Vaffel klatkager

Vaffel klatkager
Vaffel klatkager

Jeg ved godt de fleste kun får risengrød til jul, men jeg er nu ret vild med retten hele året. Og en af mine favoritter at bruge risengrødrester af, er klatkager. Nu har jeg så set en masse der laver dem i vaffeljernet, og sådan et har jeg jo også, så nu skulle de prøves at laves i det.

Der er så ikke så meget klatkage over dem mere, da de bliver så fine at se på, og ikke det makværk jeg altid får lavet med klatkagerne. Så måske vaffeljernet skal bruges fremover.

Vaffel klatkager 6-8 stk.:

  • 400 g kold risengrød
  • 40 g sukker
  • 50 g hvedemel
  • 2 stk. æg
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. vaniljeessens

Rør godt rundt i den kolde risengrød, så du for rørt de store klumper ud.

Tilsæt de øvrige ingredienser og rør det sammen til en ensartet dej.

Varm et vaffeljern op.

Sprøjt fedtstof på vaffeljernet. Kom en lille grydeskefuld på vaffeljernet. Bag til de er gyldne. Lad dem holde sig varme i en ovn ved 80 grader varmluft, mens du bager resten. De kan serveres med sukker og syltetøj til.