Jeg er så glad for at bage og er begyndt at bage mere brød. Da jeg handler ved Nyborgs-room.dk finder jeg en masse spændene til min bagning, men også en masse gode opskrifter.
Denne opskrift er fundet på denne hjemmeside. Jeg har bare valgt at komme maltmel i for at fremhæve den lidt mørke smag i rugbollerne, men det kan sagtens undlades.
Disse boller er hurtige at lave og smager super som et alternativ til rundstykke om morgenen. Faktisk synes jeg kun de bliver bedre af at blive frosset ned og så varmes i ovnen lige som de rundstykker jeg normalt har i fryseren. De er også super at bruge som boller med pålæg til madpakken.
Jeg har altid en bøtte med poppede rugkerner stående, så jeg kan bage sådan en portion.
Rugboller 12 stk.:
- 480 g hvedemel
- 150 g rugmel
- 50 g poppede rugkerner
- 14 g bageenzymer
- 8 g mørkt maltmel
- 14 g olie
- 14 g salt
- 12 g tørgær
- 420 g koldt vand (5°C)
- Ekstra poppede rugkerner til “pynt”
Alle ingredienserne kommes op i røreskålen på en gang. Dejen æltes med dejkrog ved laveste hastighed i 3 min.
Efter 3 min. æltes dejen yderligere 5 min. ved hurtigere hastighed.
Når du er færdig med at ælte kommes dejen op i en skål med låg (3 liter) sprayet med bagespray. (gerne en firkantet bøtte, hvis du har sådan en. Det gør det nemmere at forme boller.) Låget sættes på.
Sæt dejen til hævning i 30 min.
Kom poppede rugkerner ud på bordet. (jeg bruger et silikoneunderlag)
Nu vendes dejen ud på de poppede rugkerner. (Her er det en fordel at dejen var i en firkantet bøtte. Jeg brugte en rund skål og det gjorde at mine boller blev lidt mere forskellige, men de smagte stadig godt.)
Dejen deles i 12 stykker og sættes på bageplade med bagepapir.
Rygstykkerne sættes til efterhævning et lunt sted 55 – 60 min. (tildækket).
Tænd ovnen på 240°C. alm. ovn (vigtig at ovnen er varm)
Hav en ekstra plade på den nederste rille. Det er så du kan smide nogle isterninger ind, sammen med bollerne, så de får lidt damp.
Sæt pladen på anden nederste rille i ovn, og smid nogle isterninger på den nederste plade, og skru ovnen ned på 200°C
Bag rygstykkerne 18 – 20 min.