Cheesecake med citron

Cheesecake citron
Cheesecake med citron

Jeg er glad for ostekager og denne opskrift er en lækker en af slagsen. Min yndlingskiks er Oreo, så at man bruger den som bund er et kæmpe plus i min bog. Citronskallen og cremefraichen giver denne kage lidt mere syre og friskhed.

Det er en virkelig fin dessert at portionsanrette og så kan den med fordel laves dagen i forvejen.

Cheesecake med citron 8-10 personer:

  • 1 pk. Oreo kiks
  • 80 g smør, smeltet
  • 250 g flødeost naturel
  • 2 dl cremefraiche 18%
  • 85 g sukker
  • 2 æg
  • 2 usprøjtet citroner, skallen
  • 3 stilke frisk mynte, blade, hakket
  • friske hindbær

    Kom Oreo kiks i en blender og kør det til fint smulder. Hæld smeltet smør i og blend det sammen.

    Dæk bunden af en springform (Ø ca. 24 cm) med bagepapir. Pres kiksemassen sammen i bunden af springformen, til en fast kiksebund. Sæt på køl.

    Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

    Pisk flødeost, cremefraiche, sukker og æg sammen med en håndmikser. Vend revet citronskal og hakket mynte i cremen. Hæld cremen over kiksebunden, og bag kagen midt i ovnen i 40 -45 minutter. Kagen kan godt se lidt ubagt og blævrende ud i midten. Men den skal nok sætte sig når den kommer ud. Hvis man giver den for meget tid, kan kagen revne.

    Køl kagen af i formen på en bagerist, og sæt derefter kagen på køl i minimum 2 timer.

    Pynt kagen med friske hindbær og evt. mynteblade inden servering.

    Baconbøffer

    Baconbøf
    Baconbøf

    Da jeg lærte min mand at kende, var baconbøf en af de retter han gerne lavede til mig, eller når vi havde gæster. Den var så simpel og nem at der ikke var noget der kunne gå galt. Den ret var lavet på rent oksekød med bacon omkring. Bøfferne blev brunet af i ovnen og så hældte du fløde der var blandet med ketchup, salt og peber henover og gav det noget mere tid i ovnen.

    Det er ikke fordi jeg ikke kunne lide denne ret, men den var måske lidt for kedelig og fed til mig. Nu har jeg så lavet min egen udgave af denne ret. Der er lidt mere arbejde med opskriften, men den er ikke svær at gå til.

    Jeg valgte at lave en rørt fars af oksekødet. Det giver så meget mere smag til bøfferne og sørger også for de ikke bliver for tørre. Så besluttede jeg mig for at lave en opbagt sovs. Så kan jeg gøre den lettere ved at bruge mælk og så selvfølgelig lidt fløde. Sovsen i den ret jeg fik serveret af min mand, var også ret tynd, denne her er noget tykkere i det, så det sidder bedre fast på bøffer og ris.

    Når du kommer ketchup i sovsen, bliver sovsen tyknet noget mere, men så kan man altid komme lidt ekstra mælk i, hvis du synes den blev for tyk.

    Baconbøffer 6 personer:

    • 1 kg hakket oksekød 8-12%
    • 2 spsk. rasp
    • 1 stk. stort æg
    • 1 dl piskefløde 38%
    • 1 revet løg
    • 2 tsk salt
    • friskkværnet peber
    • 1 spsk. sennepspulver
    • 1 pk. mager bacon i tern eller Serano skinke i tern
    • 12 skiver bacon
    • olie til stegning

    Sovs:

    • 2 spsk. smør
    • 3 spsk. hvedemel
    • ½ l mælk, måske mere
    • 1 dl. tomatketchup
    • ¼ dl piskefløde 38%
    • 1 tsk citronsaft
    • 1 spsk. stødt paprika
    • 1 tsk stødt ingefær, kan udelades
    • 1 – 2 tsk salt
    • friskkværnet peber

    Tænd ovnen på 175 grader varmluft.

    Rør kød, rasp, æg, fløde, løg, bacontern og krydderier til en ikke al for løs fars. Form farsen til 12 bøffer. Beklæd hver bøf med en skive bacon, som holdes fast med en halv tandstik. Kom fedtstoffet i en stegepande og steg bøfferne heri. De skal bare brunes af, da de bliver færdige i ovnen. Kom bøfferne i et ovnfast fad.

    Sovs: Smelt smørret i en gryde og lav en opbagning med mel, mælk og fløde. Kog igennem. Smag saucen til med ketchup, citronsaft, paprika og evt. stødt ingefær, salt og peber. Hæld sovsen over bøfferne og sæt fadet i ovnen i 30 – 40 minutter.

    Retten kan serveres med ris eller kartoffelmos og server også en skøn broccolisalat til.

    Bagte tarteletter

    Bagte tarteletter
    Bagte tarteletter

    Disse bagte tarteletter er en super ide til en nem frokost, en skøn solskinsdag. De er hurtige at lave og så smager de rigtig dejligt.

    De er også rigtig gode at have i fryseren, så er de nemme at tage op, hvis du har brug for lidt hurtig mad. Brug dem eventuelt til madpakken eller hvis du skal på picnic.

    Bagte tarteletter 10 stk.:

    • 10 tarteletskaller
    • 1 lille løg
    • 1 håndfuld purløg
    • 1 bk. skinkestrimler
    • 2 bk. Pikant ost
    • 2 æg
    • Salt og peber
    • purløg til pynt

    Tænd ovnen på 170 grader varmluft.

    Hak løg og purløg. 

    Rør løg, purløg, pikant ost, æg, skinke, salt og peber sammen i en skål. 

    Fordel fyldet i tarteletskallerne, alt efter hvilke skaller du bruger, kan der godt være lidt fyld tilbage. 

    Bag tarteletterne i ovnen i cirka 30 – 40 minutter. Hold øje med tarteletterne, de kan godt gå hen og blive for mørke, inden de er helt færdige. Hvis det sker, så kom et stykke folie hen over. Tarteletterne er færdige når de føles faste ved at trykke på fyldet.

    Så er de klar til servering. Gerne med en skøn salat til.

    Pinchos Morunos, Spanske skinkespyd

    Pinchos Morunos
    Pinchos Morunos

    Disse skønne spanske spyd er fyldt med smag. Vi har fået dem som en lun tapas og havde så lyst til at lave dem selv på grillen i vores have.

    Når solen skinner så meget hernede i Sydspanien, så får man lyst til at grille. Og en af de ting jeg tager med hjem for at grille i Danmark, er disse spyd. De er nemme at lave, man skal bare have fat i en del forskellige krydderier.

    Det gode ved at bruge en svinemørbrad er at kødet er magert og kræver ikke alt for lang tid på grillen. De er selvfølgelig skønne som et lunt indslag til tapas, men sammen med en skøn tomatsalat eller broccolisalat er de også perfekte.

    Prøv dem næste gang du skal have gæster til tapas eller grill.

    Pinchos Morunos, Spanske skinkespyd 4 stk.:

    • 1 svinemørbrad, renset og skåret i lige store stykker
    • 1 tsk. stødt spidskommen
    • 1 tsk. stødt koriander
    • 1 tsk. tørret oregano
    • 1 tsk. røget sød paprika
    • ½ tsk. gurkemeje
    • ½ tsk. fennikelfrø
    • ¼ tsk. stødt allehånde
    • ¼ tsk. stødt kanel
    • ¼ tsk. salt
    • 2 spsk. olivenolie
    • 1 spsk. citronsaft
    • 2 fed hvidløg, presset
    • Lidt groft kværnet peber

      Afpuds svinemørbrad for sener og store stykker fedt. Skær mørbraden over på langs og skær den derefter i tern. Sørg for at stykkerne er cirka lige store, da de så tager lige lang tid på grillen.

      Mix alle de andre ingredienser sammen i en skål, der er stor nok til at mørbradstykkerne også kan være deri.

      Det skal vare en god pure af alle de skønne krydderier. Kom kødternene ned i marinaden og ælt marinaden godt ind i kødet. Sørg for der er marinade på alle stykker af kød. Lad det trække i minimum 2 timer i køleskabet, men gerne natten over.

      Når du er klar til at skulle grille dine spanske spyd, kom kødstykkerne på dine spyd. Hvis du bruger spyd af træ, så skal du huske at de skal ligge i vand lidt tid før, så de ikke brænder på grillen. Prøv at komme dine stykker på spyddet, så de flader en smule ud og er af samme størrelse. Det er for at de gerne skulle blive færdig på samme tid.

      Grill dem nogle få minutter på hver side, indtil de er begyndt at få grillstriber og er tilberedt helt igennem. Tiden kan variere, alt afhængig af tykkelsen på kødstykkerne.

      Server sammen med andre spanske tapas eller med en skøn salat.

      Mangois med kokosmælk

      Mangois
      Mangois

      Jeg er vild med mango, det er en af mine favorit frugter. Denne is er supernem at lave og du har ikke brug for en ismaskine for at lave den.

      Når du kan få friske, dejligt søde mangoer, synes jeg du skal bruge dem, men isen kan altid laves med frosne. Dog kan frosne mangoer godt bruge lidt mere sødme.

      Jeg synes mango og kokos passer rigtig godt sammen. Når du laver denne is, så vil jeg anbefale dig at købe en kokosmælk hvor der er gaur gum i som emulgator, da det er med til at give en mere cremet is.

      Du kan bruge en light kokosmælk, men så bliver isen mere som en sorbet og ikke så cremet.

      Denne is er meget alsidig, du kan komme lidt banan i for lidt ekstra smag. Har du ikke nogen mangoer, brug ananas eller Papaya. Du kan også bruge mango sammen med fx. kiwi, blandet frugt eller ferskner.

      Fold jordbær i tern i isen inden den fryses. Jordbær og mango passer perfekt sammen.

      Kom evt. ristet kokos i for at give lidt struktur eller hakket mørk chokolade. Kun fantasien sætter grænser.  

      Mangois med kokosmælk:

      • 1.2 kg mango I tern, frisk eller frossen
      • 400 ml dåse kokosmælk
      • 100 g ahornsirup eller honning
      • 2 spsk. mælk eller vand

        Kom mangotern, kokosmælk, ahornsirup og mælk i en blender.

        Blend indtil det er cremet, kom evt. mere mælk/vand ved, hvis det er nødvendigt. Skrab siderne ned, så alt bliver godt blendet.

        Smag for sødme. Kom mere i hvis du vil have isen til at være sødere. Hvis du bruger frosne mango, kan der godt være brug for mere sødme.

        Kom mongomassen i en bøtte der kan gå i fryseren og frys i minimum 6 timer, gerne natten over.

        Tag isen ud 30 minutter før servering.

        Fyldt tortilla

        Fyldt tortilla
        Fyldt tortillas

        Jeg har set et program på Netflix om mad i sydamerika og der var de i Argentina. Der så jeg de lavede en stor kartoffeltortilla fyldt med ost og skinke.

        Lige nu sidder jeg i Spanien og spiser mange tortillas til min tapas, men de er de mere simple slags. Så fik lyst til at prøve mig frem og se om jeg ikke kunne gøre Argentina kunsten efter.

        Den blev superlækker, dog havde jeg fået fingre i en reven ost det ikke smeltede helt så meget, så kik efter en der er beregnet til at smelte.

        I Argentina og også her i Spanien kommer de kartoffelternene en tur i frituren, jeg brugte min airfryer til at stege/bage kartoflerne inden de bliver blandet med æg. En alm. ovn kan også bruges. Det er dog vigtig at du tilbereder kartoflerne lidt før de blandes med æg, ellers skal tortillaen have for lang tid i ovnen bagefter, og det giver en meget mørk tortilla.

        Fyldt tortilla 4 personer:

        • 3-4 store bagekartofler
        • 8-10 æg
        • 300 gram revet ost, mere hvis du har lyst
        • 5 store skiver kogt skinke
        • Salt
        • Peber

        Start med at skrælle kartoflerne og skær dem ud i tern, de skal ikke være for store. Kom dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i ovnen ved 180 grader i 10-15 min, eller i en airfryer i 10 min.

        Kom de bagte kartofler op i en stor skål. Kom alle æggene i og bland det hele godt sammen. Der skal være godt med æggemasse. Krydr med salt og peber.

        Tag en springform og sprøjt den med lidt fedtstof. Hæld derefter halvdelen af kartoffel/æggemassen ned i springformen. Kom den revne ost ud over hele fladen og top derefter med skiver af skinke.

        Derefter hælder du resten af kartoffel/æggemassen henover, så skinken er helt dækket.

        Sæt tortillaen i den 180 grader varme ovn og bag den i 40-50 minutter.

        Tag den ud af springformen og server som en del af tapas, eller som stjernen i måltidet sammen med en salat.

        Fyldt tortilla stykke

        Spansk appelsindessert

        Spansk appelsindessert
        Spansk appelsindessert

        Noget vi får meget af her i Spanien, er appelsiner. De smager fantastisk og er billige. Denne dessert stammer fra Valencia og er et perfekt punktum efter en god middag. Den er ikke alt for sød og dejlig let, hvilket gør at der altid er plads til at spise denne dessert.

        Der bliver mange flere appelsinstrimler end du skal bruge i denne opskrift, men det er kun en fordel, da de holder sig længe i køleskabet. Du kan bruge dem til mange andre ting f.eks. som pynt på kage, eller som topping på yoghurten.

        Spansk appelsindessert 4 personer:

        • 4-5 appelsiner
        • 400 ml vand
        • 400 g sukker
        • 1 dl rød vermouth

          Start med at skrælle appelsinerne. Jeg bruger en appelsinskræller fra Tupperware, som gør jeg kan få skralden af i 4 stykker formet som en båd. Det er rigtig fint hvis du kan få skralden af i store stykker.

          Kog skrællerne i 5 minutter og skyld dem i rent vand. Nu fjerner du det meste af det hvide på indersiden af skrællen, og skærer skrællen ud i tynde strimler.

          Kom vand og sukker i en gryde og kog op. Tilsæt strimlerne af appelsinskræl og lad dem koge med i siruppen i 20 minutter.

          Kom strimler og sirup op i et skoldet glas og stil på køl. Nu er de klar til at blive brugt til denne skønne dessert eller som pynt på en kage, eller ovenpå din yoghurt om morgenen.

          Appelsinerne skæres fri for de hvide hinder der er omkring appelsinen. Derefter tager du kniven og skærer ned mellem de hinder der er mellem hver appelsinbåd. Det er så du får helt rene appelsinfileter. Appelsinfileterne kommes i en skål og du presser det appelsinsaft du kan, ud af det du står tilbage med, efter du har skåret appelsinfileterne fra. Fortsæt med resten af appelsinerne.

          Hæld vermouth hen over appelsinfileterne og appelsinsaften og bland det hele godt sammen.

          Fordel appelsinfileterne i 4 skåle og hæld væden ved så det er ligeligt fordelt mellem de 4 portioner.

          Pynt med nogle af de kolde appelsinstrimler og evt. et mynteblad og server.

          Syltede appelsinskal

          Tun og kartoffeldeller

          Tun og kartoffel deller
          Tun og kartoffel deller

          Min veninde følger en fransk facebookside og der kom denne opskrift op. Efter at have fået den oversat og nu også prøvet af, synes jeg I skulle have chancen for selv at lave dem.

          De smager dejligt og vi lavede dem som et lunt indslag til tapas. Men de kan nu sagtens bruges som en snack eller måske bruges til madpakken på brød, eller med salat, mulighederne er mange.

          De er ret nemme at gå til og smagen er rigtig god.

          Jeg havde ikke lige nogle forårsløg, så jeg brugte purløg i stedet. Og da min veninde ikke er til koriander, skiftede jeg det ud til spidskommen i stedet for. Så jeg tænker I kan komme de krydderier i, som I er vilde med.

          Tun og kartoffeldeller:

          • 500 g kogte kartofler
          • 1 håndfuld persille, hakket
          • 1 håndfuld forårsløg, fint hakket  
          • 100 g tun
          • 100 g revet ost
          • 50 g rasp
          • 1 tsk salt
          • 1 tsk koriander
          • 1 tsk gurkemeje
          • 1 tsk paprika
          • 2 æg
          • hvedemel til at vende dellerne i
          • olie til at stege i

          Kog kartoflerne og mos dem godt. Nu kommer du resten af ingredienserne ned til kartoflerne og blander det godt.

          Tag en skefuld dej og rul det til en kugle som du derefter klapper flad, så det ligner en frikadelle.

          Derefter kommer du den ned i hvedemelet og får melet til at dække hele dellen.

          I en pande varmer du rigeligt med olie og steger dellerne sprøde heri.
          Server gerne med en sød chilisauce som en lun tapas eller lille snack til en koldt øl.

          Arroz con Pollo – Ris og kylling

          Spansk ris og kylling
          Spansk ris og kylling

          Nu jeg har været i Spanien et stykke tid, så er der jo en masse dejlige spanske opskrifter der skal prøves af.

          Arroz con pollo er en af dem. Ris med kylling. Det er en dejlig nem ret, da den laves i en pande der kan gå i ovnen. Den eneste rigtig dyre ingrediens er safran, men det er en vigtig ingrediens, så jeg synes man skal bruge den.

          Jeg havde en pose ærter og gulerødder i fryseren, så da jeg blandede ris og bouillon i, kom jeg ærter og gulerødder med. Hvis du som i opskriften kun bruger ærter, så gør som der står og bland dem i lige inden servering. Det giver ærterne lidt mere friskhed og bid.

          Arroz con Pollo – Ris og kylling 4 personer:

          • 60 ml tør hvidvin
          • ½ tsk. Safran tråde
          • 4 kyllingeoverlår med skind
          • salt og friskkværnet peber
          • 1 spsk. ekstra jomfruolivenolie
          • 1 mellemstort løg, finthakket
          • 1 rød peberfrugt i tern
          • 2 tsk hakket hvidløg
          • 2 laurbærblade
          • 500 ml hønsebouillon, plus mere hvis det er nødvendigt
          • 200 g kortkornet ris
          • 2 spsk. hakket persille
          • 100 g frosne ærter, optøet

          Forvarm ovnen til 175 grader.

          Hæld vin og safran sammen og lad det stå indtil det skal bruges.

          Krydr kyllingen på begge sider med salt og peber. Varm olie op i en stor pande med høje kanter, ved middelhøj varme. Steg kyllingen med skindsiden nedad, indtil den er brunet godt af, 4 til 5 minutter. Vend, og steg den anden side, indtil den er gyldenbrun. Overfør kyllingen til en tallerken.

          Reducer varmen til medium og steg løg, rød peberfrugt og hvidløg mens du rører ofte, indtil de er møre, 5 til 7 minutter. Rør vin-safranblanding i, salt, peber og laurbærblade.

          Kog indtil vinen er næsten fuldstændig fordampet. Tilsæt bouillon og ris og bring det i kog. Kom kyllingelår i panden. Dæk gryden til med et låg og sæt den i ovnen. Bages i 30 minutter.

          Tag gryden ud af ovnen. Rør ærterne i risene. Top med persille og server.