Sund Thaisuppe

Sund thaisuppe
Sund thaisuppe

Min mand og jeg har besøgt Thailand mange gange, og er vilde med deres mad.

Det er for det meste sundt og fyldt med smag.

Denne sunde thaisuppe er rigtig nem at lave. Hvis du vil lave den helt vegansk, undlader du bare kyllingen. Kunne jeg sagtens selv finde på, men det tillader manden ikke, da han er inkarneret kødspiser.

Jeg fandt i Coop en pakke med stegt tofu med citrongræs og chili, der var perfekt til denne suppe. Kan læse mig til den også kan fås i Rema 1000. Den er fra Butler´s choice, men kan ikke lige finde et link, så I kan se et billede.

Hvis du ikke kan finde den, så skal du købe en meget fast tofu og sørge for den ligger i pres i ca. 15 minutter, før du skærer den ud i terninger og steger den. Og hvis du slet ikke er til tofu, bruger du kun kylling i suppen.

Rigtig god fornøjelse.

Sund Thaisuppe 2-3 personer:

  • 2 citrongræsstilke
  • 1 spsk. vegetabilsk olie
  • 3 fed hvidløg, presset
  • 1 spsk. friskrevet ingefær
  • 1 l. grøntsagsbouillon
  • 1 tsk. sambal oelek eller efter smag
  • 1 bk. shiitake svampe, skåret i kvarte
  • 1 lille bk. cherrytomater, halveret
  • 200 g fast tofu, stegt med citrongræs og chili
  • 300 gram kyllingeinderfilet
  • 1 håndfuld frisk koriander, hakket
  • 1 spsk. limejuice
  • Sojasovs efter smag

Knuse citrongræsstilkene ved at banke på dem med skaftet af en stor kniv, indtil de flader lidt ud. Skær hver stilk i 4 stykker. Sæt til side.

Varm olie i en gryde over medium varme. Tilsæt hvidløg og ingefær. Sauter i 1 minut.

Tilsæt bouillon, citrongræs, chili pasta, shiitakesvampe og cherrytomater. Lad det hele simre i ca. 12-15 minutter, indtil svampene er møre. Mens suppen simrer, steges kyllingeinderfileter i lidt olie. Skær dem i mindre stykker og sæt til side.

Nu skærer du tofuen i terninger og steger dem på panden med den væde der er i pakken.

Tilsæt kylling og tofu til suppen og smag suppen til med limesaft og sojasovs. Fjern stilkene af citrongræs.

Vend til sidst korianderen i suppen og server straks.

Cæsar salat

Cæsar salat
Cæsar salat

Der har altid været én salat der har stået over dem alle, og det er en cæsar salat. Det er nok ikke den sundeste salat, men man kan jo holde lidt igen med dressing og brødcroutoner, men hvad sjov er der ved det.

Nogle vil nok mene at denne dressing aldrig vil være noget for dem, da der er ansjoser og kapers i, men jeg synes I skal give det en chance, da de kun er smagsgiver og du kommer ikke til at synes dressingen smager af fisk. Det er bare med til at give dressingen den umamismag som gør cæsar salat til noget helt særligt.

Jeg får altid en del ekstra dressing, men den kan sagtens holde sig i nogle dage i køleskabet, og så har jeg en god undskyldning til at lave endnu en portion cæsar salat til aftensmad.

Cæsar salat til 4 personer:

Salat:

  • 4 små romainesalat
  • daggammelt brød til croutoner
  • 2 kyllingebryst
  • parmesanflager til pynt
  • olie til stegning

Dressing:

  • 2  æggeblommer
  • 1 tsk. dijonsennep
  • 3 spsk. citronsaft
  • 4 ansjos filletter
  • 1 tsk. Worcester sauce
  • ½ tsk. salt
  • 1/4 tsk. peber
  • 2 dl smagsneutral olie, eks. vindruekerneolie
  • 1 spsk. parmesan, reven
  • 1 tsk. kapers
  • 1 fed hvidløg

Start med at krydre kyllingebrysterne med salt og peber og steg dem på en pande, eller kom dem i et ovnfast fad og bag dem til de er gennemstegt og saften er klar.

Lad dem stå og køle af.

Gå derefter i gang med dressingen.

Hak ansjos, capers og hvidløg meget fint i en blender. Kom de andre ingredienser ned i blenderen, på nær olien og blend det hele sammen. Olien hældes derefter langsom i blandingen. Jeg kommer hvad der svarer til 1 tsk. olie i, i starten og så blender jeg i et par sekunder. Efter nogle omgange kommer jeg mere og mere olie i, indtil jeg har tilsat alt olien, eller jeg synes konsistensen er rigtig.  Smag til med salt og peber.

Skær det daggammelt brød i tern og steg dem sprøde i rigeligt olie på en pande.

Skær den rengjorte salat ud i ikke alt for små stykker. Kom dem op i en skål og vend noget af dressingen rundt i salaten. Alle blade skal have et let lag af dressing på sig.

Nu skal salaten anrettes.

Fordel salaten i 4 skåle eller tallerkner. Skær kylling ud i mindre stykker og fordel dem ligeligt på de fire salater. Pynt med brødcroutoner og parmesanflager. Hæld lidt mere dressing ud over salaten og server.

Rosastegt andebryst med pasta

Rosastegt andebryst
Rosastegt andebryst

Da jeg havde købt nogle billige andebryst efter julen, ville jeg gerne lave en sund ret med and. Jeg fandt denne opskrift og det blev rigtig godt. Jeg kan godt lide mit andebryst rosa, men hvis du gerne vil have det lidt mindre rosa, skal du bare give det lidt mere tid i ovnen. Ca. 20-25 min.

Retten tager ikke alt for lang tid at lave, hvilket er dejligt på en travl dag.

Rosastegt andebryst med pasta 2 personer:

  • 2 andebrystfileter
  • 1 broccoli
  • 100 g saltmandler
  • 1 spsk. smagsneutral olie til stegning
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt
  • peber
  • 250 g penne (pastarør)
  • 130 g grøn pesto

Skyl broccolihovedet, og skær det i små buketter. Skræl broccolistokken, og skær den i tynde strimler med en tyndskræller. Læg strimlerne i en skål med koldt vand, og sæt den i køleskabet.

Rids fedtet på andebrysterne med en skarp kniv. Steg andebrysterne på en pande med fedtsiden nedad, til den er gylden. Vend dem, og steg dem 1 minut på kødsiden.

Læg kødet i et ovnfast fad, og steg det færdigt i en 175° varm ovn i 12 minutter. Lad kødet hvile i 5 minutter, inden det skæres i skiver.

Kog pastaen efter pakkens anvisning, og vend den med pesto.

Kog broccolibuketterne i spilkogende saltet vand i 2 minutter, og hæld vandet fra igennem en sigte.

Rist mandlerne i lidt olie på en pande, og drys dem over den dampede broccoli.

Hæld vandet fra broccolistrimlerne, og krydr dem med olie, salt og peber. Fordel strimlerne over den dampede broccoli, og servér salaten sammen med pasta og pesto.

Grethe/Gretes frokostpølser

Frokostpølser
Frokostpølser

Disse frokostpølser fik jeg ofte da jeg var barn. Jeg var ikke fan af peberrod, så min mor Grethe kom karry i fyldet. For ikke så længe siden fik jeg så serveret disse pølser hos en god kollega Grete og jeg kom straks til at tænke på min mor. Så nu ville jeg selv lave disse skønne frokostpølser.

Da jeg skulle have min storebror på besøg, blev de derfor lavet, og han kunne også godt huske vores mor plejede at lave dem.

Opskriften jeg havde fra min mor, var næsten magen til den jeg fik af min kollega, så jeg tog lidt fra mors og lidt fra Gretes og her er så den opskrift jeg lavede.

Det er dejligt at kunne servere lidt andet til en frokost en det traditionelle, og denne ret er lige til at gå til.

Frokostpølser 4 personer:

  • 8 tykke pølser (gerne frankfurter)
  • 1 hakket løg
  • 1 æble i tern
  • 3 spsk. hakket syltet agurk
  • 1 spsk. sennep
  • 1 tsk. karry (eller peberrod)
  • 1-2 spsk. hakket persille
  • Salt og peber

Pølserne flækkes og indholdet graves delvist ud. Det pølsekød du skraber ud, hakkes og blandes sammen med løg, æble og agurk.

Blandingen smages til med sennep, karry, salt og peber. Den hakkede persille vendes i til sidst.

Fyldet lægges tilbage i pølserne og de kommes i et ovnfast fad. Dryp evt. lidt olie hen over pølserne, hvis du har lyst.

Gratineres midt i ovnen ved rask varme, 240 grader i ca. 10 minutter.

Server sammen med en grøn salat.

Frokostpølser1

Amok med fisk

Amok med fisk
Amok med fisk

Denne ret var min fortrukne cambodiansk ret. Den kan sagtens laves med kylling, så skal du bare lade det stege noget mere, så det er helt gennemstegt. Jeg synes dog man spiser alt for lidt fisk og skaldyr, så derfor valgte jeg altid den med fisk.

Jeg fik mulighed for at lave denne ret, da vi tog vores madkursus i Kampot.

Jeg kom nok lidt ekstra kokoscreme i, da jeg godt kan lide smagen og for at give lidt mere sovs.

Når først khmerpastaen er gjort klar, er det en ret der er meget hurtig at lave.

Denne ret ville også være god med en lille græsk salat til, sammen med risen.

Amok med fisk 2 personer:

  • 240 gram havaborre eller anden hvid fisk (uden skind og ben)
  • 254 gram blæksprutte
  • 200 gram tigerrejer
  • 200 gram østershatte
  • 2 spsk. kokoscreme
  • 2 tsk. tørret chili
  • 4 spsk. østerssovs
  • 1 tsk. kyllingepulver
  • 2 tsk. sukker
  • 2 spsk. olie
  • 2 æg
  • 2 spsk. Khmer pasta

Khmer pasta:

Start med at lave khmer pastaen.

Det gør du ved at tilføje alle ingredienserne til khmer pastaen i en lille blender.
Blend det hele til en fin pasta. Sæt det til side.

Gør fisk, blæksprutte og rejer klar. Fisk skæres i stykker på størrelse med en femmer. Det samme med blæksprutten. På rejer fjernes skal og tarm.

Skær østershatte i mindre stykker eller riv det i strimler.

Olien kommes i en lille gryde. Når olien er varm, kommes khmer pastaen ned til olien.
Steg det i olien, mens du rører rundt, i 2 minutter.

Tilsæt chili, kokoscreme, østerssovs, kyllingepulver og sukker til gryden. Steg det med i 2-3 minutter, mens der røres.

Tilsæt fisk, blæksprutte, rejer og svampe. Rør rundt og lad det stege i 5 minutter.

Tilsæt æg og rør godt rundt. Det er meningen af æggene skal stivne og blive til scrambled æg i retten.

Kom amokken i en lille pyntegryde eller skål og server med ekstra kokoscreme på toppen og hvide ris.

Hvis du vil servere det som i Cambodia, kommes amokken på et bananblad.

Okse Lok Lak

Okse Lok Lak
Okse Lok Lak

Vi har jo været en måned i Cambodia og en af de retter man kan få alle steder, er Beef Lok Lak.

Det er en super simpel ret lavet med rigtig gode råvarer, som blev en af Michaels favoritretter i Cambodia. Så da vi fik muligheden for at vælge den på det madlavningskursus vi tog i Kampot, var det et nemt valg. Denne ret er virkelig nem og hurtig at lave, bare sørg for at have noget rigtig godt oksekød, som kan tilberedes på få minutter. Skær en god bøf ud i strimler eller brug evt. oksemørbrad.

Normalt kommes løgene rå under det færdigt stegte kød, men vores kok sagde hun bedst kunne lide det stegt og det er også var bedre for maven, så det er den måde vi vil lave det på.

Vi var så heldige at lave retten i Kampot som er berømt for deres virkelig gode peber, og der havde vi også muligheden for at bruge helt frisk grøn peber. Det er nu ikke helt nemt at få friske peberkorn i Danmark, men det er dog muligt at købe grønne peberkorn, så vil anbefale at I prøver at få fat i dem.

Okse Lok Lak 2 personer:

  • 360 gram godt oksekød i strimler, gerne mørbrad
  • 10 gram hakket hvidløg
  • 10 gram grønne peberkorn
  • 100 gram løg i både
  • 2 spsk. ketchup
  • 3 tsk. østerssovs
  • 2 tsk. sukker
  • 2 tsk. kyllingepulver
  • 2 tsk. sort kværnet peber
  • 2 spsk. vand
  • 1 spsk. olie

Peberdressing:

  • 1 spsk. sort kværnet peber
  • 1 spsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • 1-1½ lime, saften fra

Start med at lave peberdressingen.

I en lille skål kommes peber, salt og sukker og det hele blandes med limesaften. Nu er peberdressingen klar til servering.

I en lille skål blandes vand, tomatketchup, østerssovs, sukker, kyllingepulver og sort kværnet peber. Dette er sovsen til okse lok lak.

I en bradepande kommes olie og løgbåde, det steges i et par minutter.

Så tilsættes de hakkede hvidløg, de grønne peberkorn og oksekødet. Lad det stege i 1 minut.

Rør sovseblandingen ned i bradepanden til kødet og lad det stege i 2-3 minutter mere. (Stegetiden kommer an på hvor stegt du vil have dit kød)

Gør en tallerken klar med kogt ris og en blandet salat, peberdressingen kommes i en lille skål der også stilles på tallerkenen.

Kom okse Lok Lak på tallerken og server straks.

Fransk løgsuppe

Vi havde købt en kæmpe pose løg, så nu ville jeg prøve kræfter med en fransk løgsuppe. Den er ret nem at gå til, men den tager noget tid at lave, da løgene skal simre sig brune over et pænt stykke tid.

Smagen er en smule sød i det, grundet de karamelliseret løg, men er en god suppe der er billig at lave, og som lyder fancy.

Jeg brugte et mandolinjern, da det gjorde det at skære løg ud, så meget nemmere. Opskriften er fra Krise med Price.

Fransk løgsuppe ( soupe l’oignon) 4 personer:

  • 1,5 kg løg
  • 3-400 g gruyere eller Comte
  • 1-1,5 l oksebouillon (eller kalvefond, hvis du har)
  • 1 sjat hvidvin (hvis du har en rest)
  • 1 smule cognac
  • 2-3 stk. laurbær
  • 1 kvist frisk timian
  • 2-3 spsk. smør
  • 8-10 stk. sorte peberkorn
  • 2 spsk. hvedemel
  • 1 stk. godt flute (eller gammel)

Skræl løgene og skær dem i tynde skiver. Svits dem langsomt i rigeligt smør. Bliver langsomt brunere, indtil de når et mørkebrunt karamelliseret stadie. Det kan godt tage en lille times tid. Se jævnligt til løgene undervejs og vend lidt på dem, så de ikke brænder på.

Skær i mellemtiden brødet i skiver – rist dem i ovnen v. 180 grader indtil de er tørre som tvebakker.

Når løgene har nået det ønskede karamelliseret stadie, så drysses hvedemelet over. Der røres rundt. Kom bouillon ved. Kom krydderierne i en tepose (eller genbrugelig gazepose) og slå knude på og læg dem i suppen.

Kom hvidvin og cognac (hvid du lige skulle ligge inde med en lille slat) ned i suppen. Lad suppen simre 15-20 minutter og fjern gazeposen igen. Smag til med sherryvineddike, salt og peber.

Hæld en solid portion suppe op i en suppeskål, der kan tåle at gå i ovnen. Placer et par skiver af det tørre brød som tømmerflåder på overfladen, og last dem med rigelig revet ost. Stil nu skålene i ovnen under grillelementet og gratinér osten til den bobler og begynder at tage farve.  

Nem citron-hvidløgs kylling

Citron-hvidløgs kylling
Citron-hvidløgs kylling

Kylling er tit på middagsbordet hjemme hos os. Det passer til så mange smage og er nemt at tilberede.

Denne ret er en jeg har fundet på Pinterest og den smager virkelig godt.

Det bedste er at den er hurtig at lave, og ikke kræver alt for mange ingredienser.

Prøv den næste gang middagen skal gå lidt hurtigt, og skriv gerne hvad du synes.

Nem citron-hvidløgs kylling 4 personer:

  • 4 kyllingebryster uden skind
  • ½ tsk. salt, plus mere til at krydre med
  • ¼ tsk. friskkværnet peber, plus mere til at krydre med
  • 1 spsk. olivenolie
  • 3 spsk. smør
  • 1 lille løg, finthakket
  • 4 fed hvidløg, hakket
  • 2 spsk. mel
  • 250 ml. kaffefløde eller sødmælk (brug fløde hvis du har lyst 😊)
  • 125 ml. hønsebouillon
  • Saften fra en mellemstørrelse citron (ca. 3 spsk.)
  • 2 spsk. frisk persille, hakket
  • 1 citron skåret i tynde skiver

Tør kyllingebrysterne godt af med et stykke køkkenrulle. Hvis kyllingebrysterne er meget store, kan det være en fordel at dele dem på langs, så tager de ikke så lang tid at tilberede.Krydr dem grundigt med salt og peber.

Varm olien i en høj pande over mellem høj varme indtil det begynder at simre.Brun kyllingebrysterne godt af i olen, cirka 6-7 minutter på hver side.Kom kyllingen over på en tallerken og sæt dem til side.

Sænk temperaturen på panden til middel varme og tilsæt smørret. Når det er smeltet, kommer du løg, hvidløg, ½ tsk. salt og 1/4 tsk. peber ved, og steger det i 1-2 minutter.

Rør i det med mellemrum og når løgene begynder at blive bløde, kommer du melet i og rører det hele grundigt sammen, sørg for at få alt det brune der har sat sig i panden med.

Tilsæt kaffefløden eller sødmælken og hønsebouillonen, og rør rundt indtil sovsen har samlet sig. Lad sovsen komme op og koge, skru derefter ned så sovsen kun simre.

Kom kyllingen tilbage i sovsen og lad det hele simre indtil sovsen er bliver tyk. Sovsen skal kunne dække bagsiden af en grydeske, og kyllingen er gennemstegt. Tager omkring 5 minutter.

Rør citronsaften ind i sovsen. Smag sovsen til. Pynt med tynde citronskiver og hakket frisk persille og server straks.

Denne ret er god sammen med ris eller kartoffelmos.

Bagt gnocchi med svinekød.

Ovnbagt gnocchi1
Ovnbagt gnocchi

Når hverdagen er lidt travl, så kan jeg godt lide de retter, hvor det hele kan laves i en gryde, eller pande.

Denne ret med gnocchi er fuld af smag og meget nem at lave, da gnocchi ikke skal tilberedes ret længe, før de er færdige.

Server retten med godt brød til og en let salat.

Bagt gnocchi med svinekød 4 personer:

  • 1 pk. bacon i tern
  • 300 gram hakket svinekød blandet med italiensk krydderiblanding
  • 100 gram cherrytomater skåret i kvarte
  • 2 fed hvidløg, hakket
  • ½ tsk. chililflager
  • 1 glas marinara sauce af 680 ml.
  • 1 tsk. sukker
  • salt og peber
  • 500 gram gnocchi
  • 120 gram mozzarella
  • 200 gram revet ost
  • Frisk persille til pynt

Bland den hakkede svinefars med italiensk krydderiblanding.

En stor pande med høj kant (der kan sættes i ovnen), sættes over på medium varme. Kom bacontern på panden og steg dem til er brune og sprøde.

Kom cherrytomater ned til baconen, kom salt og peber ved og steg til tomaterne er blevet bløde, ca. 3 minutter.

Kom det hakkede, krydret svinekød på panden og steg indtil det er brunet af og gennemstegt.

Tilsæt hakket hvidløg og steg det med indtil det begynder at dufte og så tilsætter du marinara sauce, sukker og chililflager og rør godt rundt til det hele er godt blandet.

Smag til om der er brug for mere salt og peber.

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

Kom de ukogte gnocchi i sovsen og lad dem simre i sovsen indtil ovnen når den rette temperatur.

Kom stykker af mozzarellaen over gnocchien og sæt panden i ovnen og bag i 10 minutter.

Fjern forsigtigt panden fra ovnen og drys den revne ost ud over gnocchien. Kom panden tilbage i ovnen og lad det bage indtil osten er smeltet og blevet gylden.

Fjern fra ovnen og pynt evt. med persille.

Server noget godt brød til eller en salat.