Blomkålspizza

IMG_20130925_183341

Da vi jo alle prøver at leve lidt sundere, men helst ikke vil undvære det som vi rigtig godt kan lide, har jeg ledt efter en god opskrift på min mands livret, pizza. Jeg fandt denne her blomkålspizza og det var en succes. Den er også god til børn der ikke er så vilde med grønsager. Bunden laves af blomkål, men smagen er ikke gennemtrængende, så med lækkert fyld oven på, opdager de ingenting. Der kan kommes det fyld på der måtte ønskes, kun fantasien sætter grænser.

Blomkålspizza 2 personer:

  • 1 mellem blomkål skåret ud i små buketter
  • 1 æg
  • 100 g revet mozzarella
  • 1 tsk oregano
  • salt og peber
  • 150 g kylling, kogt og revet i strimler
  • 2-3 spsk barbecuesovs
  • 150 g revet mozzarella til toppings
  • 1 rødløg skåret i tynde skiver

Kom blomkålen i en foodprocesser og kør det til det ligner ris. Kom det i en microovnsikker skål og giv det 8 minutter eller til det er tilberedt.
Kom blomkålen i et rent viskestykke, og klem så meget væde ud som det er muligt.
Bland blomkålen med ægget, den revne ost, oregano, salt og peber.
Pres blandingen ud på en silikonemåtte eller bagepapir i en cirkel. Bunden skal ikke være for tyk. Bag bunden i en forvarmet ovn ved 230 grader i 15-20 minutter til bunden er blevet gylden brun.
Bland kylling med barbecuesovs. Kom revet ost, kyllingen og løg på pizzaen og bag til osten bobler, ca. 10-15 minutter.

Serveres evt. med en grøn salat.

Mors boller

IMG_20130924_164715

Dette er den opskrift på teboller jeg er vokset op med. Lige så langt tilbage jeg kan huske, lavede min mor disse skønne boller til mig på min fødselsdag. Hver gang jeg sætter tænderne i en lun bolle, vækker det gode minder, især om min mor, som var den der gav mig glæden til at bage. Fra jeg var helt lille fik jeg lov til at være med når hun tryllede med opskrifter som blev til skønt bagværk. Jeg siger ikke dette er den bedste bolleopskrift, der findes sikkert luftigere og større boller, men smagen i dem her er uovertruffen. Så her får i min mors opskrift på teboller.

Mors boller ca. 18 stk:

  • 1/2 kg. mel
  • 100 gr. smør
  • 50 gr. gær
  • 2 dl. mælk
  • 1 tsk. salt
  • 50 gr. melis
  • 1 æg
  • 1 brev kardemomme (5 tsk)
  • evt. rosiner
  • kaffe til strygelse, eller æg

 

Anbring alle ingridienserne i fadet, undtagen mælk, gær og smør. Smelt smørret, kom mælken i og opløs gæren i væsken. Kom væsken i dejen og det æltes grundigt. Stilles et lunt sted til hævning i 30 min. Æltes igennem, der kommes evt. rosiner i. Deles og rulles til boller. Efterhæver 20-30 min. Pensles med kold kaffe, eller æg. Sættes i en forvarmet ovn ved 220C på miderste rille i 12 min.

Estragon svinemørbrad

IMG_20130914_173205

Dette er en af mine yndlingsopskrifter, som er lavet til familie og venner masser af gange med succes.
Selv min mand der ikke kan lide sennep er vild med denne ret. Nem ret som smager godt.
Denne gang brugte jeg en madlavningsfløde med en lav fedtprocent, da det kun var til min mand og mig, det vil jeg dog ikke gøre hvis det skal laves som gæstemad. Smager fint, men mangler lidt den fylde som rigtig fløde giver.

Estragon svinemørbrad 4 personer:

  • 2 afpudset svinemørbrad
  • 1/2 l piskefløde
  • Dijonsennep
  • tørret estragon
  • salt
  • peber
  • evt. lidt maizena til at jævne sovsen

Server med ovnkartofler og en frisk salat.

Skær mørbrad ud i bøffer og bank dem flade. Krydr med salt og peber. Smør Dijonsennep på den ene side og drys med estragon på den anden side. Steg bøfferne i en dyb pande, til de er brunet af. Tag dem af panden og læg dem i et ildfast fad. Hæld fløden på den varme pande og kog den op. Kog fløden til den er blevet tyk eller jævn den lidt med maizena. Smag sovsen til med ekstra sennep, estragon, salt og peber. Hæld sovsen over bøfferne og kom fadet i en forvarmet ovn og gratiner ved 175 grader i 20 minutter.

Kylling med cashewnødder (Kai Pad Med-Ma-Maung)

IMG_20130917_182239

Da vores ferie gik til Thailand, fik vi jo masser af skøn mad. Jeg som jo elsker at stå i køkkenet, fik lokket manden med til et madkursus i Chiangmai. Nu skulle nogle af de opskrifter vi fik med derfra prøves af herhjemme. Mange af tingene der skal i kan fåes i de fleste store supermarkeder, men jeg valgte at handle i den lokale asiatiske forretning. Skal jo støtte de små butikker og tit er det også billigere at få de forskellige ting der.

Kylling med Cashewnødder til 2-3 personer:

  • 250 g kyllingebryst (eller tofu) tyndt skåret ud
  • 1 dl cashewnødder (ristet)
  • 100 g babymajs, skåret i skiver
  • 100 g løg skåret i tynde både
  • 100 g øre svampe, skåret i strimler (ear mushrooms) Fås tørret
  • 30 g forårsløg skåret i 3 cm stykker
  • 1-2 rød chilli, frisk eller tørret
  • 2 spsk hakket hvidløg
  • 2 spsk olie
  • 1 tsk sukker
  • 2-3  spsk østerssovs (vegetarisk, brug svampesovs)
  • 1-1 1/2 spsk fiskesovs (vegetarisk, brug soya)
  • 230 ml vand

Varm olien op i en wok eller en pande. Steg hvidløget til det er klart. Tilsæt de tynde skiver kyllingebryst. Steg til de er tilberedt. Tilsæt de ristede cashewnødder og steg til det er gyldent. Kom babymajs, løg, svampe og chili i og rør godt rundt og lad det stege med i et par minutter. Kom vand i og smag til med sukker, østerssovs og fiskesovs. Rør godt rundt igen. Tilsæt forårsløg og bland. Server med varme ris.