Jeg er glad for flæskesteg, men indimellem har jeg lyst til at prøve nye opskrifter med kamstegen, end den traditionelle kamsteg.
Denne opskrift fandt jeg på denne blog og det er en rigtig god opskrift.
Vil dog sige at her er mager ikke bedre ind fed. Jeg havde næsten ingen fedt under sværen, og det gav problemer med at få en rigtig sprød svær. Så køb en kam med lidt mere fedt under sværen. Man kan altid skære det væk bagefter.
Det skønne ved denne opskrift er at det hele bliver lavet i den samme bradepande. Så du skal kun koge pasta ved siden af.
Kam i tomatsauce 4-6 personer:
1 kamsteg på ca. 1 kg
2 dåser flåede tomater
3 store gulerødder
Ca. 250 gram champignon, halveret
3 store løg i grove stykker
3-4 fed hvidløg i tynde skiver
2 gode håndfulde rippet grønkål
saften fra en halv citron ca. en ½ dl.
ca. 3 spsk. olivenolie
5-6 kviste frisk timian
frisk rosmarin eller 1 spsk. tørret
et par drys tørret chililflager
salt og peber
pasta
pynt med friske basilikumblade
evt. lidt revet parmesanost
Skær kamstegen i 8-10 lige store stykker (afhængig af størrelse). Kom salt mellem sværene og gnid alle stykkerne med salt og peber. Stil dem oprejst i en dyb bradepande. Hæld lidt olivenolie i bradepanden.
Skær gulerødder og champignons i grove halveret stykker, nip grønkålen af stilken. Snit hvidløg og løg. Kom alle grøntsagerne i en stor skål og hæld de flåede tomater ved sammen med citronsaft og balsamicoeddike, mix det hele godt sammen. Krydr med timian, rosmarin, chili, salt og peber. Kom det hele i bradepanden – fordel grøntsagerne mellem kødstykkerne, så det ligger jævnt.
Kom nu bradepanden i en varm ovn på 200 grader varmluft i ca. 1,5 time. Rør i tomatsaucen et par gange undervejs.
Serveres til pasta penne, drys med lidt revet parmesanost og friske krydderurter.
Denne pølseret er en lidt mere let en af slagsen. Den klassiske svenske pølseret er jo med fløde, denne er med mælk og masser af skønne grøntsager.
Så et godt og sundt alternativ til den svenske pølseret.
Og jeg tænker du nemt kan bruge de grøntsager du har i grøntsagsskuffen, så en god ret til at få brugt restgrøntsager.
Fransk pølseret 4 personer:
1 kg kartofler
400 g pølser
1 spsk. smør
1 løg
1 fed hvidløg
2 peberfrugter
1 aubergine
1 squash
1 tsk. tørret timian
1 tsk. tørret rosmarin
1 tsk. stærk paprika, gerne røget
70 g koncentreret tomatpuré
2 dl mælk
salt og friskkværnet peber
1 håndfuld persille
Skrub eller skræl kartoflerne, og kog dem til de er akkurat møre. Lad dem køle lidt af.
Skær pølserne i grove skiver, og rist dem i smør på en stor pande med høje kanter.
Pil løget, og skær det i tynde både. Pil og pres hvidløg. Svits løg og hvidløg sammen med pølserne på panden.
Rens peberfrugter, aubergine og squash, og skær dem i tern. Tilføj dem til panden, og lad dem stege med, indtil de begynder at falde sammen og tage farve.
Skær kartoflerne i skiver, og vend dem sammen med pandens indhold.
Krydr med timian, rosmarin og paprika, og tilsæt tomatpuré, mælk, salt og peber. Vend rundt, og lad retten simre i 10 minutter.
Smag til, og pynt med frisk persille inden servering.
Jeg har holdt en længere pause fra at skrive på bloggen. Jeg har ikke lige kunne finde lysten til at sidde foran computeren. Men det har dog ikke holdt mig fra at lave en masse nyt og lækker mad. Så hvis jeg kan få taget mig sammen og få delt det med jer, så har I en masse at glæde jer til.
Nu det begynder at blive lidt dårligere vejr og man hygger indenfor med en kop kaffe, så tænker jeg at jeg bedre kan samle mig sammen til at dele de opskrifter jeg finder og får prøvet af, med jer.
Jeg følger valdemarsro og hun har så mange dejlige opskrifter. Denne på lakselasagne er en vinder i vores husstand.
Lakselasagne 4 personer:
2 løg, finthakkede
500 g spinat, frosne
¼ tsk muskatnød
175 g mascarponeost
1 fed hvidløg, finthakket
1 dåse hakkede tomater
½ dl piskefløde
½ tsk oregano, tørret
500 g fersk laks
10 lasagneplader
salt og friskkværnet peber
1 spsk. olivenolie
75 g parmesan, revet
Sauter løgene på en pande med olivenolie, til de er klare og bløde.
Tilsæt den frosne spinat og varm igennem, til spinaten er tøet helt op. Tilsæt muskatnød, salt, peber samt mascarponeost og rør det godt sammen. Smag til.
Sauter hvidløg i lidt olivenolie i en anden gryde. Tilsæt hakkede tomater, fløde, oregano og smag til med salt og peber. Kog op og lad det simre i et par minutter.
Fjern skindet på laksen og skær den i tern på ca. 2 x 2 cm stykker.
I et ovnfastfad lægges skiftevis et lag spinatcreme, et lag tomatsauce, laks og pastaplader og fortsæt, til begge saucer og laksen er brugt. Drys parmesanosten på toppen.
Bag lasagnen i 20-25 minutter i en forvarmet ovn ved 175 grader varmluft, til pastaen er mør, men stadig har lidt bid.
Jeg har taget et aftenskolekursus i indisk madlavning, og jeg var solgt til disse dejligt krydrede retter.
De er nemme at gå i gang med, man skal bare have et godt krydderiskab. Og så skal man lade løg simre længe i starten, og lade dem blive så møre, at det næsten er blevet en pure, før man kommer resten af ingredienserne i. Min lærer sagde altid at jeg var for utålmodig, og fortsatte med retten før løgene var stegt korrekt. Men synes nu retterne smagte godt alligevel, selvom at man kunne se løgstykker. Så bare gå i gang med at prøve det indiske køkken af.
Indisk æggecurry 4 personer:
8 kogte æg
1 dåse kikærter
1-2 spsk. olie
3 fed hvidløg, purerede
3-4 cm frisk ingefær, purerede
1 ½ mellemstort løg, purerede
1 karton passata
1 tsk. korianderpulver
1 tsk. spidskommenpulver
¾ tsk. chilipulver, hot
2 tsk. salt eller efter smag
½ tsk. garam masala pulver
½ tsk. gurkemejepulver
60 g yoghurt naturel
Varm olien i en dyb pande.
Tilsæt ingefær, hvidløg og løg og sauter indtil blandingen bliver gylden.
Tilsæt tomatpassata og yoghurt og rør rundt. Lad det koge op.
Tilsæt alle krydderierne, på nær salt og garam masala og kom de kogte æg og afdryppede kikærter i
og lad det simre 5-10 minutter.
Smag retten til med salt og garam masala.
Lad retten simre i 5-7 minutter og server med ris og brød.
Vi spiser ikke meget fisk hjemme hos os, og det er ikke fordi vi ikke er vilde med fisk og skaldyr, men fordi vi mener at vi skal begrænse vores indtag af fisk, så de har en mulighed for at yngle og blive flere. Vi har brug for liv i havene.
Overfiskeri har medført at der ikke er så mange fisk i havet, og hvis du får lyst til en dejlig ret med fisk eller skaldyr, så se om du ikke kan skaffe bæredygtig fanget fisk.
Denne ret med laks er supernem og hurtig at lave. Selv min mand som påstår at han ikke kan fordrage kapers, var vild med denne ret.
Laks med porre og kapers 4 personer:
4 porrer
1 bundt dild
1 spsk. smør til stegning
150 g mascarpone
1 dl mælk
Salt og peber
4 stykker laksefilet uden skind
½ usprøjtet citron
30 g kapers
800 g små kartofler
Tænd ovnen på 200°.
Rens porrer, og skær dem i tynde skiver. Hak dilden. Steg porrerne i smør på en pande i 2-3 minutter.
Tilsæt mascarpone og mælk, og rør det ud i porrerne sammen med halvdelen af dilden. Krydr med salt og peber.
Fordel den cremede porreblanding i bunden af et smurt ovnfad, og læg laksestykkerne ovenpå. Dryp med citronsaft, og drys fintrevet citronskal og kapers over laksen.
Bag retten i ovnen i 20 minutter, til laksen er gennemstegt.
Servering: Tag fadet med laksestykkerne ud af ovnen, og drys resten af den hakkede dild over. Servér retten direkte fra fadet med kogte kartofler som tilbehør.
Jeg er meget glad for min sous vide, og en af de ting jeg laver i den, er oksemørbrad. Så er jeg sikret en flot rosa farve i hele mørbraden.
Der er mange opskrifter på, hvordan du skal tilberede en oksemørbrad i sous viden. Denne opskrift er min måde at tilberede den på.
Prøv dig frem med forskellige marinader, eller med tiden. Kan være du finder en måde at lave den på som er mere til din smag.
Sous vide oksemørbrad:
1 oksemørbrad
2-3 spsk. olie
2 fed hvidløg, presset
Frisk timian eller rosmarin
Salt og peber
Afpuds oksemørbraden for sener. Brun den af på en pande.
Bland olien med presset hvidløg, timian/rosmarin, salt og peber.
Smør marinaden på oksemørbraden og kom den i en vakuumpose eller en stor frysepose.
Vakuummer oksemørbraden og læg den i køleskabet i nogle timer, så den kan trække smag fra marinaden.
Tænd for din sous vide, jeg sætter den på en temperatur der siger 59 grader, nogle vil hellere have den på 57 grader. Prøv dig frem, så du finder den temperatur der passer bedst i din smag af rødt kød.
Når sous viden er klar kom din vakuumpose ned i vandet. Sæt timeren på 3 timer.
Hvis du bruger en frysepose, skal du sørge for der ikke er ret meget luft i posen. Jeg bruger gerne en pose med lukning, som dem man kan købe i Ikea. Vandet er med til at presse det sidste luft der er, op mod overfladen. Sæt posens åbning fast med et par klemmer, så den ikke kan falde ned i vandet, så der kommer vand ind til din mørbrad.
Når de 3 timer er gået, tages mørbraden ud af posen. Kom den en tur på grillen, for lige at give den lidt mere farve, eller på en varm pande.
Jeg vandt en måltidskasse fra Årstiderne, og der skulle jeg lave en pizza. Den var virkelig god og jeg har nu lavet den et par gange mere.
Disse sjove blå kartofler kan du købe i de lidt mere velassorteret supermarkeder, men hvis du ikke kan finde dem, er helt almindelige kartofler også rigtig gode.
Jeg har fundet en opskrift på pizzadej, der er hurtig at lave, hvis man ikke har så meget tid. Dog hvis du har tiden, vil jeg altid anbefale at du lader den hæve i køleskabet. Det lader dejen udvikle sig og giver mere smag.
Når jeg bager pizza i min ovn, bruger jeg et bagestål jeg har købt til når jeg bager surdejsbrød. Før brugte jeg pizzastenen jeg havde til min grill. Men du kan også lade en bageplade være i ovnen, så den bliver meget varm, og så føre pizzaen over på pladen med en pizzaspade, eller et skærebræt.
Blå kartoffelpizza 2 personer:
2 pizzadeje, opskrift på pizzadej kommer længere nede.
1 frisk mozzarella
1 bundt basilikum
1 citron
500 blå congo-kartofler
1 kvist rosmarin
1 fed hvidløg
1 lille bæger creme fraiche 18%
olivenolie
havsalt
friskkværnet sort peber
Pizzadej til 2 pizza:
300g durum mel (eller hvedemel tipo 00 )
1 tsk. tørgær
2 tsk. salt
200 ml. lunkent vand
1 spsk. ekstra jomfru-olivenolie
Pizzadej:
Kom melet i en stor skål og tilføj gær og salt. Lav en fordybning i melet, Hæld 200 ml lunkent vand og olivenolie ned i fordybningen og rør rundt, indtil du har en blød, temmelig våd dej.
Læg dejen på en melet overflade og ælt i 5 minutter, til dejen er glat. Dejen behøver ikke at hæve, men har du tiden, så lad den hæve på køl i 3-4 timer.
Lader du dejen hæve, skal du ælte den et par minutter, inden du ruller den ud.
Del dejen i 2 stykker og rul dem ud, hver især, til en pizzabund på ca. 25-30 cm i diameter. Dejen skal være meget tynd, da den vil hæve i ovnen. Udrul dejen i lidt mel på bordpladen, flyt den derefter over på et stykke bagepapir.
Blå kartoffelpizza:
Tænd ovnen på 220 grader, og tag pizzadejen og mozzarellaen ud fra køl. (hvis du lige har lavet pizzadejen, nøjes du selvfølgelig med kun at tage mozzarellaen ud.)
Skyl basilikummen, pluk den, og kom bladene i en skål til topping. Skyl citronen, riv skallen i en lille skål til topping, og halvér derefter resten af citronen.
Skur kartoflerne, og skør dem papirtyndt (f.eks. på et mandolinjern). Skyl rosmarinen, og pluk nålene.
Pil hvidløget, og mos eller pres det. Rør det med 2-3 spsk. olivenolie i en lille skål.
Rul pizzadejen ud. Fordel noget creme fraiche på hver pizzadej og fordel kartoffelskiver og plukket rosmarin ovenpå. Bryd mozzarellaen i stykker hen over begge pizzaer, dryp gavmildt med hvidløgsolien, og krydr med havsalt.
Bag pizzaen en ad gangen i den varme ovn i 8-10 minutter, til fyldet er bagt, og bundene er sprøde. (Begynd evt. at spise den første pizza, mens den anden bager).
Top pizzaerne med basilikum, lidt citronskal og et par dråber citronsaft og olivenolie. Krydr til slut med noget friskkværnet peber.
Min mand og jeg har besøgt Thailand mange gange, og er vilde med deres mad.
Det er for det meste sundt og fyldt med smag.
Denne sunde thaisuppe er rigtig nem at lave. Hvis du vil lave den helt vegansk, undlader du bare kyllingen. Kunne jeg sagtens selv finde på, men det tillader manden ikke, da han er inkarneret kødspiser.
Jeg fandt i Coop en pakke med stegt tofu med citrongræs og chili, der var perfekt til denne suppe. Kan læse mig til den også kan fås i Rema 1000. Den er fra Butler´s choice, men kan ikke lige finde et link, så I kan se et billede.
Hvis du ikke kan finde den, så skal du købe en meget fast tofu og sørge for den ligger i pres i ca. 15 minutter, før du skærer den ud i terninger og steger den. Og hvis du slet ikke er til tofu, bruger du kun kylling i suppen.
Rigtig god fornøjelse.
Sund Thaisuppe 2-3 personer:
2 citrongræsstilke
1 spsk. vegetabilsk olie
3 fed hvidløg, presset
1 spsk. friskrevet ingefær
1 l. grøntsagsbouillon
1 tsk. sambal oelek eller efter smag
1 bk. shiitake svampe, skåret i kvarte
1 lille bk. cherrytomater, halveret
200 g fast tofu, stegt med citrongræs og chili
300 gram kyllingeinderfilet
1 håndfuld frisk koriander, hakket
1 spsk. limejuice
Sojasovs efter smag
Knuse citrongræsstilkene ved at banke på dem med skaftet af en stor kniv, indtil de flader lidt ud. Skær hver stilk i 4 stykker. Sæt til side.
Varm olie i en gryde over medium varme. Tilsæt hvidløg og ingefær. Sauter i 1 minut.
Tilsæt bouillon, citrongræs, chili pasta, shiitakesvampe og cherrytomater. Lad det hele simre i ca. 12-15 minutter, indtil svampene er møre. Mens suppen simrer, steges kyllingeinderfileter i lidt olie. Skær dem i mindre stykker og sæt til side.
Nu skærer du tofuen i terninger og steger dem på panden med den væde der er i pakken.
Tilsæt kylling og tofu til suppen og smag suppen til med limesaft og sojasovs. Fjern stilkene af citrongræs.
Vend til sidst korianderen i suppen og server straks.