Jeg kan rigtig godt lide amerikansk mad og da jeg prøvede disse fyldte bagekartofler, fik jeg endnu en favorit. De er ikke svære at lave, men tager lidt tid i forberedelse og du bliver belønnet i en fantastisk smagsoplevelse. Så bare kom igang med at lave dette skønne tilbehør til stegen næste gang. 🙂
Fyldte bagekartofler 6 personer:
- 6-7 bagekartofler
- 1 pk Philadelphia flødeost med hvidløg og urter
- 2,5 dl creme fraiche 18%
- 100 gram revet lageret cheddar (gem lidt til at komme på toppen, eller riv lidt ekstra)
- Salt og peber
Kom bagekartoflerne i mikroovnen (3 ad gangen) i 10-15 minutter eller til de er møre. Når de er kølet lidt af, skær dem over på langs og skrab forsigtigt kartoflen ud af skallen, og kom det i en skål.
Pisk kartoflen til mos sammen med flødeosten og creme fraiche. Smag til med salt og peber. Bland den revne ost i mosen.
Kom kartoffelmosen i kartoffelskallerne, enten med en ske eller sprøjtepose. Drys revet cheddar på toppen og bag kartoflerne ved 175 grader til osten er smeltet og kartoflerne er varmet igennem.
Jeg lavede dem i god tid, så mosen var blevet kold, så gav dem 30 minutter i ovnen.