Jeg er ret vild med gnocchi og finder masser af lækre opskrifter med dem.
Denne ret er en meget hurtig ret at lave på en hverdagsaften, men stadig lækker nok som en scoremiddag.
Det bedste er hvis I kan finde soltørrede tomater der ikke er i olie, da de har mere smag, men jeg kan kun finde soltørrede tomater i glas, og de kan sagtens bruges. Tal evt. med din slagter, det kan være de kan sælge dig nogle, da jeg ved de bruger de tørrede i deres konveniens retter.
Hvis din mand er ligesom min og gerne vil have kød i alle retter, kan du sagtens tilsætte noget kogt kylling.
Gnocchi med soltørrede tomater og grønkål 3-4 personer:
- 1 pakke gnocchi
- 3-4 store håndfulde hakket grønkål
- 1 spsk. smør
- 2 fed hvidløg, hakket
- 1 lille bæger creme fraiche 38%
- 60 ml grøntsagsfond
- 1 lille glas soltørrede tomater, drænet og hakket.
- 2 spsk. revet parmesan til pynt
- 1 tsk. hvidløgspulver
- salt og peber
Start med at sætte en gryde med vand over at koge, tilsæt så gnocchi og kog dem efter anvisningen på pakken.
Dræn de soltørrede tomater og hak dem. Hvis du ikke har købt grønkål der er hakket, skal grønkålen hakkes til mindre stykker og stilken skal fjernes.
I en mellemstor pande smeltes smørret og hvidløgene steges ved middel varme. Derefter tilsættes grøntsagsfond og de hakkede soltørrede tomater. Lad det simre i 2 minutter, før du tilsætter creme fraiche og det hakkede grønkål.
Kom hvidløgspulver og peber i og lad det hele simre til grønkålen er faldet sammen. Kom de kogte gnocchi i og smag til med salt.
Server med noget revet parmesan på toppen.