Mens min mand og jeg har besøgt Kampot i Cambodia, har jeg lokket ham med til et madlavningskursus.
Vi fik lavet en masse skønne retter, som slet ikke er så svære at lave, så nu får I opskrifterne og så kan I jo selv prøve. Det gode ved mange af disse cambodianske retter er at de er sunde og fulde af smag.
For os er det en sjov måde at huske de steder vi har besøgt, ved at lave disse retter derhjemme.
Aubergine med tigerrejer 2 personer:
- 1 aubergine
- 14 stk. tigerrejer
- 2 spsk. olie
- Salt
- Sort peber
- 1 lime
- 1 håndfuld fintsnittet rødkål
- 1 håndfuld fintsnittet gulerod
- Cherrytomater til pynt
- Basilikumblade til pynt
- Koriander til pynt
Bag auberginen i 15-20 minutter i en 200 grader varm ovn.
Imens auberginen bages, klargør du de andre ingredienser.
Riv eller skær rødkål og gulerod i meget tynde strimler.
Rengør dine rejer, fjern skal (på nær halen, den bruger man til at holde i) og tarmen. Sæt rejerne på køl mens du venter til resten er klar.
Skær cherrytomater ud i både, klar til anretning.
Når auberginen er færdigbagt, (den skal være blevet blød og slatten) Stilles den til afkøling i nogle minutter. Når den er kold nok til at røre ved, tages skindet af auberginen. Kødet hakkes nu til en fin mos.
Mosen kommes i en skål og der tilsættes ½ tsk. salt, ½ tsk. sort peber og saften fra limen.
Nu er det tid til at stege dine rejer. Kom olien i en gryde. Steg rejerne i ca. 2 minutter til de er pænt lyserøde og de har krøllet sig sammen om sig selv. Kom ½ tsk. salt og ½ tsk. sort peber ned til rejerne og rør godt rundt. Tag rejerne op fra gryden og tag 4 fra, som du hakker fint og kommer op i auberginemosen. (Husk at fjerne halen, før du hakker rejerne)
Rør godt rundt. Kom nu auberginemosen tilbage i gryden, hvor stegeolien fra rejerne stadig er. Det giver mosen endnu mere smag. Steg mosen ved middelvarme til noget af væden er fordampet, og mosen er blevet lidt mere fast. Smag til om der mangler mere lime, salt og peber.
Nu skal du bare anrette.
På to tallerkner sættes en anretter ring i midten. Fordel mosen ligeligt i de to ringe. Løft ringene væk og pynt med de resterne rejer rundt i kanten af mosen.
Pynt kanten af tallerken med tomat og basilikum. Kom de fintsnittet rødkål og gulerod på toppen, og pynt med lidt korianderblade. Server straks mens det er lunt.