Jeg er bare så vild med broccoli og denne suppe er en virkelig lækker måde at få broccoli på. I denne ret er jeg sikker på selv børnene er med på at spise broccoli.
Jeg bruger den gerne som en forret, men den er fyldig nok til at kunne bruges som en hovedret.
Jeg er ret vild med trøffelolie, så jeg kan godt lide at dryppe lidt på toppen af suppen, men hvis du ikke er til det, så bare brug en god olivenolie.
De enkelte ingredienser kan sagtens varieres i mængde, og du kan tilsætte mere fond eller fløde, hvis du ønsker en lidt tyndere broccolisuppe.
Broccolisuppe 4 personer:
- 1 lille broccoli, i små buketter
- En halv bagekartoffel, i tern
- 1 lille rødløg, hakket
- 1 hvidløgsfed, hakket
- olie
- 4 dl. hønsefond
- 1 tsk. æbleeddike
- 1 tsk. sukker
- 1 tsk. timian
- 1 dl. fløde
- 1 pk. bacon i tern
- salt og peber
- evt. lidt trøffelolie
Hak rødløg og hvidløg fint, og svits dem i lidt olie ved middel varme. Det skal ikke brune.
Skræl bagekartoflen og skær halvdelen i små tern. Kom det i gryden, og lad det svitse sammen med løg og hvidløg.
Skær broccoli i mindre stykker, og kom det ned i gryden.
Tilsæt så hønsefond, sukker og æbleeddike, og lad broccolisuppen koge op.
Giv suppen lidt friskkværnet peber og timian og skru ned for varmen. Lad suppen småsimre indtil broccolien og kartoflerne er kogt helt møre.
Det tager cirka 20 minutter.
Rist bacontern sprøde på en pande, sammen med lidt ekstra timian.
Find stavblenderen frem eller hæld suppen i en blender og blend den helt jævn.
Hvis suppen blendes i en blender, skal den hældes tilbage i gryden.
Tilsæt fløde, kog broccolisuppen op og smag til med salt og friskkværnet peber.
Lad suppen simre et par minutter og servér med de sprøde bacontern på toppen og et godt stykke brød til.