Risengrød

Risengrød
Risengrød

Jeg ved godt I alle sikkert har fået rigeligt med risengrød her til jul, men jeg synes nu sagtens det kan spises her efter jul også. Og jeg havde fået købt en del sødmælk, da det var billigt og lagt i fryseren.

Det bedste ved denne opskrift, er at der er alt for meget risengrød til 2 mennesker, men der er ikke noget bedre en at bruge rester til klatkager eller risalamande.

En af de ting der ikke gjorde noget ved at være skilsmissebarn, var at far altid lavede risalamande ud af resterne, og mor lavede altid klatkager. Jeg har nemlig meget svært ved at vælge hvad jeg mest har lyst til.

Heldigvis kunne jeg få til begge dele af denne portion risengrød, selv efter vi havde spist godt, den dag det blev lavet.

Det med at komme risengrøden under dynen er noget begge mine forældre gjorde, så det har bare altid været måden jeg har lavet det på.

Synes det er dejligt at jeg ikke skal stå og røre i det hele tiden, og jeg kan bruge tiden på noget der er lidt mere spændende.

Men husk at sætte en timer, risengrøden har ikke godt af at stå for længe, da der kan dannes bakterier.

Risengrød 4 personer:

  • 2 dl vand
  • 400 g grødris
  • 2 liter sødmælk
  • ½ tsk salt

I en stor tykbundet gryde koges vandet op, tilsæt risen og kog yderligere et par minutter, mens du rører rundt.

Hæld mælken i og varm op indtil det koger. Under jævn/konstant omrøring (det er vigtigt at det ender med at spilkoge)

Kom så låg på gryden og pak den ind i 2 håndklæder der er lagt oven på dynen og pak til sidst dynen rundt om gryden.

Efter 1 time tages risengrøden ud af dynen. Rør godt rundt, du skal lige give grøden et kort opkog igen, det får grøden til at suge det sidste væde, hvis der er lidt tilbage.

Server med smørklat og kanelsukker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *