Cheddarskåle med avokadocreme

Cheddarskåle med avokadomos
Cheddarskåle med avokadomos

Nytårsaften ville jeg gerne servere en lille lækker snack, som vi kunne nyde med en cocktail til dronningens nytårstale. Disse var nemme at lave og de smagte godt. Jeg lavede en stor portion grønkål chips, da de jo smager meget godt for sig selv. Nu jeg havde gang i grønkålen. Hvis du gør det samme, tilføjer du bare mere olie, salt og chili flager.

Disse fine cheddarskåle med avocadocreme er rigtig gode til enhver fest, så lav rigeligt, der bliver spist flere en man lige tror.

Cheddarskåle med avokadocreme 12 stk.:

  • 200 g lagret cheddar, revet
  • 2 avocado
  • 100 g feta
  • 1 spsk. limesaft
  • 4-6 spsk. mælk
  • kværnet sort peber
  • 2 store håndfulde grønkål
  • 1 ½ spsk. olivenolie
  • ¼ tsk. chili flager
  • salt

Start med at lave de sprøde grønkål chips. Kom grønkål der er revet i mindre stykker og hvor stokken er fjernet, i en stor skål. Vend grønkålen med olivenolien, chiliflagerne og salt.

Derefter spredes grønkålen ud på en bageplade, på et stykke bagepapir i ét lag, og bages ved 175 grader alm. ovn i 15-20 minutter, eller til kålen er blevet sprød.

Lad ovnen forblive varm, og sprøjt fedtstof på en muffins form med 12 huller.

På et stykke bagepapir, kommer du revet cheddarost i små cirkler, med 3 cm mellemrum. Sørg for du får 12 stk. Bag den revne ost i ca. 8-10 minutter, indtil osten kun lige er blevet gylden.

Når du tager osten ud af ovnen, lader du dem hvile i 30-60 sekunder, inden du med en spartel flytter dem over i muffins formen, og trykker dem forsigtigt ned i formen, så de blive formet som en skål.

Det er vigtigt at lade dem så lidt tid, men ikke for længe. De må ikke være for bløde når du flytter dem, men hvis du giver dem for lang hvile tid, så bliver de for faste og kan ikke formes som skåle.

Lad dem køle helt af i muffins formen, inden du flytter dem over på et fad.

Nu laver du avocadocremen. Kom avocado, feta, limesaft, mælk og kværnet sort peber i en blender og blend til det er cremet. Start med 4 spsk. mælk og se derefter om du vil have den mere cremet. Så kommer du bare mere mælk i. Smag til.

Nu skal du bare anrette dine cheddarskåle. Kom en skefuld avocadocreme i hver skål og top af med lidt sprøde grønkåls chips. Server som snack, sammen med en kold Corona.

Kalkun i karry med kokosmælk

Kalkun i karry
Kalkun i karry

Jeg er glad for retter der er med karry og kokosmælk. Det er bare en god kombination.

Denne ret er en mildt smagende karryret med masser af lækre grøntsager og møre stykker kalkunbryst.

Det gode ved denne ret er at den er fryseegnet, så laver gerne denne store portion, Får retten to dage i træk og fryser en god omgang ned, så aftensmaden er endnu nemmere en anden dag. Du kan sagtens skifte kødet ud med kylling eller svinekød og du kan også tilsætte andre grøntsager, hvis du skulle have lyst.

Hvis du ønsker en lettere udgave af retten, kan du sagtens bruge light kokosmælk og mager creme fraiche.

Kalkun i karry med kokosmælk 8 personer:

  • olie til stegning
  • 2 spsk. karry
  • 3 hønsebouillonterninger
  • 1 kg kalkunbryst skåret i tern ca. (kyllingekød eller svinekød i tern kan også sagtens bruges)
  • 1 bakke champignon skåret i kvarte
  • 2 store løg i tern
  • 6 store gulerødder i tern
  • 4 peberfrugter i strimler, gerne i forskellig farve
  • 7,5-10 dl kogende vand
  • 400 ml kokosmælk
  • 4-500 gram ananas i tern inkl. væde (en stor dåse)
  • 5 dl creme fraiche
  • salt
  • peber
  • ekstra karry
  • maizena til jævning
  • persille til pynt

Svits karry og hønsebouillonterninger i olie i en stor gryde.

Kom kalkuntern i og svits det med. Krydr med salt og peber.

Løg i tern kommes ved og svits med. Kom champignon ned i gryden og lad det stege med.

Derefter kommes gulerødder, peberstrimler og ananas ned i gryden, Rør godt rundt og tilsæt kogende vand. Lad retten småsimre i 20 minutter.

Kom kokosmælk og creme fraiche i gryden. Pas på retten ikke kommer til at bulderkoge, da det vil få kokosmælken til at skille.

Tilsæt maizena jævning og smag til. Der skal evt.  tilsættes ekstra salt, peber og karry.

Server med ris.

Fastelavnsboller med skovbær

Fastelavnsboller med skovbær
Fastelavnsboller med skovbær

Da jeg lige nu er i Spanien, er det ikke lige fastelavnsboller jeg kan få ved bageren. Så jeg måtte i gang med at lave mine egne. Da jeg ikke har prøvet kræfter endnu med en wiener dej, fandt jeg denne opskrift på fastelavnsboller lavet med teboller. De blev rigtig fine. Jeg fik ordre på, af min mand og veninde, at man ikke kunne servere fastelavnsboller uden kagecreme og heldigvis fandt jeg det i et spansk supermarked. Man kan også lave sin egen, jeg ville så bruge den opskrift jeg har på mine medaljer.

De bliver lidt mere grattede at spise, da bollerne er mere faste i krummen end hvis det havde været en wiener dej. Men en skøn fastelavnsbolle der helt sikkert bliver lavet igen.

Fastelavnsboller med skovbær 10-12 stk.:

  • 2 dl. mælk
  • 25 g. gær
  • 45 g. sukker
  • ½ tsk. salt
  • 1 stk. æg
  • ½ dl. raps- eller solsikkeolie
  • 400 g. hvedemel
  • 150 g. frosne skovbær
  • 6 spsk. sukker
  • 2 ½ dl piskefløde
  • 12 tsk. hindbærmarmelade
  • 1 brev kagecreme

Start med at koge skovbær til en tyk puré. Det gør du ved at koge bærrene sammen med sukker ved middel varme, og lade det koge en til en tyk grød.

Lad det køle helt af, ved at sætte det i køleskabet, indtil boller er bagt og afkølet.

Lun mælken til den er håndvarm. Tilsæt gær og opløs gæren i mælken.
Kom salt, sukker og et sammenpisket æg ned i mælken.
Tilsæt olien.

Kom hvedemelet i lidt efter lidt, og ælt dejen godt sammen. Det er ikke sikkert, at du skal bruge alt melet. Dejen skal være lidt klistret. Hvis den er for flydende, så kom lidt ekstra mel i.

Sæt dejen til hævning overdækket med et viskestykke et lunt sted. Lad den hæve til dobbelt størrelse. Ca. 1 time.

Drys bordet med lidt mel. Tag dejen ud af skålen.

Vej bollerne af til 70 g. stykket. Tril bollerne runde. Placer bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Lad dem efterhæve overdækket i 30 min.

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Pensl bollerne med et sammenpisket æg. Bag bollerne i cirka 13-15 min, alt efter din ovns styrke. Tag bollerne ud af ovnen og lad dem køle ned.

Lav et brev kagecreme efter henvisningen på posen.

Pisk fløden til skum. Vend forsigtigt skovbærgrøden i flødeskummet.

Skær toppen af bollerne.

Put bærskummet i en sprøjtepose med stjernetyl. Eller i en pose, hvor du klipper hul i det ene hjørne. Sprøjt bærskummet ud på bollerne. Kom en skefuld kagecreme i midten og placer 1 tsk. hindbærmarmelade ovenpå i midten af cremen. Læg overbollen på.

Drys til sidst med flormelis igennem en trådsi.

Server med det samme eller sæt på køl indtil servering.

Kanelsnurrer

Kanelsnurrer
Kanelsnurrer

Jeg er vild med madprogrammer og så et BBC program der hed Nadiya bakes. Der var en bager med i programmet der lavede nogle rigtig fine kanelsnurrer. Men kunne ikke lige finde opskriften på dem i programmet. Men fandt ud af han også havde lavet dem sammen med Gozney, som laver pizzaovne.

Her bager han dem i pizzaovnen, men en helt almindelig ovn virker også. Bageren hedder Richard Bertinet og er kendt bager i England. Jeg giver lige link til den originale opskrift, han laver nemlig en video, så I kan se hvordan de skal laves. Hvis nu min forklaring er lidt bøvlet.

Prøv dem næste gang I vil lave kanelsnegle, de er så fine og smager skønt.

Kanelsnurre 24 stk.:

Dejen:

  • 200 g sødmælk
  • 2 medium æg
  • 600 g mel
  • 25 g gær
  • 50 g sukker
  • ½ tsk. salt
  • 200 g smør, blødt

Fyld:

  • 150 g smør, blødt
  • 250 g brun farin
  • 2 tsk. kanel
  • æg til pensling

Start med at tage mælk og æg ud af køleskabet ½ time før.

Kom mælk og æg i en røremaskine. Tag gæren og lidt af melet og smuldre det sammen og kom det ned til mælken. Kom resten af melet i skålen sammen med sukker, salt og det bløde smør.

Sæt dejkrogen på røremaskinen, og rør dejen ved lav hastighed i 4 minutter. Sæt hastigheden op på mellem og lad dejen køre i 8 minutter.

Kom dejen ud på bordet og for den til en kugle. Kom dejen i en skål drysset med mel, og lad den hæve tildækket i 45 minutter.

Mens dejen hæver, kommer du det bløde smør til fyldet i røreskålen, og pisker det lyst og luftigt. Tilsæt den brune farin ad flere omgange. Kom kanelen i og rør det godt ud i smørblandingen.

Lad det stå på køkkenbordet til du skal bruge det.

Når dejen har hævet, ruller du den ud på et meldrysset bord. Lad toppen af dejen vende ned mod bordet. Det er den side der er blevet lidt mere tør, og vil derfor ikke hænge for meget i bordpladen. Dejen rulles ud med målene 30 cm i højden og 40 cm i bredden.

Nu fordeles kanelsmørret på dejen i et jævn lag. Så skal dejen foldes. Du starter med at tage toppen og folder den ind til midten af dejen, så folder du bunden af dejen ind over, så dejen ligger i tre lag. Skær enderne af, så du har en pæn rektangel. Nu deler du dejen i 24 stykker. Giv dejstykket et lille pres. Derefter skal hvert stykke skal have to snit ned på langs, dog lader du 2 cm være i toppen. Så fletter du de tre strimler sammen som en fletning.

Derefter ruller du dejen som et sneglehus, så du får en knude og kommer den i en smurt muffins form. Lad dejen hæve tildækket i en time. Pensl kanelsnurrene med æg og sæt dem i en ovn ved 180 grader varmluft.

Bag kagerne i 15 – 20 minutter til de er gyldne. Lad den køle lidt af i formen inden du sætter dem på en rist. Lav en glasur eller drys dem med flormelis inden servering.