Jeg er glad for retter der er med karry og kokosmælk. Det er bare en god kombination.
Denne ret er en mildt smagende karryret med masser af lækre grøntsager og møre stykker kalkunbryst.
Det gode ved denne ret er at den er fryseegnet, så laver gerne denne store portion, Får retten to dage i træk og fryser en god omgang ned, så aftensmaden er endnu nemmere en anden dag. Du kan sagtens skifte kødet ud med kylling eller svinekød og du kan også tilsætte andre grøntsager, hvis du skulle have lyst.
Hvis du ønsker en lettere udgave af retten, kan du sagtens bruge light kokosmælk og mager creme fraiche.
Kalkun i karry med kokosmælk 8 personer:
- olie til stegning
- 2 spsk. karry
- 3 hønsebouillonterninger
- 1 kg kalkunbryst skåret i tern ca. (kyllingekød eller svinekød i tern kan også sagtens bruges)
- 1 bakke champignon skåret i kvarte
- 2 store løg i tern
- 6 store gulerødder i tern
- 4 peberfrugter i strimler, gerne i forskellig farve
- 7,5-10 dl kogende vand
- 400 ml kokosmælk
- 4-500 gram ananas i tern inkl. væde (en stor dåse)
- 5 dl creme fraiche
- salt
- peber
- ekstra karry
- maizena til jævning
- persille til pynt
Svits karry og hønsebouillonterninger i olie i en stor gryde.
Kom kalkuntern i og svits det med. Krydr med salt og peber.
Løg i tern kommes ved og svits med. Kom champignon ned i gryden og lad det stege med.
Derefter kommes gulerødder, peberstrimler og ananas ned i gryden, Rør godt rundt og tilsæt kogende vand. Lad retten småsimre i 20 minutter.
Kom kokosmælk og creme fraiche i gryden. Pas på retten ikke kommer til at bulderkoge, da det vil få kokosmælken til at skille.
Tilsæt maizena jævning og smag til. Der skal evt. tilsættes ekstra salt, peber og karry.
Server med ris.