Mørbradgryde

morbradgryde1

Dette er en ret fra 80’erne man aldrig bliver træt af. Fuld af smag og med mørbrad der smelter på tungen. Selvom man får rigeligt med fed mad her i julen, kan man altid lige klare en ret mere med en god flødesovs. Alt med fløde er godt, som min mand siger. Dette er vist også en rigtig herreret, da der ikke findes mange grønsager i retten. Og de løg og champignon der er deri tæller ikke, prøver jeg at forklare min mand.

Mørbradgryde til 4 personer:

  • 600 gram svinemørbrad, afpudset
  • 125 gram bacon i tern
  • 250 gram cocktailpølser
  • 400 gram champignoner
  • 200 gram løg
  • 1 karton passata
  • 70 gram tomatpuré, koncentreret
  • 1 spsk. paprika, røget hot (alm. kan også bruges)
  • 1 spsk. hvedemel
  • 5 dl. piskefløde
  • Salt
  • Peber

Bacon ristes i en gryde og tages op på fedtsugende papir

Mørbraden skæres i skiver og vendes i mel, salt og peber og brunes i gryden, tages op på en tallerken.

Løg i halve skiver brunes sammen med champignon i kvarte.
Tilsæt tomatpuré, drys paprika og lidt mel over og rør derefter bacon i. Tilsæt fløden og passataen og kog op.
Læg mørbraderne tilbage og lad det småsimrer i ca. 20 minutter.
Til allersidst kommes pølserne i, koges med i 5 min. Smages til med salt og peber.

Serveres med ris eller kartoffelmos, og evt en salat til damerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *