Whisky pasta med røget laks

Whisky pasta med røget laks
Whisky pasta med røget laks

Min mand er vild med pasta med laks, og da jeg havde en pakke røget laks i køleskabet der skulle bruges, fandt jeg denne opskrift.

Jeg har fået vodkapasta, så da jeg faldt over denne whisky pasta med laks, så skulle den prøves. Jeg havde en Stauning whisky stående, og den er lidt røget, hvilket passer supergodt til den røget laks.

Retten tager ikke mere end 20 minutter at lave, så man har hurtigt aftensmaden klar.

Opskriften siger den er til 4 personer, og hvis du bruger den som en forret, så vil jeg give dem ret, men med en mand som min, var der kun til 2 personer. 😊

Whisky pasta med røget laks 2-4 personer:

  • 300 g linguine pasta
  • 30 g smør
  • 1 lille rødløg, hakket
  • 150 g røget laks, revet i mindre stykker
  • 200 ml fløde
  • 2 spsk. whisky, gerne røget
  • 1 tsk. grov sennep
  • purløg eller persille til pynt
  • evt. revet parmesanost til topping

Bring en stor gryde vand i kog og kog linguinen efter pakkens anvisning. Husk at gemme lidt pastavand inden afdrypning.

Smelt smørret i en stor stegepande og svits rødløget til det er blødt. Tilsæt den røgede laks og steg videre i yderligere 1-2 minutter.

Hæld whiskyen i og fortsæt med at koge indtil whiskyen er fordampet. Rør senneppen i og kog i endnu et minut.

Kom fløden i og lad det simre, indtil sovsen tykner. Kom den afdryppede pasta i gryden og rør godt rundt. Hvis saucen er blevet for tyk, rør lidt pastavand i.

 Fordel pastaen i skåle, drys med frisk purløg/persille og server straks.

Kom evt. revet parmesanost over.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *