Denne opskrift er en såkaldt copy cat opskrift. Den skulle minde om en suppe de har på restauranten kaldet Olive Garden i USA. Jeg har dog ikke fået den derover, så jeg ved ikke om det passer.
Dog lød opskriften rigtig god og jeg havde lyst til at prøve den, da den også så ud til at være nem at gå i gang med.
Vejret lige nu er jo også rigtig begyndt at blive suppevejr. Min mand og jeg var ret vilde med suppen og den skal helt sikkert laves igen. Fyldig og varmende på disse grå efterårsdage.
Hvis du ikke kan få fat i gnocchi så brug tortellini i stedet for.
Kylling og gnocchi suppe 4 personer:
- 2 kyllingebryster, kogt og revet i strimler
- 250 gram gnocchi
- 50 gram mel
- 1 revet gulerod
- 2 fed hvidløg, hakket
- 1 lille løg, hakket
- 50 gram smør
- 1 spsk. olivenolie
- 1 tsk. Chili flager
- 1 tsk. tørret timian
- 2 tsk. tørret oregano
- 100 gram frisk spinat
- 1,5 l. hønsefond
- 1/4 l piskefløde
- salt og peber
Smelt smør og olie sammen i en gryde.
Tilsæt de hakkede løg, revet gulerod og hakket hvidløg og lad det stege i fedtstoffet i et par minutter, til løgene er blevet klare.
Tilsæt melet og rør godt rundt.
Kom hønsefond og fløden ned i gryden og lad det komme op og småkoge. Hvis du synes suppen ender med at blive for tynd, jævn da med lidt maizena.
Tilsæt krydderierne og lad det småsimre med i nogle minutter.
Kom den revne kogte kylling i, og derefter spinaten. Hæld gnocchien i suppen og lad dem koge med i nogle minutter.
Smag til med salt og peber og server sammen med et godt brød.