Coleslaw som den fås hos KFC

Coleslaw  som den fås hos KFC

Jeg er stor fan af dette tilbehør og den coleslaw man får hos KFC er en af mine farvoritter. Den er en smule sød, men det er også det jeg kan lide ved den. Min mand er ikke til så søde ting, så hvis du har det på samme måde, så spar lidt på sukkeret. Dette er en opskrift jeg har fundet på keyingredient.com.

Coleslaw a la KFC:

  • 4 ½ tsk. estragoneddike (Vigtig, da det er dette der giver den originale KFC smag)
  • 6 ½ spsk. vegetabilsk olie
  • 1 stort finthakket løg
  • 575 g miracle whip
  • 200 g sukker
  • 4 fintrevet gulerødder (evt. flere hvis ønskes)
  • 1 fintrevet hvidkål

Dette bliver en rimelig stor portion.

Bland olie, løg og sukker. Tilføj estragoneddike. Fold miracel whip i. Hæld det over revet gulerødder og hvidkål. Bland det godt. Kom det i en lufttæt beholder og kom det i køleskabet. Det er bedst hvis det laves dagen før.

Karamelliseret brownie

Karamelliseret brownie

Jeg er blevet meget glad for kondenseret mælk og hvad det kan bruges til. Efter vores ferie i Argentina hvor de laver det til en super skøn karamel, Dulce de leche, har lysten til at prøve en masse opskrifter af med netop dette produkt, sat gang i bageriet hjemme hos mig. Inde på chocolat.dk fandt jeg denne opskrift. Kan i øvrigt klart anbefale at I tager et kig på denne blog, da der er mange skønne opskrifter.
Dette er en dekadent brownie. Kan nærmest betegnes som en konfektkage. Jeg serverede en klat creme fraiche til for at give lidt syrligt modspil.

Karamelliseret brownie:

  • 90 g smør
  • 90 g mørk chokolade
  • 1 1/2 æg
  • 1 ¾ dl sukker
  • ¾ dl mel
  • ¾ dl kakao
  • en knivspids salt
  • 200 g kondenseret mælk (1/2 dåse) Frys evt. resten til næste gang
  • 75-100 g lys chokolade (jeg brugte lyse chokoladeknapper)

Smelt smør og mørk chokolade i microovn. Pisk sukker og æg let og luftigt.
Vend chokoladeblandingen i æggesnapsen.
Sigt mel, kakao og salt i.
Hæld dejen i en form (cirka 18 x 22 cm) foret med bagepapir.
Hak chokoladen, og drys den ud over dejen.
Hæld kondenseret mælk ud over kagen.

Bag kagen ved 170 grader i 40-45 min. Hold øje med kagen de sidste minutter, så det karamelliserede lag ikke får for meget.

Lad den køle helt af eller lad den stå natten over, inden servering.

Skær ud i små firkanter og server med creme fraiche.

Chili con carne

Chili con carne

Så er vi hjemme fra vores ferie til Argentina. Sikke en dejlig tur og skønt land. Jeg skal nok lave nogen af de retter vi prøvede i Argentina og ligge op på bloggen. Men i første ombæring kommer der lige en opskrift på min udgave af en chili con carne. Vi skulle jo se familien med det samme vi kom hjem, så de blev inviteret og så er denne ret nem og den bliver kun bedre af at stå og simre på komfuret. Så er der tid til at tale om alle de spændene oplevelser vi fik. Man gider heller ikke stå med en masse når der er tøjvask med mere efter ferien.

Chili con carne 4 personer:

  • 500 g hakket oksekød
  • 100 g chorizopølse skåret i tern
  • 2 hakket løg
  • 2-3 fed hakket hvidløg
  • 1 spsk. tomatkoncentrat
  • 1-2 karton pasata Pureret tomater
  • 1 dåse kidneybønner i chilisovs (eller bare kidneybønner)
  • 1 karton cannellini bønner
  • 1- 2 chili alt efter hvor stærke de er og hvad man er til
  • olie
  • salt og peber

Svits løg og hvidløg klare i olien. Kom chorizotern i og lad det stege med. Tilsæt det hakkede oksekød og brun det, når det er brunet kom koncentreret tomatpure i og svits med for at få en mere dyb tomatsmag. Tilsæt den hakkede chili. Kom pasata og bønner i og smag til med salt og peber. Lad det stå og simre minimum ½ time, gerne længere.
Server evt. med ris eller bare som det er, da der er mange bønner i.
Kom en klat creme fraiche på toppen sammen med lidt reven ost.