrysterne skæres i mindre tern, der steges i en stor pande eller stegegryde i fedtstoffet.

Løget hakkes fint og peberfrugten snittes i mindre tern. Gulerødder vaskes, evt. skrælles og skæres i små tern.

Kom løg, peberfrugt og gulerødder ned til kyllingekødet og steg med i nogle minutter, til løgene er klare.

Tilsæt så karry og paprika og lad det riste med et minuts tid under omrøring, inden du kommer de hakkede tomater, vand, bouillonterning og fløden ved.

Lad det småsimre i 12-15 minutter ved middel varme, og kom evt. mere vand eller fløde i retten, hvis du ønsker mere sovs.

Tilsæt så spinaten lidt ad gangen, så spinaten når at falde sammen i din gulerodsgryde, og smag til med salt og peber.

Server gerne gryderetten med ris eller kartoffelmos.

Retten er også rigtig god at fryse ned, hvis der skulle være rester.

Ferskensuppe med rejer

Ferskensuppe med rejer
Ferskensuppe med rejer

Denne suppe fik vi virkelig ofte tilbage i nullerne. Det var min go to opskrift på en suppe, der er nem og smager godt.

Jeg har serveret den ofte som en forret, men fandt ud af den skulle portions anrettes, da folk spiste for meget, hvis gryden kom på bordet. Så godt smager den.

Så gik der en masse år hvor jeg ikke har lavet den, men fandt den frem fra mine gemmer her forleden dag.

Og synes klart den har brug for et come back, da den er så hurtig at lave og smager lækkert.

Ferskensuppe med rejer 4 personer:

  • 1 mellemstort løg, finhakket
  • 2 fed hvidløg, finhakket
  • 1 spsk. stærk karry
  • 25 g smør
  • ½ l bouillon
  • ¼ l piskefløde
  • 1 ds. hakkede tomater (400 g)
  • 1 ds ferskner (480 g), skåret i små tern
  • 100 g kogte rejer
  • væsken fra fersknerne
  • salt
  • peber

Svits løg, hvidløg og karry i smørret i en stor gryde, ved middel varme, til løgene er klare (de må ikke brune).

Tilsæt bouillon, væsken fra fersknerne, fløde og dåsetomaterne. Lad suppen småsimre i 10 minutter.

Smag suppen til med salt og peber.

Skær fersknerne i små tern og tilsæt dem i suppen, sammen med rejerne.

Suppen varmes igennem, den må ikke koge og serveres strakt med lune flutes.

Grove grøntsager med torsk

Grove grøntsager med torsk
Grove grøntsager med torsk

Jeg spiser ikke så meget fisk, da jeg synes vi overfisker i vores farvande, men end imellem kommer der dog alligevel en fiskeret på menuen.

Lige nu er der de bedste gulerødder, så tænkte denne ret skulle prøves.

Er en sund og velsmagende ret.

Grove grøntsager med torsk 4 personer:

  • 560 g torskefilet uden skind (eller anden hvid fisk)
  • 1 kg gulerødder
  • 4 porre
  • 1-2 peberfrugter
  • 35 g solsikkekerner
  • 1 citron
  • 100 g fetaost eller salatost
  • olie
  • salt
  • peber

Tænd ovnen på 170 grader varmluft.

Skræl gulerødderne, og skær dem i grove stykker. 

Vask peberfrugter og skær i grove tern.

Fjern top og rod på porren, og vask den grundigt.

Rist solsikkekernerne let på en tør pande, og læg dem derefter til side.

Tilsæt 1/2 spsk. olie pr. pers. til panden, og steg gulerødderne ved høj varme i ca. 5-7 min., så de tager godt med farve, men beholder lidt bid. Hvis du laver mad til 3-4 kuverter, kan du med fordel stege dem over to gange. 

Når gulerødderne er færdige, deler du citronen i to halve, og steger den på skærefladen i ca. 2-3 min., til den har taget godt med farve, og nærmest er branket.

Steg peberfrugter i 1-2 min.

Kom herefter gulerødder, peberfrugt, saften fra citronen og solsikkekernerne op i en skål, smag til med salt og friskkværnet peber, og hold det varmt. 

Tag fisken ud af køleskabet, og dup den tør med et stykke køkkenrulle. Del fisken i kuvertstykker, gnid dem med lidt olie, og krydr med salt og friskkværnet peber.

Bag fisken i et ildfast fad i ca. 15 min., til den er mør.

Del hver porre i 4-5 stykker, og kom stykkerne ned i en gryde. Dæk porrerne ca. halvt med vand, og tilsæt lidt salt. 

Damp porrerne under låg i ca. 5 min., til de er helt møre.

Hæld herefter vandet væk, og vend porrerne forsigtigt med lidt god olivenolie, salt og friskkværnet peber.

Del fisken i mindre stykker, og anret porrer, gulerødder og fisk som en grov salat. Slut af med at smuldre osten ud over retten.

Kylling i kantarelsovs

Kylling i kantarelsovs
Kylling i kantarelsovs

Jeg er så heldig at min nabo elsker at gå ud for at plukke kantareller, og hun finder så mange, at der ofte kommer en portion over til os.

Denne gang fik jeg lyst til at lave en skøn ret med kylling og kantareller, og den kan klart anbefales.

Jeg kan godt lide at dele kyllingebrysterne over på langs, så det giver flere stykker kylling. Fordelen er at man kan få lov at tage to stykker kylling og kyllingebrysterne tilberedes noget hurtigere.

Jeg serverer gerne ris til denne ret, mest fordi de er så gode til at suge sovs til sig. Men server evt. også ovnkartofler eller nye danske kartofler til, hvis du har mere lyst til det.

Kylling i kantarelsovs 4 personer:

  • 4 stk. kyllingebryst
  • 200-300 g kantareller
  • 1 løg, finthakket
  • 2 fed hvidløg, finthakket
  • 1 tsk tørret timian
  • 1 tsk tørret rosmarin
  • 1 dl hvidvin
  • 1 dl hønsebouillon
  • 1/4 l piskefløde
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 1 spsk. citronsaft
  • persille, finthakket
  • 1 spsk. olivenolie
  • salt og sort peber

Skær kyllingebrysterne over på langs, så du har 8 stykker. Drys med salt og peber. Varm en pande op med olie og brun kyllingestykkerne på begge sider. Tag kyllingestykkerne af og sæt til side på en tallerken et øjeblik.

Varm panden godt op, tilsæt mere fedtstof, hvis nødvendigt, og rist svampene ved høj varme under konstant omrøring. Skrue lidt ned for varmen, når svampene har fået en smuk gylden stegeskorpe. Tilsæt løg, hvidløg, timian og rosmarin og sauter under omrøring til løgene er blevet bløde.

Rør majsstivelsen ud i en skål med afkølet hønsebouillon.

Tilsæt hvidvinen til svampene og lad det simre 1 minut. Kom fløde og hønsebouillonblandingen på panden. Rør det godt sammen og tilsæt kyllingestykkerne igen.

Lad retten småsimre i cirka 15-20 minutter, til kyllingestykkerne er gennemstegt. Smag til med lidt citronsaft, salt og peber. Server med et drys persille og ris eller kartofler.