Jeg er så glad for suppe og i mit univers findes der mange forskellige udgaver, i stedet for klar suppe med fyld. Ikke at det ikke er en klar vinder, nostalgi og hygge er forbundet med den klare suppe. Dog er det tit en lidt langvarig proces hvis man ikke køber den fra Mou. Denne opskrift på græskarsuppe fandt jeg inde på elanaspantry. Det er den bedste græskarsuppe jeg har smagt og så er den nem at gå til. Og græskar hører jo efteråret til.
Græskarsuppe med ingefær:
- 2 græskar. Hokaido eller Butternut
- 1 l. hønsebouillon
- 1 dåse kokosmælk
- 1 lime, saften
- 1-2 spsk revet ingefær (efter smag)
- salt og peber
Pynt: Ristet bacon og græskarkerner.
Skær græskar over og fjern kernerne. Kom dem i en 175 grader varm ovn og bag dem til de er møre. Det mærker man ved at stikke en kniv ned i græskarkødet. Når det er blødt som smør er de klar.
Skrab al græskarkødet ud af skallen og kom det i en gryde sammen med hønsebouillon og kokosmælk. Blend det med en stavblender til det er glat.
Kom reven ingefær og limesaft i.
Kom det på komfuret og bring det i kog. Lad det simre ved svag varme i 10 minutter.
Smag det til med salt og peber og evt. mere ingefær.
Server evt. med ristet bacon og græskarkerner på toppen.