Okse Lok Lak

Okse Lok Lak
Okse Lok Lak

Vi har jo været en måned i Cambodia og en af de retter man kan få alle steder, er Beef Lok Lak.

Det er en super simpel ret lavet med rigtig gode råvarer, som blev en af Michaels favoritretter i Cambodia. Så da vi fik muligheden for at vælge den på det madlavningskursus vi tog i Kampot, var det et nemt valg. Denne ret er virkelig nem og hurtig at lave, bare sørg for at have noget rigtig godt oksekød, som kan tilberedes på få minutter. Skær en god bøf ud i strimler eller brug evt. oksemørbrad.

Normalt kommes løgene rå under det færdigt stegte kød, men vores kok sagde hun bedst kunne lide det stegt og det er også var bedre for maven, så det er den måde vi vil lave det på.

Vi var så heldige at lave retten i Kampot som er berømt for deres virkelig gode peber, og der havde vi også muligheden for at bruge helt frisk grøn peber. Det er nu ikke helt nemt at få friske peberkorn i Danmark, men det er dog muligt at købe grønne peberkorn, så vil anbefale at I prøver at få fat i dem.

Okse Lok Lak 2 personer:

  • 360 gram godt oksekød i strimler, gerne mørbrad
  • 10 gram hakket hvidløg
  • 10 gram grønne peberkorn
  • 100 gram løg i både
  • 2 spsk. ketchup
  • 3 tsk. østerssovs
  • 2 tsk. sukker
  • 2 tsk. kyllingepulver
  • 2 tsk. sort kværnet peber
  • 2 spsk. vand
  • 1 spsk. olie

Peberdressing:

  • 1 spsk. sort kværnet peber
  • 1 spsk. salt
  • 1 tsk. sukker
  • 1-1½ lime, saften fra

Start med at lave peberdressingen.

I en lille skål kommes peber, salt og sukker og det hele blandes med limesaften. Nu er peberdressingen klar til servering.

I en lille skål blandes vand, tomatketchup, østerssovs, sukker, kyllingepulver og sort kværnet peber. Dette er sovsen til okse lok lak.

I en bradepande kommes olie og løgbåde, det steges i et par minutter.

Så tilsættes de hakkede hvidløg, de grønne peberkorn og oksekødet. Lad det stege i 1 minut.

Rør sovseblandingen ned i bradepanden til kødet og lad det stege i 2-3 minutter mere. (Stegetiden kommer an på hvor stegt du vil have dit kød)

Gør en tallerken klar med kogt ris og en blandet salat, peberdressingen kommes i en lille skål der også stilles på tallerkenen.

Kom okse Lok Lak på tallerken og server straks.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *