
Jeg kan godt lide blomkål, men synes indimellem den kan være noget kedelig. Den er til gengæld rigtig god til at tage smag til sig, så da jeg fandt denne opskrift, hvor den bliver brugt med oksekød og masser af krydderier, skulle den prøves.
Virkelig lækker ret med blomkål og så gør det retten lidt sundere at man har blomkål i. Vi manglede ikke ris eller brød til denne ret. Man kan altid komme lidt mindre ost på toppen, og undlade cremefraichen, hvis man vil holde kalorierne længere nede.
Jeg vil bare lige sige at riste blomkål i ovnen med lidt olie og krydderier, gør så meget for smagen i blomkål. Vi skulle tage os selv i, ikke at spise det hele, før jeg fik lavet retten færdig.
Pande med blomkål tacostyle 3-4 personer:
- 1 blomkål i mundrette stykker
- 2 spsk. ekstra jomfruolivenolie, delt
- 1 tsk. salt, delt
- ½ tsk. friskkværnet sort peber, delt
- 1 stort løg, hakket
- 1 grøn peberfrugt, hakket
- 450 g hakket oksekød, magert
- 1 tsk. hakket hvidløg
- 2 tsk. chilipulver
- 2 tsk. stødt spidskommen
- 1 tsk. tørret oregano
- ½ tsk. røget paprika
- ¼ tsk. cayennepeber
- 450 g dåse hakkede tomater
- 100 g revet cheddarost
Pynt:
- Koriander
- tyndt skåret forårsløg
- syltede jalapenos
- cremefraiche
Forvarm ovnen til 220 grader varmluft.
Placer blomkålsbuketterne på en stor bageplade med kant. Dryp med 1 spiseskefuld olivenolie og krydr med ¼ tsk salt og ¼ tsk peber. Vend den med hænderne for at dække dem godt med olien, og fordel dem derefter jævnt over bagepladen.
Bag i 12 til 14 minutter (ingen grund til at røre), eller indtil de begynder at blive brune og begynder at blive møre. Mærk efter med en gaffel, for at tjekke. De skal gene tages ud før de er helt færdige, da de får det sidste tid, sammen med resten af retten. Tag dem ud af ovnen, og sæt dem til side.
I mellemtiden varmes den resterende spiseskefuld olie op i en ovnfast stegepande (helts en sauterpande, der har høje kanter) ved middel varme.
Tilsæt løg og peberfrugt, og steg under omrøring i 3 til 4 minutter, indtil de er bløde.
Tilsæt oksekødet, og steg under omrøring, indtil det er gennemstegt, ca. 5 minutter.
Rør hvidløg, chilipulver, spidskommen, oregano, røget paprika, den resterende ¾ tsk salt og ¼ tsk sort peber samt cayennepeber (hvis du bruger det) i.
Steg under omrøring i ca. 1 minut. Tilsæt tomaterne, samt den ristede blomkål. Skru op for varmen under stegepanden efter behov, indtil du hører det boble. Skru derefter straks ned for varmen til LAV, læg låg på og lad det simre i 5 minutter, eller indtil blomkålen er mør.
I mellemtiden indstilles ovnen til GRILL med en rist i den øverste tredjedel af ovnen. Drys osten over retten. Sæt stegepanden i ovnen og grill, indtil osten er smeltet, og den har let brunede pletter, ca. 3 minutter.
Tag retten ud af ovnen og pynt evt. med koriander, forårsløg, syltede jalapenos og cremefraiche.