Jeg er så heldig at min nabo elsker at gå ud for at plukke kantareller, og hun finder så mange, at der ofte kommer en portion over til os.
Denne gang fik jeg lyst til at lave en skøn ret med kylling og kantareller, og den kan klart anbefales.
Jeg kan godt lide at dele kyllingebrysterne over på langs, så det giver flere stykker kylling. Fordelen er at man kan få lov at tage to stykker kylling og kyllingebrysterne tilberedes noget hurtigere.
Jeg serverer gerne ris til denne ret, mest fordi de er så gode til at suge sovs til sig. Men server evt. også ovnkartofler eller nye danske kartofler til, hvis du har mere lyst til det.
Kylling i kantarelsovs 4 personer:
- 4 stk. kyllingebryst
- 200-300 g kantareller
- 1 løg, finthakket
- 2 fed hvidløg, finthakket
- 1 tsk tørret timian
- 1 tsk tørret rosmarin
- 1 dl hvidvin
- 1 dl hønsebouillon
- 1/4 l piskefløde
- 1 spsk. majsstivelse
- 1 spsk. citronsaft
- persille, finthakket
- 1 spsk. olivenolie
- salt og sort peber
Skær kyllingebrysterne over på langs, så du har 8 stykker. Drys med salt og peber. Varm en pande op med olie og brun kyllingestykkerne på begge sider. Tag kyllingestykkerne af og sæt til side på en tallerken et øjeblik.
Varm panden godt op, tilsæt mere fedtstof, hvis nødvendigt, og rist svampene ved høj varme under konstant omrøring. Skrue lidt ned for varmen, når svampene har fået en smuk gylden stegeskorpe. Tilsæt løg, hvidløg, timian og rosmarin og sauter under omrøring til løgene er blevet bløde.
Rør majsstivelsen ud i en skål med afkølet hønsebouillon.
Tilsæt hvidvinen til svampene og lad det simre 1 minut. Kom fløde og hønsebouillonblandingen på panden. Rør det godt sammen og tilsæt kyllingestykkerne igen.
Lad retten småsimre i cirka 15-20 minutter, til kyllingestykkerne er gennemstegt. Smag til med lidt citronsaft, salt og peber. Server med et drys persille og ris eller kartofler.